For andet år i træk arrangerer ’Ruslands Anti-Globalistiske Bevægelse’ i dag en international konference på President Hotel i Moskva, et firestjernet kompleks drevet af præsident Vladimir Putins regering. En velgørenhedsfond grundlagt af Putin selv har bidraget med omregnet 360.000 kroner til konferencen, der har titlen ’Nationernes dialog. Folkenes ret til selvbestemmelse og opbygning af en multi-polær verden’.
Tanken er, hedder det i invitationen, at »samle repræsentanter for partier og bevægelser, som kæmper for deres regioners selvbestemmelse og uafhængighed og mod ideologisk verdensherredømme og økonomisk udbytning«. Blandt gæsterne ventes løsrivelsestilhængere fra Nordirland, Skotland, Catalonien, Vestsahara, Kurdistan, Nagorno-Karabakh, Puerto Rico, Hawaii, Californien, Texas og muligvis det nordlige Italien.


























