Grøn vækst. Inkluderende vækst. Intelligent vækst.

Det er slagordene i EU's nye 2020-startegi, der sætter retninglinjer for, hvordan EU skal udvilke sig som en stærk og bæredygtig økonomi. Det første forslag til strategien, der forventes at blive endelig godkendt i juni, er netop blevet præsenteret af EU-Kommissionen i Bruxelles.

»Europa 2020 handler om det, vi har brug for i dag og imorgen for at få Europa tilbage på det rette spor«, siger kommissionsformand Jose Mauel Barroso på et pressemøde.

»Strategien handler om flere job og bedre liv«, siger Barroso understrer vigtigheden af at arbejde tættere sammen i EU for at modstå det økonomiske uvejr, der har ramt Europa.

Fem mål for 2020
Strategien har fem relativt konkrete målsætninger for beskæftigelse, klima, forskning og udvilkling, fattigdom og uddannelse.

De fem målsætninger vil blive udformet i konkrete programmer for hvert enkelt land, således at de rige lande forpligter sig til en større indsats end de knap så velhavende. Det betyder i praksis, at Danmark som en af EU's dukse kan forvente at skulle præstere mere, end der er lagt op til i målsætningerne.

LÆS ARTIKELEU fremlægger fem forslag for fremtiden

I seneste dage har der især været diskussioner om målene på klimakommissær Connie Hedegaards område og omkring fattigdom.

I det endelige udkast fremgår det, at antallet af EU-borgere, der lever i fattigdom, skal ned fra 80 millioner til 60 milloner inden 2020. Og CO2-udledningen skal nedsættes med 20 procent i forhold til niveauet i 1990, da Kyoto-aftalen blev indgået.

Dog er der lagt op til, at EU vil strække sig til 30 procent, hvis andre store lande leverer en tilsvarende reduktion.

Målet er på ingen måde nyt, men er i overensstemmelse med den beslutning, som EU's stats- og regeringschefer tog i december måned op til FN's klimatopmøde i København.

Efterfølger af Lissabon-strategien
2020-strategien efterfølger Lissabon-stragien fra 2000, der havde en vifte af ambitøse mål, som skulle sikre, at EU blev »verdens mest dynamiske vidensbaserede økonomi« i 2010.

Det nåede Unionen ikke, og strategien er blevet voldsomt kritiseret for at repræsentere et luftkastel af flotte ord og målsætninger, der ikke er blevet fulgt op af handlekraft og resultater fra medlemslandende.

Kritikere har blandt andet peget på, at der i Lissabon-strategien ikke var indført nogle sanktionsmuligheder, der gjorde EU's regeringer ansvarlige over for at følge strategien.

I den nye strategi er der heller ikke lagt op til reelle sanktionsmuligheder. I stedet er der lagt op til, at landende skal aflevere jævnlige rapporter baseret på landespecifikke »reformprogrammer«.