De norske myndigheder har nemlig brugt hans vidneudsagn til at afvise teorien om bevidst sabotage mod et hydraulikrør, som skulle antænde en tredje påsat brand på ’Scandinavian Star’ 12 timer efter de første brande på skibet. Senest er det sket i kommissionens rapport fra 1. juni i år.
Det har gjort Per-Gunnar Lundin vred. Filmen i hans hoved stemmer ikke overens med politiets og kommissionens gengivelse af hans oplevelser, siger han. Derfor har han nu valgt at stå offentligt frem og komme med sin version.
I dag er det mystiske hydraulikrør et af de centrale spørgsmål i Skandinaviens største mordgåde siden Anden Verdenskrig. Alle er enige om – også myndighederne – at de to første brande var påsatte. Striden handler om den mystiske kraftige tredje brand over 12 timer efter de første brande.
Diskussionen er, om denne oliebrand var en genopblussen af hovedbranden som følge af et kraftigt opvarmet skibsskrog. Eller om det var en ny påsat brand som følge af en bevidst sabotage af et hydraulikrør, hvor især diseselolie nærede branden. Det sidste scenarie har både den private norske ekspertgruppe ’Stiftelsen’ og den danske hovedundersøger af branden, skibsinspektør Flemming Thue Jensen, fremført som forklaring.
