Laurids Korsgaard havde aldrig prøvet at holde en lignende prædiken som ved sørgegudstjenesten 17. april 1990 i kirken i Frederikshavn. Fra prædikestolen skulle han udlægge teksten for de efterladte familier, overlevende og tre ministre, mens de hvide kister stod på kirkegulvet.
Laurids Korsgaard bad kirketjeneren om at måle op, hvor mange kister der kunne være inde i kirken. Så mange kister havde de ikke før prøvet at skulle finde plads til. 13 kister med 15 af de danske omkomne kom til den nordjyske by. To små børn lå sammen med henholdsvis deres far og mor.
I alt var 33 ud af de 159 omkomne danskere, og kisterne i kirken var de første med danske omkomne, der var klar til at blive begravet.
Egentlig havde Laurids Korsgaard bedt sin biskop om at holde prædiken, men da denne var bortrejst, måtte han selv påtage sig opgaven. Det var dog nemmere, end han troede. Han skrev prædikenen i løbet af ingen tid. De mange samtaler på flådestationen med efterladte havde skaffet det nødvendige råstof, og ordene gav næsten sig selv.
