Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Hvad er dette?

Stjernearkitekt fortalte Dorte Mandrup, at kvinder aldrig bliver store arkitekter – nu er det hende, der er stjernen

28. marts 2019

For hver opgave arkitekt Dorte Mandrup løser, bruger hun sin stedsans til at afkode omgivelsernes unikke potentialer. For hvis arkitektur skal give mening, kræver det, at man lytter til landskabet og har mod til at eksperimentere.

Da Dorte Mandrup første gang besøgte byen Ilulissat på den grønlandske vestkyst, slog oplevelsen af landskabet hende lige så hårdt som områdets isnende vind.

Her oplevede hun, hvordan naturen på én gang kan være skræmmende dramatisk og dragende smuk. Og det var netop fascinationen af Isfjordens ekstreme natur og historie, der var udgangspunktet, da Dorte Mandrups tegnestue i 2016 deltog i og vandt konkurrencen om at designe Isfjordscentret i Grønland.

Dorte Mandrups bud var såvel poetisk som fremsynet, lød det fra konkurrencens komité. En bygning, der med respekt for det UNESCO-beskyttede naturområde på smukkeste vis smeltede sammen med landskabet og dets historie.

»Naturen er på én og samme tid enormt stærk og meget skrøbelig. Og her kommer arkitekturen tilbage til det allermest basale – at skabe ly. Et helle i den her blæsende og iskolde uendelighed«, siger Dorte Mandrup og tilføjer:

»Det var fantastisk stærkt at opleve et sted i verden, hvor man kan risikere at dø, hvis man farer vild. Det er helt ufatteligt koldt. Og alligevel har arkæologiske udgravninger vist, at der har boet mennesker ved Isfjorden i 3-4.000 år«.

Isfjordscentret er blevet beskrevet som »en sneugles flugt gennem landskabet« og er tegnet som en enkel, vredet struktur, der skal ligge som et vingefang mellem vand og klipper. Opførelsen af bygningen starter i år, og Isfjordscentret skal i fremtiden fungere som base - både for de mennesker, der formår at leve i den mest barske natur af alle. Men også for de turister, statsledere og klimaforskere, der vil høre klimaforandringerne tale med versaler, når den ældgamle gletscher Sermeq Kujalleq kælver og sender isbjerge mod Diskobugten.

Det fortæller den 57-årige arkitekt, da vi en onsdag eftermiddag besøger hende i hendes tegnestue på Vesterbro i København til en snak om at gå eksplorativt til arkitekturen. Om at lytte til og analysere byrum og landskaber. Og om at blive ved med at skubbe sig selv - også når alting ser sort ud.

  • Foto: MIR

Hædersydelse og Vadehavshattrick

Da Dorte Mandrup i starten af 90’erne arbejdede for den nu afdøde stjernearkitekt Henning Larsen, fortalte han hende, at kvinder er storartede medarbejdere, men store arkitekter, det bliver de aldrig. Ud fra hans erfaring havde han formentlig ret, har Dorte Mandrup fortalt til Weekendavisen. For i hans tid som arkitekt måtte kvinderne i højere grad vælge mellem karriere og børn. Og så er det svært at ramme stjernerne.

Få år senere blev arkitekten Mette Kynne Frandsen imidlertid udnævnt til CEO i hans virksomhed. Og sideløbende, efter fire års fælles tegnestue med arkitekten Niels Fuglsang, stiftede Dorte Mandrup en tegnestue i eget navn.

I dag har hun knapt 70 ansatte i den gamle skofabrik på Vesterbro i København, som lægger lokaler til hendes tegnestue. Her sidder rækker af rullekrave-klædte arkitekter bag skærme, der viser gennemsigtige geometriske figurer. Der er bunker af bøger med titler som ‘Architektur+Landschaft’ og ‘Acoustics and Sound Insulation’. Og ved to borde står en gruppe praktikanter sirligt og limer små elementer på miniaturemodeller af den Vadehavs-trilogi, som snart skal udstilles på Dansk Arkitektur Center i København.

I foråret sidste år scorede tegnestuen nemlig hattrick, da den vandt endnu et projekt langs Vadehavet, der blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 2009. Og dermed står Dorte Mandrup ikke bare i spidsen for det prisbelønnede Vadehavscentret, der i 2017 blev opført i Ribe. Hun har samtidig sat sig på udviklingen af Vadehavscentre i henholdsvis Wilhelmshaven i Tyskland og tæt på Groningen i Holland. Og det har langt fra gjort interessen for hendes tegnestue mindre.

Sidste år modtog Dorte Mandrup Finn Juhl Prisen med et leveråb til hendes »barnetro på det æstetiske i vores dagligdag, der rækker langt ud over smukt og grimt og helt ind i det konkrete«. Hun modtog Statens Kunstfonds livslange hædersydelse og blev udnævnt til juryformand for den prestigiøse europæiske pris Mies van der Rohe - som den første dansker siden prisen første gang blev uddelt i 1987. Og så har tegnestuen netop udstillet på hovedudstillingen ved Biennalen i Venedig - arkitekternes Cannes-festival.

At løbe i modvind

Man kunne næsten høre det på lyden af Dorte Mandrups målrettede skridt, da hun for kort tid siden nærmede sig lokalet, vi nu sidder i. Der er ingen tid at spilde. Iført en klassisk arkitekt-uniform, sorte sko, bukser og rullekrave, ligner hun måske enhver anden arkitekt. Men der er en viljestyrke og en stolthed i Dorte Mandrups blik, der vidner om en hårdt optjent autoritet.

For selv om Dorte Mandrup i dag henter anerkendelse for sit arbejde verden over, har det ikke været en smertefri rejse mod toppen. I 2004 mistede hun sin samlever, arkitekten Boje Lundgaard. Og fra den ene dag til den anden stod hun alene ved roret med en tegnestue i vækst og som alenemor til deres dengang 7-årige datter og med en tegnestue i vækst.

Samme år modtog hun både Eckersberg Medaillen og Dreyers Fonds hæderspris. Samtidig tog opgaverne på tegnestuen til. Og da hun i efteråret 2008 stod med planlagte og igangværende projekter til langt op over ørerne, landede finanskrisen.

»Det var et efterår, hvor alt bare raslede ned ad bakke«, fortæller Dorte Mandrup. »Tegnestuen var vokset voldsomt. Vi havde en masse projekter på tegnebrættet. Og pludselig gik flere af de bygherrer, vi samarbejdede med, konkurs, så der ikke var penge til lønninger«.

Der skulle ske noget drastisk, hvis tegnestuen skulle overleve. Og da banken for alvor slog i bordet, solgte Dorte Mandrup sit hus og flyttede ind i en lejlighed på Christianshavn med sin veninde og hendes datter for at redde sit spirende livsværk.

Det har til tider været en ufatteligt hård kamp mod toppen, erkender Dorte Mandrup. Men det fejer hun hurtigt af bordet. For hvis man vil frem, må man kunne løbe i modvind. Det handler først og fremmest om benhårdt arbejde, mener hun. Om at fortsætte, når alt ser sort ud, og så lade frustrationerne gøde processen.

»De tidspunkter, der mere end noget andet har defineret min karriere, er dem, hvor jeg har formået at skubbe mig selv til det ypperste for så opleve et gennembrud. Det tror jeg er en vigtig erfaring«, siger hun og fortæller, at hendes datter netop er startet på arkitektskolen og her for første gang oplever, hvordan man kan kløjes i sin egen kreativitet.

»Frustrationen er en del af den kreative proces. Man kæmper, man sveder og har ondt helt op i hårtotterne. Og så pludselig lykkes det. Men det kræver, at man tør være i frustrationen«, siger hun.

Med kunsten ind i arkitekturen

Spørger man internettet, blev Dorte Mandrup født en sommerdag i 1961 i Roskilde. Men det aner hun ikke, hvor stammer fra. Jo, fødselsåret kan hun nikke genkendende til. Men det eneste forhold hun har til Roskilde er et udestående med Kulturministeriets beslutning om at affrede Vikingeskibsmuseet - et enestående dansk eksempel på den arkitektoniske strømning, brutalisme.

I virkeligheden har Dorte Mandrup haft sin barndomsgang først i Holte, så i Rungsted, før hun som teenager flyttede med sine forældre til en lille landsby uden for Skørping i Jylland. Faren var civilingeniør. Det samme var hendes morfar, mens både hendes farfar og oldefar var arkitekter. Barndomshjemmet summede af en interesse for kultur. Og selv om forældrene dyrkede alt fra musik til litteratur, var arkitektur bestemt ikke noget, de ikke talte om derhjemme, som Dorte Mandrup beskriver det.

Men selv om mændene i hendes familie gennem generationer har betrådt branchens stier, skulle Dorte Mandrup udforske helt andre landskaber, før hun stødte på familiens fodspor.

»Jeg har altid været fascineret af billedkunst. Og faktisk drømte jeg om at blive skulptør«, siger hun og fortæller, at hun derfor først søgte ind og blev optaget på en billedkunstlinje på et universitet i USA. Men da hun efterfølgende oplevede, hvor svært det var at komme ind på Kunstakademiet, begyndte hun i stedet at læse medicin. Men heller ikke det føltes helt rigtigt.

Det var derfor først, da hun i slutningen af 80’erne søgte ind og blev optaget på arkitektskolen, at hun for alvor følte, hun havde fundet sin hylde.

»På arkitektskolen oplevede jeg, at jeg kunne gå mange forskellige veje. Og min tidlige interesse for kunst og skulpturer har jeg helt sikkert taget med mig videre. Funktionaliteten er afgørende for, at arkitekturen giver mening for mig. Men det formmæssige og det æstetiske  er det ekstra niveau, en bygning kan tilbyde«, siger hun og fortæller, at hun bl.a. altid har haft en fascination af den japanske rumopfattelse, hvor rummene er evigt dynamiske, og hvor grænserne mellem inde og ude opløses.

Fri mig for velgørenhed

Det er ikke kun Vikingeskibsmuseet i Roskilde, der har fået Dorte Mandrup til at blande sig i den offentlige debat.

I 2017 blev hun på kvindernes internationale kampdag hædret med en plads på listen over de 50 mest inspirerende kvindelige arkitekter i det digitale design- og arkitekturtidsskrift Dezeen.

Bevares, hun satte da pris på opmærksomheden og det kærkomne fokus på de relativt få kvinder, der formår at markere sig i en ellers noget mandsdomineret branche. Men det var ikke fordi begejstringen ligefrem sprang ud af hende.

»Jeg er ikke kvindelig arkitekt. Jeg er arkitekt«, skrev hun i et debatindlæg i det internationale arkitektur- og designmagasin Dezeen og på dansk i Politiken, hvori hun argumenterer for, at det, at håndplukke en lille skare af kvinder på kampdagen er en »misforstået form for velgørenhed«, som ikke »køber aflad for resten af året, hvor kvindelige arkitekter glemmes igen«.

På tegnestuen folder Dorte Mandrups armene foran sig. Diskussionen om kvinder i arkitektbranchen er lang, fortæller hun med et blik, der vidner om, at det ikke er ensbetydende med, at hun ikke tager den.

»Jeg er så absolut feminist. Og i virkeligheden tror jeg, at jeg bliver mere feministisk, jo ældre jeg bliver«, siger hun og læner sig lidt tilbage i stolen.

»Der er heldigvis kommet en del tegnestuer frem, der er startet, ejet eller drevet af kvinder. Men der er nogle strukturer, der gør det enormt svært at slå igennem som kvindelig arkitekt. Arkitekter er jo evigt afhængige af andres tillid. Hvis projekter skal finansieres, kræver det, at folk stoler på, at du er teknisk kompetent og har styr på struktur og økonomi«, siger hun og fortæller, at det kan være svært at infiltrere miljøets mange ‘mande-zoner’«.

At bygge i og med naturen

I Grønland kan man fra tid til anden se mennesker i horisonten, som går imod en i timevis uden at komme meget nærmere. Og det er en lignende følelse af uendelighed, der kendetegner Vadehavscentret i Ribe, fortæller Dorte Mandrup.

Der lå allerede en gammel hvidkalket gård med rødt tegltag, der hvor centret ligger i dag. Men bygningen tog ikke højde for det flade og vindblæste landskab, der er så særligt for Vadehavet, forklarer Dorte Mandrup.

Hvis de skulle bygge et center, der både kunne modstå og udstille Vadehavets særlige naturforhold, måtte de derfor først og fremmest sætte sig ind i områdets byggetraditioner.

Både tag og sider er tækket med strå hentet i Ringkjøbing Fjord. Et materiale, der er blevet brugt helt tilbage til jernalderen. Og grunden til at Dorte Mandrup bruger netop strået i dag, handler egentlig ikke om at genoplive et gammelt håndværk, men at arbejde med stråets helt fantastiske materialitet. Et materiale som samtidig er med til at sikre, at bygningen kan stå der de næste mange år. For mens et stråtag på et hus i en skov hurtigt vil få besøg af alger og mos, så vil det i områder med saltholdig vind blive naturligt præserveret af salten, forklarer Dorte Mandrup.

Hvad end der er tale om besøgscentrene langs Vadehavet og i Grønland, en lysende konferencesal ved Kalvebod Brygge i København, et børnekulturhus på Amager eller en institution i en lille fiskerlandsby i Sverige, er tilgangen den samme. Dorte Mandrup og hendes tegnestue forsøger evigt at skabe arkitektur, der har respekt og relevans for det område, de arbejder i.

»Jeg hører ikke til dem, der tænker, at natur og kultur ikke hører sammen - at bygninger ødelægger landskaber. Men når jeg arbejder med noget, skal det give mening. Det er succeskriteriet. Og det kræver, at jeg forholder mig til det landskab, jeg befinder sig i«, siger hun og panorerer med hånden foran sig.

Når tegnestuen laver forundersøgelser forud for en opgave, indsamler de derfor ikke bare de hårde fakta om områdets beboelses-struktur og det politiske program, bygningerne indgår i. De forsøger samtidig at forstå stedet kulturelt og historisk. Og det kræver, at man lytter til det enkelte sted, mener Dorte Mandrup.

»Der er altid et eller andet - enten landskabeligt, socialt eller en historie - at forholde sig til. Uanset hvor tegnestuen tegner, så forsøger vi altid at give noget tilbage til offentligheden og til stedet. Og det kan være alt fra en bænk til nye måder at tænke boformer på«.

  • Foto: Rasmus Hjortshøj

Uden eksperimenter, ingen forandring

Som arkitekt har man nemlig et ansvar for at udfordre og udvikle det eksisterende, mener Dorte Mandrup. Og når der trædes vande og træffes hovedløse beslutninger inden for hendes fag, har hun svært ved at tie stille.

En kæphest for Dorte Mandrup har f.eks været de almene boliger, som hun finder svært underprioriterede i forhold til arkitektoniske ambitioner.

Som optakt til årets internationale ejendomsmesse, MIPIM, som i år havde temaet ‘Engaging the Future’, opfordrede Dorte Mandrup således arkitekter til evigt at spørge sig selv, om de kan gøre det bedre. Ikke anderledes, men bedre.

Hun uddyber:

»Arkitektur skal udvikle og ikke bare gentage fortiden. Det kan ikke nytte noget at tilbede konformiteten. Som arkitekt bør man altid gå efter optimale løsninger og udfordre det eksisterende. Man skal bruge sine sanser, lytte til omgivelserne og huske det større billede, som arkitektur altid er en del af «.

Og det er netop derfor, Dorte Mandrup insisterer på at lade sine bygninger tale til og med sine omgivelser. Hvis arkitekturen skal blive ved med at give mening, må vi turde stille spørgsmålstegn ved status quo, eksperimentere og lege med alternativer.

“Vi har nemlig alle et ansvar for at skabe en bedre fremtid”, siger Dorte Mandrup med et hurtigt smil. Hun pauser et øjeblik og rejser sig så fra sin stol.

»Og uden eksperimenter, ingen forandring«, lyder det, før hun igen forlader lokalet i sin tegnestue med hastige skridt.