Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Hvad er dette?
Annoncørbetalt indhold

Operahuset i Sydney var aldrig blevet bygget uden Ove



21. december 2018

Kombinationen af en pillet appelsin og komplekse matematiske beregninger endte i et af verdens mest berømmede bygningsværker.




Det er næsten umuligt at sige Operahuset i Sydney uden i samme sætning at sige Jørn Utzon.

Den karismatiske arkitekt med de vilde ambitioner og det store udsyn er blevet synonym med bygningen, men havde det ikke været for en ganske særlig makker, var Operahuset sandsynligvis aldrig blevet det operahus, vi kender, og et af verdens mest fotograferede bygningsværker.

Jørn Utzons første store projekt var Operahuset i Sydney, og sammen med ingeniøren Ove Arup fik han skabt et af verdens mest fotograferede bygningsværker. Foto: Utzon Archives

For mens Jørn Utzons navn kendes af de fleste, er det en anden sag med ingeniøren bag det hele; Ove Arup. Jørn Utzon tegnede den ikoniske bygning, men Arup var den strukturelle hjerne bag.

»Samarbejdet mellem Utzon og Arup er legendarisk, fordi de demonstrerede, hvad arkitekt og ingeniør kan opnå, når de med faglig respekt og tillid arbejder sammen«, siger Sandra Akmansoy, der er direktør i den danske afdeling af virksomheden Arup.

Da Jørn Utzon vandt konkurrencen om at tegne Operahuset i Sydney, var det hans første store bygningsprojekt. Inden da var hans eneste realiserede projekter vandtårnet i Svaneke på Bornholm og sit eget hus i Hellebæk i Nordsjælland.

»Den unge og kreative arkitekt Utzon havde en meget klar vision for bygningen, men mange af de materialer, der skulle bruges til opbygningen, var endnu ikke opfundet og skulle laves og findes i takt med, at bygningen blev opført. Og det var tilgang, der faldt helt i tråd med Oves arbejdsmetoder. Han designede sine ingeniørløsninger intuitivt og udviklede dem først derefter matematisk«, fortæller Sandra Akmansoy.

Ligeså uerfaren Utzon var, ligeså erfaren var Arup, der blandt andet var manden bag det nyskabende og højt roste pingvinanlæg i Regents Park Zoo i London samt Kingsgate Bridge også i England, hvorfra hans aske blev strøet efter hans død i 1988.

Samarbejdet mellem den nyskabende arkitekt og den visionære ingeniør var til at begynde med eksemplarisk, og Arup mente, at han i Utzon havde fundet den perfekte arkitekt at samarbejde med i sin personlige søgen efter, hvad han kaldte ’total design’ - en vision, der opløste barrieren mellem ingeniører og arkitekter, og som han havde søgt efter gennem hele sin karriere.

Visionen om at arkitekter, designere og ingeniører skulle samarbejde fra projektets begyndelse, skulle dog vise sig at blive udfordrende, blandt andet i henhold til at finde en løsning på tagene - en løsning Utzon og Arups tegnestuer arbejdede sammen om at finde. Løsningen endte dog med at komme fra Utzons tegnestue til stor ærgrelse for Arup og hans folk.

Vanvittigt og udfordrende

Opbygningen af Operahuset startede i 1957 og tog 16 vanskelige år at fuldføre. Især blev projektet udfordret og sat på pause, da Jørn Utzon trådte tilbage i 1966.

Ideen med bygningens karakteristiske sejlformede skaller, havde Jørn Utzon fra en pillet appelsins fint inddelte appelsinbåde, men geometrien bag de buede betonskaller, var alt andet end nem og blev kun mulig gennem vanvittigt komplekse, matematiske beregninger.

Bygningens tag udfordrer tyngdekraften, og opførelsen er selv den dag i dag en af de sværeste ingeniøropgaver, der nogensinde er blevet forsøgt.

I 2018 ville det tage højest et par dage med en computer at finde ud af, men dengang blev mappe efter mappe fyldt med ligninger og udregninger, der vil gøre de fleste rundtossede.

»Samarbejdet mellem Utzon og Arup viste til perfektion, hvad ingeniør og arkitekt kan opnå, når de arbejder sammen«, siger Sandra Akmansoy.

Men mens de analoge mapper hobede sig op, var Ove Arup særdeles entusiastisk omkring en tidlig version af den maskine, der i dag er hvermandseje: En lille computer, han kaldte ‘Mumbo Jumbo’, som han brugte til beregninger af den komplicerede konstruktion. Og redskabet viste sig at bære frugt - skøn fra 1962 viser, at computerarbejdet i løbet af bare de første to år ville have taget omkring 10 år at udføre uden en maskine.

Den filosofiske ingeniør

Ove Arup er med sine visioner om total design og villighed til at udforske nye redskaber og materialer blevet kendt som det 20. århundredes mest indflydelsesrige ingeniør og som manden, der byggede modernismen. Den sidste betegnelse stammer blandt andet fra hans strukturelle arbejde med Operahuset i Sydney og Pompidou-centeret i Paris, samt pingvinanlægget i London Zoo, der på fornemste vis demonstrerede det dengang temmelig ukendte materiale betons skulpturelle muligheder.

Pingvin-anlægget i London Zoo fra 1934 var Ove Arups første projekt. Foto: ZSL

Ove Arup blev født i 1895 som søn af kgl. dansk veterinærkonsulent Johannes Arup og norske Mathilde Nyquist i Newcastle-upon-Tyne i England. Han tog sin første universitetsgrad i filosofi og matematik ved Københavns Universitet og herefter overvejede han at studere arkitektur. Han var imidlertid usikker på sine kunstneriske talenter og besluttede, at han hellere ville være en god ingeniør end en andenrangs arkitekt, så han begyndte i stedet at læse til ingeniør på det tekniske universitet i København.

Efter i en årrække at have arbejdet i forskellige virksomheder etablerede han i 1946 firmaet nu kendt som Arup.

»Folk, der studerer filosofi og folk, der læser til ingeniør, er ofte to vidt forskellige typer, men i Ove eksisterede de på lige fod. Han var en praktisk, matematisk mand, med et klart filosofisk mål om at skabe en meget human virksomhed«, siger Sandra Akmansoy.

Det kommer også til udtryk i den såkaldte ‘Key Speech’, som Ove Arup skrev i 1970’erne og som stadig den dag er en af grundstenene i virksomheden.

Key Speech handler om virksomhedens sociale formål, ansvar og humanitære opmærksomhed - begreber, der på daværende tidspunkt lå ganske fjernt for de fleste i virksomhedssammenhæng. Men dokumentet handler også om kvaliteten af virksomhedens arbejde: Det handler om ’total design’ – en idé om, at helstøbt arkitektur opstår, når teknik, formgivning og æstetik smelter sammen, hvilket den dag i dag er toneangivende, når der skal opføres store bygningsværker.

»Vi skal se på hele problemet, der skal løses, de forskellige måder, det skal bruges på, og de funktioner det skal have«, siger Sandra Akmansoy.

Derudover beskriver talen virksomhedens øvrige mål som humanitet, hæderlighed, løfte et socialt ansvar og skabe projekter med formål frem for projekter uden.

»Det handler om kvaliteten af vores arbejde, men det handler også om at have det sjovt og skabe noget smukt, der har et formål for samfundet«

»Det handler om kvaliteten af vores arbejde, men det handler også om at have det sjovt og skabe noget smukt, der har et formål for samfundet«.

Principper, der smukt demonstreres i Arups første projekt, opbygningen af pingvinanlægget i Londons Zoo.

»Pingvinerne kunne ikke gå op ad de trapper, der var i anlægget, så hvorfor ikke hjælpe pingvinerne med at have det godt i deres ’zoo-hjem’«, siger Sandra Akmansoy.

I dag er der næsten 16.000 ansatte hos Arup og afdelinger i mere end 30 lande, men det til trods, og det der stadig den dag i dag gør, at Arup er forud for sin tid, er beslutningen om, at virksomheden er én stor virksomhed, der blot er spredt over hele verden. Det betyder rent praktisk, at der ikke er en økonomi for afdelingen i London, og en anden for København - der er ét samlet profitcenter for virksomheden som helhed.

»Det betyder, at mine kolleger i San Francisco frit kan hjælpe mig med et projekt uden, at det får nogen konsekvenser finansielt. Hos mange af vores konkurrenter er hvert hold en profitenhed«.

Et pund

Et andet eksempel på den filosofiske og humane linje, Ove Arup grundlagde virksomheden på, er, at alle partnerne solgte deres andel i virksomheden for et enkelt pund, og det resterende beløb, deres andel reelt var værd blev lagt i en fond for de ansatte.

»Jeg tænker, hvem ville gøre det i dag? Give deres andel væk for ti kroner«, spørger Sandra Akmansoy.

Men Ove Arup var på alle måder en utraditionel mand.

Med spisepinde havde Ove Arup for vane at hapse andres mad, hvis han syntes, den så god ud. Foto: Godfrey Argent, 1969, National Portrait Gallery, London

»Han havde altid bordeauxfarvede spisepinde i brystlommen på skjorten eller i jakkelommen. Han elskede at spise med spisepinde, noget han havde taget med sig fra sine mange rejser, og når han var ude at spise frokost med folk, og han kunne lide noget, der var på en af de andres tallerken, så tog han sin spisepinde, lænede sig over og snuppede det fra ens tallerken«, fortæller Sandra Akmansoy.

Et billede, der også står klart for Carina Arup, datter af Ove Arups nevø, for hvem han havde været en faderfigur, da Carina Arups farfar, og Oves bror, døde i en ung alder.

»Han var et meget inkluderende og åbensindet menneske med et stort overskud og markante ideer og et familiemenneske, som var meget nærværende, også for den del af familien som var bosiddende i Danmark, og som han ofte besøgte«, siger Carina Arup og fortsætter.

»Jeg var 22 år, da han døde, men jeg kunne godt have tænkt mig, at han også havde været der ti år efter, for han var et meget filosofisk, inspirerende og eftertænksomt menneske, og det kunne have været interessant at have snakket med ham - en mand, der var så meget forud for sin tid - når man var blevet lidt ældre, så man havde fået endnu mere ud af det«, siger Carina Arup.

Familiefester med harmonika

I familien Arup har man ofte holdt store familiefester, hvor Ove ofte gik rundt og nynnede og spillede på sin harmonika - gerne med hjemmekomponerede sange og melodier. Han skrev en sang om familiens rødder, som den dag i dag bliver sunget, når familien mødes til familiefest.

Carina Arup fortæller også, at Ove Arup var meget central i forhold til at holde fast i familiefesterne, som han sørgede for at få alle med til også den del af familien, der boede i England, ved for eksempel gerne at betale billetten til Norge, Sverige eller Danmark, hvor festerne på skift blev afholdt.

»Det var også altid obligatorisk, at man skulle komme forbi, så snart man befandt sig i London, hvor han boede, og hans store engagement i familien, betød også, at han aldrig har været fjern for os i familien. Vi føler allesammen et stort nærvær omkring ham, og en tæt relation til ham, til trods for, at han nu har været død i 30 år«.

Ove Arups kruseduller udviklede sig indimellem til små kunstværker. Foto: Private Collection

Carina Arup oplevede Ove som en slags bedstefar eller lidt excentrisk legeonkel, der altid lavede kruseduller og aldrig rigtigt kunne få færdiggjort en sætning.

Og krusedullerne var så omfattende, at flere af dem er udkommet i bogform med hans små finurlige vers.


»Han lavede kruseduller på alt. Jeg har blandt andet et dokument med dagsordenen for et møde med den daværende danske udenrigsminister, mener jeg, det er, hvor han har lavet en række humoristiske krusseduller«, fortæller Sandra Akmansoy.

Netop Ove Arups mangefacetterede person og humane virksomheds-tilgang, der stadig 30 år efter hans død er så tilstedeværende, mener Sandra Akmansoy er grunden til, at virksomheden Arup i dag stadig er så eftertragtet en arbejdsplads.

»Vi holder stadig fast i Oves målsætning om, at vores eneste mål er at lave interessante projekter og have det sjovt imens«, siger Sandra Akmansoy.