På Svanholm ligger nøglen til det bæredygtige liv i fællesskabet

Mads Elsøe, Astrid Louise Rasmussen (Journalist) og Ivan Boll (Foto & video)

14. august 2020

I storkollektivet Svanholm dyrker og driver de landbrug til selvforsyning uden at gå på kompromis med idealer for økologi og dyrevelfærd. Alle bidrager til at få hjulene i det lille samfund til at køre rundt. Og det er en kollektiv tilgang, der kan vise vejen til en bæredygtig fremtid for os alle, lyder det fra antropolog.

Det ligner ellers så mange andre 70’er-fotos. Det allerførste billede af beboerne på Svanholm, hvor islandske sweatre, fuldskæg, page og pandehår står linet op foran hovedbygningen. Men selv om kollektivernes storhedstid i 1978 så småt var begyndt at ebbe ud, så markerer billedet begyndelsen for storkollektivet i Skibby.

»Svanholm – en nyskabelse i dansk landbrug«, lød det samme år i en artikel i Politiken, hvori den tidligere godsejer fortalte, hvor »ensomt og trist« det var, at den fem kvadratkilometer store ejendom længe havde været beboet af sølle tre beboere. For på sådan en gård »skal der være mennesker«. Nogen, der i en tid, hvor »man ikke kæmper for at overleve rent fysisk … vil holde lidt igen materielt«, og som med lige dele frihed og arbejdsdisciplin kan rykke ved landbrugsfaget, lød det i artiklen.

Her godt 40 år senere er det aktuelle billede af kollektivisterne måske nok i farver, ligesom beboerne i dag har både internet, smartphones og kortere frisurer. Men visionerne for landbrugskollektivet. Ja, de er mere eller mindre, som de var dengang.

Det skal foregå så naturligt som overhovedet muligt, fortæller Kristine Dalbach og Mar van der List, der dagligt arbejder i henholdsvis stalden og gartneriet, da vi møder dem en torsdag eftermiddag foran Svanholms lille gårdbutik.

Og vi er langtfra de eneste udefrakommende, der har fundet vejen ud på det gamle gods. Her leger børn med de geder, som trisser rundt bag en indhegning midt på pladsen. Nogen er i færd med at købe nyopgravede grøntsager, purpurhvedemel og Hansen-is, lavet på Svanholm-fløde i butikken, mens andre er gået på udkig i loppeladen, hvor svanholmerne sælger ud af gamle sager.

»Ja, man kan godt mærke, at folk holder ferie i Danmark i år«, siger Mar van der List smilende. I gartneriet har der således sommeren over været et væld af besøgende, der er kommet for at plukke deres egne ærter, jordbær og tomater, mens stalden har været besøgt af familier på »tour de kalvekig«.

Og den åbne gård er en vigtig del af arbejdet, mener de. Én ting er nemlig at dyrke og drive et økologisk landbrug for kollektivets beboere. Men lige så vigtig er det at give andre et indblik i både landbruget og det at leve i et bæredygtigt fællesskab, siger de.

At vokse i og med kollektivet

Vi rejser os fra borde-bænke-sættet foran gårdbutikken og trisser væk fra virvaret.

»Nu kommer vi så ind i privaten«, siger Kristine Dalbach, da vi drejer om hjørnet af den hvidkalkede gårdbutik og mod en længe af to-etagers lejligheder, hvor løbehjul og haveudstyr ligger henslængt på terrassen foran.

»Når man flytter ind på Svanholm, så får man en bolig, der passer til ens behov. En familie på fire får altså mere plads end en på to«, siger hun og bliver et øjeblik distraheret, da hendes kæreste kommer trillende med deres yngste i barnevognen.

»Vi bor 80 voksne, og hvor mange ... 55 børn?«, spørger Kristine Dalbach i retningen af Mar van der List, der nikker lidt eftertænksomt. »Ja, sådan cirka. Vi er stoppet med at tælle«, svarer hun grinende og fortæller, at da hun for 25 år siden flyttede ind på Svanholm var det i en 1-værelses lejlighed. Så fandt hun en mand i kollektivet og boligen blev større. Familien voksede efterfølgende med størrelsen på deres bolig, og nu bor hun igen alene i én af kollektivets små boliger.

»Der bliver flyttet rundt i takt med livet – man bliver skilt eller børnene flytter hjemmefra. Og det giver god mening i forhold til forbrug. Der er jo kun de ressourcer, der er, og de skal udnyttes rigtigt«, siger hun.

En af grundpillerne, da Svanholm blev etableret i slutningen af 70’erne, var fællesøkonomien, som stadig eksisterer den dag i dag. Når man flytter ind i kollektivet, smider man sin formue som indskud, ligesom langt størstedelen af beboernes løn hver måned ender i fællesskassen, der så til gengæld dækker alt fra husleje, mad og fællesarrangementer til forsikringer, skat og betaling af institution.

»Når man søger ind på Svanholm, så søger man ind i fællesskabet med alt, hvad det indebærer. Og derfor er der også en lidt længere optagelsesproces, så alle er sikre på, at det er det rigtige for dem«, siger Kristine Dalbach, der er uddannet agronom og i dag er driftsansvarlig for kollektivets 120 Jersey-køer. Selv flyttede hun til Svanholm for syv år siden med sin kæreste. Det tiltalte hende at være så tæt på egen fødevareproduktion som muligt. Men parret var samtidig ikke klar til at give afkald på alt det sociale, de var vant til fra byen. Og derfor faldt valget dengang på Svanholm.

»Det kan normalt godt være en noget ensom affære at arbejde i et landbrug. Men her er vi fælles om det. Og det giver nogle helt andre muligheder – både i forhold til økonomi, dyrevelfærd og miljø«, siger hun.

Med fællesskabet i front

Danmark er – med 30 økosamfund og flere på vej – det land i verden, der i henhold til geografisk størrelse har allerflest økosamfund. Og det er et erfaringsgrundlag, der kan få stor betydning. På et tidspunkt, hvor regeringen har sat en målsætning om at reducere det danske CO2-udslip med 70 procent inden 2030, kan den kollektive tilgang, til både landbruget og livet, nemlig blive et brugbart redskab i den grønne omstilling.

Det viser det nye forskningsprojekt COMPASS fra Københavns Universitet, der peger på en væsentlig sammenhæng mellem fællesskab og klimaaftryk. Husholdningerne i de 10 grønne fællesskaber, undersøgelsen indbefatter, har nemlig et CO2-aftryk, der er 30-50% lavere end den gennemsnitlige danske husholdning. Og det vidner om, at den nuværende tilgang til den grønne omstilling er forkert fokuseret, lyder det fra Quentin Gausset, der er lektor i Antropologi og én af forskerne bag projektet.

»Længe har politikernes tilgang til den grønne omstilling været styret af en traditionel forståelse af adfærdsændringer. Det er således individet, der skal træffe de rigtige valg ud fra de rigtige videnskampagner eller økonomiske incitamenter«, siger han og fortsætter:

»Men når det kommer til at skabe et mere bæredygtigt samfund, så rykker det ikke særligt meget. Det er alt for uhåndgribeligt og kompliceret at være ene om at handle på en bevidsthed om klimakrisens konsekvenser eksempelvis. Og der kan fællesskabet få en helt afgørende rolle«, siger han.

Quentin Gausset fortæller, at man som enkeltindivid skal vide en masse om det hele for at kunne træffe beslutninger om alt fra transport til forbrug og ferier – et overblik, de færreste kan magte. Og netop derfor vil mange beslutninger være truffet på et meget overfladisk vidensgrundlag.

»Når man lever i et fællesskab, er der som oftest udstedt forskellige arbejdsgrupper, der tager det overordnede ansvar for alt fra hønsegård til energiforsyning. Dermed kan man bruge sin energi på udvalgte områder og gå i dybden med arbejdet i sin egen gruppe, vel vidende at andre gør det samme i deres«, siger han og fortsætter:

»Der er er så at sige en struktur, der tænker for dig, og derfor føles den bæredygtige livsstil langt mere smertefri«, siger han og fortæller, at flere af økosamfundenes beboere i undersøgelsen giver udtryk for, at de langt fra hver dag tænker over miljø og klima. De lever bare. Men de gør det i overensstemmelse med den bæredygtige struktur, de har lagt for fællesskabet.

En ressourcemæssig gevinst

Og det er med samme lethed den bæredygtige livsstil foregår på Svanholm. »Alting bliver simpelthen nemmere, når man sætter tingene i struktur. Når vi har besluttet os for at dyrke og spise økologisk, ja, så er det bare det, vi gør«, siger Mar van der List, da vi bevæger os ind i »hjertet af Svanholm« – kollektivets spisesal, hvor man har mulighed for at spise med sine medkollektivister seks gange om ugen.

Grøntsagerne kommer direkte fra Svanholms marker. Mælk og kød fra køerne i stalden. Og æggene donerer landbrugets mange høns. Ja, faktisk er kollektivet selvforsynende på alt det basale, fortæller de, mens vi går gennem det store industrikøkken, hvor de kæmpestore paellapander på væggen og en seddel med en opskrift, der involverer 4,5 liter vand, 1,5 liter olie og 7 kg. hvedemel, vidner om de mange munde, der dagligt skal mættes i kollektivet.

»Man vænner sig til at spise efter sæsonen, og det tror jeg er vigtigt, hvis man gerne vil leve bæredygtigt«, siger Mar van der List og fortsætter: »Når man vælger at spise dansk, økologisk og allerhelst lokalt, så minimerer man jo transporten af fødevarer. Men det betyder også, at der er fødevarer, som ikke altid er tilgængelige. Og så må man jo glæde sig til særlige sæsonvarer«, siger hun og fortæller, at man på den måde får råvarerne, når de er allerbedst.

På den måde er fælleskøkkenet en stor ressourcemæssig fordel – både økonomisk, miljømæssigt, men også menneskeligt – man skal hverken stå med stressede indkøb efter arbejde eller aktivt arrangere socialt samvær efter arbejde. Man skal bare troppe op«, fortæller de, mens vi går gennem spisesalen, forbi fælles-billederne af kollektivet foran Svanholms hovedbygning og ud i gården foran, hvor genbrugsstrædet ligger med affaldssortering og storskrald til genanvendelse.

Der bliver ikke produceret meget affald – når størstedelen af den mad, de spiser, kommer fra eget landbrug, og når der stort set altid er en aftager på et aflagt møbel eller stykke tøj, ligesom der er værksteder, så man kan få sine ting repareret, når de går i stykker. Og det er altsammen med til at holde kollektivets ressourceforbrug nede.

»Vi har organiseret os sådan, at ressourcerne er fordelt bredt. Og det er virkelig en kæmpestor fordel, at nogen sikrer produktionen af det mad, vi spiser, mens andre eksempelvis er i stand til at sætte skillevæg op, når der mangler et ekstra værelse eller reparere en dør, hvis den går i stykker«, siger Kristine Dalbach og fortsætter:

»Det giver bare virkelig god mening at løfte i flok. Og det er helt fantastisk – når man har knoklet hele dagen i stalden – at komme op til et varmt måltid mad eller måske til en arrangeret musikfestival. Så kan man snuppe en fadøl og læne sig lidt tilbage«, siger hun og tilføjer smilende: »Og så er der ikke engang langt hjem«.

Struktureret frihed

Når undersøgelsen fra Københavns Universitet viser, at økosamfundene har så markant lavere et CO2-aftryk end resten af den danske befolkning, så skyldes det da også den struktur – fysisk som social – de har opbygget, fortæller Quentin Gausset.

»Økosamfundene har formået at indrette sig på en måde, så de får maksimalt ud af de ressourcer, der er til rådighed. Det gælder både i kraft af eksempelvis CO2-neutrale fjernvarmeanlæg, affaldssortering eller økologiske rensningsanlæg til spildevand, som mange af fællesskaberne har etableret», siger han og fortsætter:

»Men det handler lige så meget om, at de deler køkken, genbrugsstation, biler og maskiner, hvilket er en forsyningsstruktur, som skaber nogle short cuts til en omlægning af vaner, som ellers kan være ualmindeligt svære og dyre at ændre som enkeltindivid«.

Han fortæller, at fællesskaberne derudover har mulighed for at udveksle en masse viden i deres daglige sociale samvær med hinanden. Det kan være ved fællesspisning, hvor man hen over maden taler om den nye elbil, der lige er kommet ud, eller en ny måde at dyrke grøntsager på. En vidensdeling, der foregår ganske uformelt og uplanlagt.

Og det er en organisering, som helt smertefrit er med til at drive et bæredygtigt liv, som ikke bare viser positive tal i CO2-regnskabet, men samtidig skaber større livstilfredshed, fortæller Quentin Gausset.

»Hvis man ser på den danske befolkning generelt, er der en generel tendens til at tænke, at man oplever større tilfredshed, når man køber og forbruger mere. Men i vores undersøgelse giver beboerne i økofællesskaberne – der gennemsnitligt tjener 30 procent mindre end gennemsnittet – udtryk for større tilfredshed med deres liv, end de resterende danskere gør«, siger han og fortæller, at forskningsprojektet på den måde viser, at der er rigtig gode erfaringer at hente i landets økofællesskaber.

»Længe har vi ventet på, at regeringen gør tingene for os, mens regeringen venter på at borgerne gør det for dem. Og resultatet er, at vi ikke når nogen vegne. Når man ser på de her borgere, der har slået sig sammen om det, viser der sig pludselig store muligheder for at gøre tingene klogere, behageligt og mere effektivt«, siger han.

Og på den måde får fællesskabet en politisk løftestang, tilføjer han. Ikke med højlydte demonstrationer foran Christiansborg, men ved handling at vise, hvad vi er i stand til, hvis vi vil.

Fødevarer til forskellige kunder

På mange måder kan det, der i disse år sker i økosamfundene sammenlignes med det, der skabte økologiens succeshistorie tilbage i 80’erne, hvor Svanholm var blandt kritiske ryster, som insisterede på det, der dengang blev kaldt »giftfri« fødevarer og var med til at starte Økologisk Landsforening.

Og hermed er historien om Svanholm på mange måder også historien om økologi i Danmark. Landbrugskollektivet var med til at introducere økologien i supermarkederne, hvilket udbredte kendskabet til de økologiske varer, de producerer. Det betød imidlertid samtidig, at de pludselig var underlagt nogle stærke markedskræfter, der ikke stemte overens med deres visioner, og for nogle år siden besluttede de derfor at bryde med samarbejdet, fortæller Kristine Dalbach, da vi bevæger forbi pluk-selv-blomster-marker og ind i et stort drivhus, hvor tomatplanterne står i lange lige rækker.

»Det var som om at hele industrialiseringen af vores landbrug betød, at det tog afstand fra kollektivet. Så nu prøver vi at få det samlet lidt igen, fordi det er der styrken er«, siger hun og fortæller, at Svanholm i dag forsøger at sælge mere direkte til forbrugerne via restauranter, måltidsløsninger og fødevarefællesskaber.

»Det er sjovt«, siger Mar van der List så bag en tomatplante, der er vokset langt over hendes hoved. »Jeg tror faktisk stadigvæk man på gartnerskolen lærer, at man skal skifte jorden under tomaterne ud hvert år, men vi har nu dyrket tomater her i den samme jord i 20 år«, siger hun og fortsætter:

»I dag dyrker vi færre hektar grøntsager, end vi gjorde tidligere. Men vi får mere ud af produktionen, fordi vi sælger et bredere sortiment af størrelser, kvaliteter og stadier af afgrøderne. Hvor restauranterne måske gerne vil have nipsegrønt, vil andre måske gerne have årets største rødbede. På den måde er der ikke noget, der ikke kan sælges«, siger hun og baner vej for en lille gut, der er kommet ind for at plukke tomater i en lille bakke.

Et naturligt opdræt

Vi forlader gartneriet og stikker ned gennem landbruget, hvor et par traktorer og en gammel plov står under et halvtag og sender skygger ned ad grusvejen.

»Muuuuuh«, lyder det mumlende, da vi nærmer os stalden, hvor det er blevet malketid. Her står lysebrune malkekøer på række i brede båse og gumler tyggegummi, mens andre ligger og slænger sig døsigt i bunker af halm.

I Svanholms malkestald arbejder Kristine Dalbach og hendes kollegaer, som i gartneriet, med det de kalder regenererende metoder, der skal sørge for, at produktionen er i harmoni med naturen.

»Vi forsøger at gøre det så naturligt som muligt, og vi forsøger derfor at tage udgangspunkt i køerne som naturforvaltere frem for bare produktionsdyr«, siger Kristine Dalbach og fører os ind gennem stalden, hvor lyset står som støvede kegler gennem vinduet.

»Vi kører efter et princip, der hedder holistisk afgrænsning, som er en måde at efterligne den måde, køerne naturligt ville græsse på«, siger hun og fortsætter:

»Det betyder, at græsset får lov at genvækste, når køerne ikke er der. Og at køerne, når de vader rundt på det samme stykke jord, er med til at opbygge et godt humuslag, der fungerer som et kæmpe kulstoflager«, siger hun.

Svanholm er derudover blevet kendt for at gøre op med, at kalven fjernes fra koen kort efter fødslen, da de mener, at det er den største anke mod moderne mælkeproduktion. Og derfor går kalvene nu med deres mødre på marken, når ikke det, som netop nu, er malketid, fortæller Kristine Dalbach.

I den lave eftermiddagssol står kalvene ude på marken og ser forventningsfuldt mod stalden, da vi bevæger os udenfor. De seneste par år har de forsøgt at synkronisere køernes kælvinger, så de alle lander i foråret. På den måde udnytter de græsset, mens det er bedst. Og selv om det koster på produktionen at lade de små rende rundt i røven af deres mødre, så er de slet ikke i tvivl om, at det er en rigtig investering. Der er nemlig uundværlig læring at hente i at gå sammen med de voksne og erfarne køer, lyder det.

Og på den måde adskiller det sig ikke meget fra fællesskabet på Svanholm. Her deler beboerne et liv på tværs af generationer, erfaringer og kompetencer. Og tilsammen er de i stand til at opnå mere.