0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

Bjergtaget i bogstavelig forstand: Det går op og ned i de schweiziske alper – men på alle måder mest op

3. september 2020

Der er rig mulighed for at glemme tid og sted med vandrestøvlerne på fødderne i de schweiziske alper. Flere tusinde kilometer af vandreruter gør kantonen Valais til et hikingparadis med overdådige naturoplevelser i varmt middelhavsklima.

Og når det er tid til en hviledag, er der lokal alpevin og Valais’ rige kulturliv og historie at gå på opdagelse i.

»Ça, c’est le…«, siger en ældre herre i neongrøn t-shirt, kasket og store solbriller for sig selv, mens han skiftevis kigger på kortet, han holder op foran sig, og de grålige bjerge, der omkranser ham.

Solen skinner, snart bager den, selv om det endnu er tidligt på morgenen i bjergene over den bilfri alpeby Zermatt, hvor vi har begivet os ud på den første af flere livtag med vandreruterne i Valais-alperne i det sydlige Schweiz.

I Valais er der 45 bjerge, der er 4.000 meter høje. Eller højere. Men det mest ikoniske af alle bjerge i de schweiziske alper har manden i neongrønt bag sig. Nemlig det Toblerone-berømte Matterhorn, 4.478 meter højt, og det måske mest bjergede bjerg af alle bjerge med sine lige linjer og pyramideform.

I 1865 forsøgte den engelske bjergbestiger Edward Whymper, besat af ideen, og tre andre briter som de første at bestige Matterhorn. Efter syv forsøg var det stadig ikke lykkedes at besejre bjerget. Men 14. juli 1865 nåede en gruppe på syv mænd hele vejen til toppen. Kun tre nåede ned i live. En af dem var Whymper, mens de tre andre briter døde på nedstigningen, da rebet, der bandt gruppen sammen, under et fald knækkede. Der var stor opstandelse i aviser verden over. Så stor at den britiske dronning Victoria overvejede helt at forbyde bjergbestigning for alle briter. Heller ikke det gik helt efter planen, og sporten voksede snarere i popularitet. Og sådan begyndte turismen i Zermatt, kort fortalt.

I dag er Zermatt, der ligger i det sydlige Schweiz på grænsen til Italien, en landsby, især asiatiske og amerikanske turister rejser til for at besigtige bjerget om sommeren. Om vinteren er bjergene nogle skiløbere elsker at pukle op og ned ad.

Men det er også lidt af en velbevaret hemmelighed, at ikke bare Zermatt, men hele kantonen Valais er et slaraffenland for folk med hang til hiking – og dem, der endnu ikke ved, at det at vandre får dig til at glemme tid og sted og opleve naturen på en måde, det ikke lader sig gøre i et land så fladt som det danske.

Før man når byen, går turen igennem alt det, du formentlig kender Schweiz for: De røde pelargonier på hyggelige brune alpetræhytter, bjergskråninger pakket ind i frodigt grønt græs og vinmarker på stejle terrasser, skarpe hårnålesving, lange, mørke tunneller gennem bjerge, sneklædte bjergtinder og den slags bjergtagende skønhed, som Himmelbjerget eller Danmarks højeste punkt, 172-meter høje Yding Skovhøj, selv ikke på en god dag har mulighed for at levere.

Det er bare, som om der er lidt mere swung over bjergene i de schweiziske alper end, lad os sige, Rebild Bakker.

Ved søen Grindjisee – én af fem søer på vandreruten – møder vi Hugo, der er klædt i ternet skjorte, har stråhat på hovedet og vandrestave i hænderne. Sammen med sin hustru Marie-José pruster han rundt på stierne og holder jævnlige stop for at nyde udsigten eller en kort, afkølende pause i skyggen.

»Det er fjerde gang, vi er her«, siger han og fortæller, at de var her første gang for snart 16 år siden, anden gang er de lidt usikre på, men tredje gang var i 2012. Og nu er de så tilbage.

»Fordi her er virkelig smukt, det er superbe«, påpeger Marie-José.

»Og så er det ikke alt for svært at gå her. Især ikke når vi har stavene med«.

At solen altid – næsten – skinner i det varme og tørre middelhavsklima i Valais, der kan prale af 300 dage svarende til 2.000 soltimer hvert år, er noget 68-årige Hugo og 65-årige Marie-José, der bor i byen Aigle i nabokantonen Vaud, også lægger vægt på.

Ville det være okay at sige, at I elsker området?

»Oui«, erklærer de.

»Men vi vandrer i hele kantonen. Kender I Nendaz?«, spørger Hugo.

»Der er også flot«.

Hiking, også for begyndere

På denne varme sommerdag i august er der et mylder af liv på ruten, der begynder i 2.571 meters højde og går forbi fem søer forskellige i farve, form og størrelse. Nogle gode at svømme i, andre perfekte for instagram-folket på jagt efter det perfekte billede af ikoniske Matterhorn, der spejler sig i vandet.

Mødre og døtre, børnefamilier, enlige vandrere og ældre ægtepar som Hugo og Marie-José, hunde i snor, kærestepar hånd i hånd, unge venneflokke, de fuldt udstyrede vandrere med stave i hænderne, og dem, der blot har smidt et par sneakers på fødderne eller en AC/DC-t-shirt på overkroppen. Familievenlig hiking ville det være nærliggende at kalde det.

Der er både plads til dem, som vil tilbagelægge den 9,8 kilometer lange rute på kortest mulig tid og dem, som vil sætte tid af til at stoppe op og snuse den friske bjergluft ind gennem næsen. Som 27-årige Davide for eksempel.

På en mindre klippe med perfekt panoramaudsyn til Matterhorn, der spejler sig i søen Stellisee, sidder han i rolig positur og spiser en dåse tun. Han er fra Italien, fra byen Padova, der findes lige på den anden side af bjerget, og er i Zermatt for første gang.

»Jeg er gået hele vejen fra byen herop, fordi det er for dyrt at tage kabelbanen og svævebanen. Jeg tog ikke genvejen som alle de andre«, siger han og smiler.

I marts fik Davide smag for at vandre efter en tur i bjergkæden Dolomitterne i Italien. Normalt vandrer han hele alene og uden at tale med andre mennesker.

»Jeg begyndte egentlig bare at kunne lide bjergene«, fortæller han.

Få minutter senere, da vi er gået videre, kravler Davide ned fra klippen, går tættere på søen og finder en plet i græsset. Han breder et gult ’tæppe’ ud, lægger sig og lukker øjnene.

Inspiration

FIRE STEDER AT NYDE ET MÅLTID I VALAIS

Restaurant Sonnmatten, Zermatt

En ting gælder for alle spisesteder i Zermatt: Udsigten er fænomenal. Nærmest ligegyldigt hvor i byen eller bjergene et spisested befinder sig, er Matterhorn i synsfeltet.

Også på Restaurant Sonnmatten, hvor salaten er friskplukket fra køkkenhaven, lemonaden er hjemmelavet og schnitzlerne kommer i rigelige mængder med tyttebærsyltetøj, citron, lun kartoffelsalat eller pomfritter. I den hyggelige have, der giver en følelse af hjem – med blandt andet langborde til familier, og et overordentligt venligt personale – er det bare at slå sig ned og kigge hinanden dybt i øjnene og sige ’ah’ – eller blot beskue det berømte schweiziske bjerg med en lokal vin i glassene.

Chez Vrony, Findeln, Zermatt

Der er intet som en kølende væske i halsen efter en lang, varm vandretur. Og det kan du få hos Max og Vrony Cotting-Julen, der driver bjergrestauranten Chez Vrony – der holder til i en alpehytte, hvis historie går hundrede år tilbage i tiden. Fra lille chalet i det afsidesliggende område Findeln til en populær destination på Zermatts vandreruter, sommer såvel som vinter.

I 2.100 meters højde, og med en ny udsigt til Matterhorn, gør eksempelvis den schweiziske sodavand Rivella fra 1952, der er lavet på valle, underværker. Til sulten er der friske salater, oste lavet på mælk fra de køer, du gik forbi for fem minutter siden, abrikostærte og forskellige lokale specialiteter.

Cantines des Rives, Champéry – Région Dents du Midi

Har man sagt Schweiz, må man jo på et eller andet tidspunkt også sige fondue. Og de serverer en helt godkendt udgave af den hos Cantine des Rives, der med sin enkle og rustikke indretning indbyder til et afslappet måltid med udsigt til dalen og landsbyen Champéry.

Før man kaster sig over brød dyppet i varm, flydende ost – eventuelt krydret med et peber-touch – eller en anden klassiker, raclette, lavet ved det åbne ildsted, er det oplagt at nyde en udendørsøl – eksempelvis fra det lokale bryggeri 7 Peaks opkaldt efter områdets syv bjergtoppe.

Restaurant le Vieux-Chalet, Champéry – Région Dents du Midi

Kantarellerne bliver hentet i skovene på de bjergskråninger, der omkranser Champéry tæt på grænsen til Frankrig, og menuen skifter med årstiderne på den velbesøgte restaurant. Særligt kendt er den mere end hundrede år gamle restaurant dog for sit grillede oksekød, der tilberedes over åben ild, og som på gode vejrdage kan nydes på terrassen med endnu en herlig udsigt til bjergene.

Udsigt til Bahamas eller din indre eftertanke

Les bisses kaldes den type af kunstige vandingssystemer, der siden 1400-tallet har sørget for, at bønderne i Valais har kunnet få rigeligt med vand til deres afgrøder. Da der var flest, fandtes her op til 600 forskellige kanaler, der strakte sig over mere end 1.800 kilometer.

I dag er der færre, endnu færre er funktionsdygtige, mens andre stadig er i brug. Det imponerende ingeniørarbejde, der blev gravet i jorden, hugget i klipperne eller lavet i træ og hængt på klippevægge i flere kilometers højde af utrættelige bønder i kampen mod tørken, fungerer nu også som omdrejningspunkt for skønne vandreruter.

Blandt andet i området omkring byen Nendaz, turens anden destination, hvor otte af kanalerne findes, og hvor vi er kørt til for at nyde en stille aftengåtur. Her løber vandet i Bisse de Saxon, bygget mellem 1865 og 1876, gennem skyggefulde skove fyldt med blåbær. Med sine 32 kilometer er det den længste af alle kanalerne i hele Valais. Og et langt mere roligt vandre-alternativ til travle Zermatt.

Vi kommer til en lysning i skoven, Pra da Dzeu, på dansk ’engen i skoven’, hvor græsset gror, den vilde timian dufter, og alt ånder fred og idyl – som man siger. Vi slår os ned ved et bålsted. Det er tid til raclette, denne svulstige ostespise, der, sammen med klassikeren fondue, har været med til at gøre Schweiz kendt som et vaskeægte osteland.

Osten smelter ved siden af bålet og lander på et stykke brød, mens solen går ned og lader dig ønske, at du havde medbragt soveposen til en overnatning under stjernerne og med solnedgangen som pauseskærm.

Nok er Bisse de Saxon den længste, men vil man op i højderne, er det Bisse de Chervé, man vandrer langs.

Stilheden indfinder sig allerede i liften på vej op i højderne. Under os kan vi se murmeldyrenes huller og i det fjerne de sorte køer, områdets stolthed.

At vi er mere end to kilometer over havets overflade vidner særligt to ting om: For det første stopper træerne her med at gro, og for det andet bliver man i stigende grad mindet om, at du som menneske har et sæt lunger, der ikke har det helt nemt med iltindhold i højderne.

Men det glemmer du hurtigt, når du sætter det ene ben foran det andet mellem røde blomster, blålilla campanula med sine klokker og hvide rølliker. Og når to gemser springer over græsset på en skråning under dig, et nuttet murmeldyr pludselig krydser vejen, og kokasserne ligger spredt overalt.

For nok kan det være hårdt, men det er også smukt. Smukt, smukt, smukt, at vandre i de millioner år gamle bjerge, hvor der er spor efter Bisse de Chervé, der blev færdigbygget i 1862, men som kun var i brug i få år. Og her er færre mennesker og mulighed for en stille stund med udsigt og eftertanke.

Vi passerer en kvinde med lille solhat på hovedet, der sidder ene med ryggen mod klippevæggen og nyder roen, udsigten, storslåetheden, men alligevel kommer lidt ud af sig selv og sender et smil og et »bonjour« mod os, idet vi går forbi.

Måske kvinden i lilla solhat er på rundtur i sin indre verden, som den verdensberømte østrigske digter Rainer Maria Rilke (1875-1926) skrev i et brev i 1921, at Valais var i stand at sende mennesker ud på.

»Som jeg ser det, ikke bare har Valais et af de mest storslåede landskaber, som jeg nogensinde har haft mulighed for at øjne, men den tilbyder også den ekstraordinære evne at skabe mangfoldige linjer og former til menneskets indre verden«, skrev han om Valais, hvor han slog sig ned og sidenhen blev begravet.

Og lige netop her med udsigt til vand så blåt, som kunne det befinde sig på Bahamas, ville det i så fald ikke være et helt dumt sted at foretage den form for rejse i sit indre.

Efter godt en times hiking dukker dammen Barrage de Cleuson op i det fjerne. Det turkise vand på ruten langs den nu forsvundne Bisse de Chervé er et velfortjent stykke slik til øjnene efter en, ikke vildt slem, men dog strabadserende tur med stejle stigninger.

Også den hollandske familie van Driel, som for tredje gang har fundet vej til Valais, er på vej mod det enorme vandreservoir fra 1947, hvis konstruktion krævede flere dødsofre. Familien, der er rejst til Valais med en anden familie, bor i flade Holland på en lille ø tæt ved Rotterdam og er vant til at gå længere ture hver dag.

»Derhjemme gider børnene ikke at hike. Men her vil de gerne«, siger Judith van Driel.

»For os er det her specielt. Den anden dag gik vi opad til 2-3.000 meters højde. Det gør vi kun én gang. Resten af dagene tager vi liften og går lige ud«.

Ifølge Judith er schweizerne gode til at markere vandreruterne, så det er let at finde vej – også bedre end i for eksempel både Belgien og Frankrig. Og så er det lettere at køre til de schweiziske alper end til Pyrenæerne, synes hun.

»Vi har haft en virkelig god tur«, siger hun og tilføjer grinende: »Igen«.

»Men vi vandrer ikke hver dag. Vores program lyder sådan her: Vi vandrer en dag, holder pause en dag, vandrer endnu en dag og holder pause den næste«.

Valais er lig med vin

Har man sagt Valais, må man også sige vin. For selv om Schweiz for de fleste sikkert ikke rimer på vin, går vindyrkningen i landets sydligste region helt tilbage til dengang, romerne holdt til i området.

Blandt andet i den lille landsby Chamoson. En by, hvor hver en ledig plet jord indbyder til at plante flere vinstokke. Der er vin i forhaver og baghaver, mellem huse, og så langt øjet rækker er der vinmarker, ligesom stort set hvert et bjerg er iklædt vinstokke – nogle mere end 70 år gamle, andre kun med få år på bagen – med både grønne og lilla druer.

Særligt kendt er området for sine hvidvine på druer som Chasselas, i Valais kendt under navnet Fendant og Petite Arvine, der er af schweizisk oprindelse og kendt siden 1600-tallet.

Klimaet er varmt og tørt, jorden stenet og præget af de materialer, som bjergenes gletsjere sender ned med smeltevandet, men også frugtbar. Og netop nu er druerne ved at gøre sig modne til at blive håndplukket i midten af september.

Det gælder blandt andet for den skotske vinbonde Jamie McCulloch, som har slået sig ned blandt de mange små og familieejede vingårde i Chamoson, som ellers ofte går i arv fra forældre til børn.

Der er 5.000 hektar vinmarker i hele Valais. Til sammenligning har Bordeaux i Frankrig 45.000 hektar. For Chamoson er tallet 420 hektar.

»I skala er vi måske små. Men jeg synes, vi laver lige så god vin som i Bordeaux«, siger Jamie McCulloch, mens vi går rundt mellem rækkerne af vinstokke på en af hans parceller. Lige ved siden af ligger naboens. Og til den anden side en anden nabos parcel.

Græsset gror mellem de velholdte vinstokke på terrasserne bygget af natursten på bjergskråningerne. Det betyder mere arbejde, men bedre drue-kvalitet, fortæller Jamie McCulloch. For de fleste producenters vedkommende foregår dyrkningen i Chamoson uden brug af kunstige ukrudtsmidler, og om få år spår Jamie McCulloch, at langt det meste vin herfra vil være økologisk.

»Næsten alt er på vej til at blive økologisk, selv om det er mere besværligt«, siger han.

»Selv laver jeg næsten naturvin, men jeg bruger også gær og tilsætter lidt sulfitter, og jeg filtrerer også vinen. Jeg foretrækker at lave vin på en mere traditionel måde, som vi har gjort det i hundrede af år«.

For mange år siden havde hver familie i Chamoson en lille vinmark, hvor de producerede vin til husbehov. Den resterende jord blev brugt til blandt andet køer og osteproduktion og æbletræer. Men i 1970’erne og 1980’erne voksede produktionen med salg for øje. Siden blev vinproduktionen mere professionaliseret, og i 1990’erne havde man kvalitetsdyrkning med forskellige druer, mens vinbønderne begyndte at studere for at lære håndværket.

I dag er der 30 forskellige vinkældre, såkaldte caves, i Chamoson. Og produktionen er måske nok blevet mere professionel, men det er stadig passionerede vindyrkere, der har produktionen mellem hænderne – fra druerne høstes, til der skal labels på flaskerne af de millioner liter vin, der hvert år laves i Chamoson - og ikke store firmaer.

»Jeg har altid kun villet være en lille producent. Håndværket er hårdt arbejde, men at have det hele mellem fingrene giver en bedre kvalitet«, siger Jamie McCulloch.

»Og af alle de forskellige steder jeg har arbejdet i Valais, fra den tysktalende del til Sion og nu i Chamoson, er det her et af de bedste områder, når det kommer til vinproduktion«, siger han.

Inspiration

FIRE TING, DU KAN OPLEVE, NÅR DU IKKE VANDRER

Eglise Saint-Nicolas

Den deler altid vandene, den arkitektoniske stilart brutalisme.

Det var også tilfældet, da Eglise Saint-Nicolas i bjerglandsbyen Hérémence stod færdig. »Trop moderne«, lød det fra kritikerne, som efter sigende skulle være blevet overbevist, da de først trådte ind i det moderne betonbygningsværk, som arkitekt Walter Maria Förderer har skabt. Og den stikker da også ud i den gamle landsby, der ellers er præget af klassiske alpehuse i træ. Den tyske arkitekt er kendt for at designe bygninger, som var de skulpturer.

Det skinner tydeligt igennem i den rå kirke, der stod færdig i 1971 i den gamle landsby til erstatning for den tidligere kirke fra 1770, der blev ødelagt under et jordskælv. Hver en detalje er overvejet mere end enkelt gang, betonens overflade minder om træets årer, og religiøse statuer og kunst fra den gamle kirke har fået en velovervejet plads i den nye, hvor også både erhverv som bank og slagter samt andre for landsbyen vigtige funktioner er inkorporeret.

Barrage de la Grande-Dixence

Barrage de la Grande-Dixence et vildt stykke ingeniørarbejde og den højest beliggende af sin art i hele verden. At stå foran den enorme betonmur, som strækker sig 285 meter opad i over to kilometers højde, som rummer 400 millioner kubikmeter vand, og som vejer mere end Keops-pyramiden i Egypten, er lidt af en oplevelse. For at sige det mildt.

Allerede på den temmelig snoede tur i bil opad mod dæmningen, fornemmer man, at noget stort er i vente – og at, ja, det godt kan være, at Gud er den ting her i livet, der er større end noget andet, men Grand Dixence-dæmningen, hvis byggeri blev påbegyndt i 1950, kommer ret tæt på. Det er også muligt at tage svævebanen helt til toppen, gå over dammen og nyde det flotte smeltevand, der bruges til at lave elektricitet på de nærtliggende vandkraftværker.

Pyramides d’Euseigne

Også naturen formår at skabe kunst. De naturligt formede, 10-15 meter høje pyramider i Hérens-dalen, også kaldet ’unge damer med hat’ eller ’feskorstene’, er et af vigtigste naturlige fænomener i alperne. De beskyttede stenformationer, med tonstunge sten på toppen, blev skabt for titusindvis af år siden af områdets gletsjere. Det er ikke her, du bruger flere timer, men det er et oplagt sted til en kort pause.

Fondation Pierre Gianadda

Kunst i klassisk forstand finder du på Fondation Pierre Gianadda i byen Martigny, der på mange måder er mere et kulturcentrum for området snarere end kunstmuseum. Ud over en permanent samling af værker af verdensberømte kunstnere som Cézanne, van Gogh, Picasso og Toulouse-Lautrec, gør museet sig også i flere og større årlige særudstillinger med såvel internationale som schweiziske kunstnere – for tiden udstillingen ’Chefs-d’œuvre suisses’ med værker, nogle sjældent udstillet, af store, schweiziske kunstnere som Ferdinand Hodler, Albert Anker og Giovanni Giacometti. En anden del af museet består af en skulpturpark med 47 værker af kunstnere som Rodin og Miro, men også af schweiziske kunstnere.

Bygningen, der huser Fondation Pierre Gianadda er bygget omkring resterne af et romersk tempel, som stifteren, ingeniøren Leonard Gianadda, stødte på, mens han var i gang med at grave ud til et boligbyggeri. Næsten samtidig døde broren Pierre Gianadda i et flystyrt, og Leonard Gianadda besluttede i stedet at bygge Fondation Pierra Gianadda til minde om sin bror. Både på museet og forskellige steder i Martigny er det i øvrigt også muligt at få et indblik i romernes fortid i området. Blandt andet gennem ruinerne af et amfiteater, der havde plads til 5.000 mennesker, resterne af villaer, templer og termiske bade.

Færdigtygget, men lykkelig

Det er ikke altid meget, der skal til for at begejstre nye vandrere, og du er ikke i tvivl, når du har nået en form for vandre-zen.

Det har du, når du bliver begejstret over en gyngende hængebro over et vandfald. Af mødet med en edelweiss-blomst så blød som vat eller en bænk med en storslået udsigt over en frodiggrøn dal kaldet Grand Paradis, hvor du om sommeren kan høre floden bruse, men hvor der om vinteren er helt tyst og helt mørkt.

Eller når muligheden for at møde en stor hyrdehund, der vogter bjergenes fårehold, ligger og venter som en gulerod for enden ruten - lige før et velfortjent hvil på endnu en idyllisk bjergrestaurant, der giver dig lyst til at blive siddende i al evighed og beundre bjergenes mægtighed.

Sådan en tilstand har vi nået på tredje og sidste stop i vandremekkaet Valais. Landsbyen Champéry, der er en af de seks landsbyer i området Région Dents du Midi smukt beliggende i dalen Val d’Illiez, er udgangspunktet for denne sidste omgang hiking i de schweiziske alper.

Dalen omkranses af bjerget med de syv toppe, Dents du Midi, eller tænder oversat fra fransk, og med navne som fæstningen, katedralen, fingrene og den gule tand. Så langt væk som fra Genevesøen er bjergkædens tre kilometer lange silhuet synlig. Området er også en del af Portes du Soleil og tilbyder 800 kilometer vandrestier mellem Schweiz og Frankrig.

Det er her i Région Dents du Midi, du finder en af Valais’ ældste vandreruter, Tour des Dents du Midi fra 1972, der kan tilbagelægges på to, tre eller flere dage, eller blot tages en lille bid af i løbet af nogle timer, som vi gør det.

Og du forstår godt attraktionen ved at vandre her. For efter vandredage i bagende solskin tilbyder Région Dents du Midien køligere og skyggefuld vandreoplevelse under trækronerne, langs stier hugget ud i klippevægge, i dybe dale, over små vandløb – og med muligheden for at hoppe ind under vandfald, når behovet for nedkøling er akut.

»Bonjour«.

»Bonjour«.

Eller det tyske »hallo« bliver vi mødt af på stierne. Den friske bjergluft i Schweiz gør noget for høfligheden, også her på de kilometervis af vandreruter i Dents du Midi tæt på grænsen til Frankrig, som i Champéry kun er et stenkast væk - og som regionens beboere i øvrigt fra det 18. århundrede og frem til slutningen af 1950’erne flittigt byttede smuglervarer med i ly af natten eller når en tågebanke passerede på grund af sult og nød.

»Vil I forbi«, spørger en kvinde fra en flok på fire veludstyrede vandrere, da vi når op i halen på dem.

»Ellers tak«, svarer vi mellem to hastige vejrtrækninger og går stille og roligt videre.

Og det går op ad stejle klipper. Og ned igen. Og det går langsomt og 200 meter føles som to kilometer. Og alt er helt okay.

Den højeste bjergtop her er 3.257 meter høje Haute-Cime, men det mest imponerende er de imposante tænder, regionen Dents du Midis ældgamle vogtere, som nærmest sluger dig.

Du kan sætte dig ned og indoptage bjergenes storhed. Eller du kan sætte dig ned og føle, de syv tænder har tygget dig godt og grundigt mør og spyttet dig ud igen. Eller du kan fortsætte med at sætte det ene ben foran det andet.

»Hvis du ikke kan tænke, gå; hvis du tænker for meget, gå; hvis du tænker dårlige tanker, gå endnu mere«, står der på et skilt, vi passerer på turens sidste vandrerute.

Og det kunne uden tvivl også være konklusionen efter tre dages vandring i de schweiziske alper i Valais.