NÅR ORD IKKE SLÅR TIL: TAG MED TIL DEN SCHWEIZISKE SKIPERLE
Davos ligger højt over havet og omkranset af alper, som et bevis på, at der er mere mellem himmel og jord. Lange, velholdte pister og nær ved godt-vejrs-garanti gør Davos til den oplagte destination for skientusiaster og aktive familier.
Der er en sørgelig professionel erkendelse i, at nogle ting aldrig kan indfanges af ord. Sådan har jeg det med de schweiziske alper. Bjergtagende er et oplagt superlativ, men det nærmer sig ikke den følelse, der melder sig, da vores tog tvinger sig gennem det schweiziske landskab. De skal indtages og indåndes.
Det føles mere som en tur med den mytiske Hogwarts Espress fra Harry Potter end et lokaltog, da vi bevæger os fra Zürichs små 408 højdemeter og grønne, overdådige frodighed til Davos’ 1.560 højdemeter, hvor de sneklædte giganter åbenbarer sig uden for vinduet.
»Vær glad for, at du bor i Danmark, så udsigter som disse aldrig bliver undervældende og normale«, tænker jeg for mig selv. Mens de lokale er dybt begravet i deres bøger, skifter vi side, hver gang et nyt bjerg kommer til syne.
»Velkommen til«, siger Andreas Stoffel, da vi møder ham på Davos banegård, »træk vejret godt ind, det skulle være sundt«.
Rundt omkring os klikker de tunge skistøvler mod asfalten, og de fleste har et par ski dinglende over skulderen. Andreas Stoffel er vokset op i en dal ikke langt fra Davos, og har boet her det meste af sit voksenliv.
»Jeg tror, at Davos overrasker de fleste, fordi vi har så mange forskellige muligheder for aktiviteter. Og det er ikke kun vores fantastiske løjper. Her er alt, hvad det aktive hjerte begærer, om det så er paragliding, ishockey, langrend eller en tur med kælk«, fortæller Andreas Stoffel, mens vi lejer skiudstyr.
»Og så er mulighederne for afterski heller ikke ringe«.
Elementært, min kære Watson
Davos anses for skisportens schweiziske arnested. Historien om hvordan det endte sådan, involverer en overraskende birolle fra Sherlock Holmes samt en af de største epidemier i det forrige århundrede.
Samtidig er det i grove træk fortællingen om, hvordan Davos udviklede sig fra en søvnig, afsidesliggende bjerglandsby til at blive et mødested for skiløbere og folk på jagt efter puddersne.
Davos var tidligere internationalt anerkendt som mekka for folk, der led af den oftest dødelige lungesygdom tuberkulose. I midten af 1800-tallet og op gennem 1900-tallet var tuberkulose en epidemi, og der var ingen reel kur i sigte.
Men en lokal læge i Davos, der dengang ikke var andet end en lille bondelandsby, fandt i 1860’erne på den banebrydende behandling, at patienterne burde slappe af i den friske luft, drikke masser af mælk og spise godt. Lægen mente, at Davos var immun overfor den selvsamme sygdom, der hærgede gennem resten af verden. Det skyldtes blandt andet, hvor højt Davos lå, og hvor mange solskinstimer der var.
Lægen spredte ordet, og hurtigt sprang kursteder og sanatorier frem for at tilfredsstille de håbefulde tuberkulose-ramte patienter, der kom til Davos. Flere tidligere sanatorier, som det imponerende Hotel Schatzalp, er i dag omdannet til luksuriøse hoteller. Schatzalp, hvor altanerne åbner ud til bjergudsigt, er bevaret i sin oprindelige trækonstruktion og bestemt et besøg værd – hvis ikke for en overnatning eller udsigten så for en tur med kælk.
Davos byder nemlig også på mange muligheder for kælketure. Og det kan på ingen måde sammenlignes med turen ned ad din lokale bule. Her foregår det på siden af bjerget og nogle af ruterne er over fire kilometer lange. Blandt andet den, der starter ved Schatzalp.
Tuberkulose stimulerede dog ikke kun økonomien, men var også med til at skabe et rigt kulturliv. Forfattere, digtere, musikere og andre kunstnere søgte håb i Davos og videreformidlede efterfølgende deres besøg gennem kunsten.
En af dem, der søgte tilflugt i Davos, var forfatteren Sir Arthur Conan Doyle. Forfatteren skabte alle moderne detektivers skabelon i form af sine romaner om den uforlignelige Sherlock Holmes.
Sir Arthur Conan Doyle fulgte til Davos med sin kone, der led af tuberkulose og blev spået få måneder tilbage af livet. Mens hun kæmpede mod døden, begav han sig ud på skiture og kickstartede tilfældigt skisportsboomet i Davos.
Via ukendte veje mødte forfatteren de to lokale skiløbere og brødre Tobias og Johann Branger, der havde lært sig selv at stå på ski. Noget, der i øvrigt var sket efter mørkets frembrud for at undgå at blive hånet og drillet af de lokale.
Sammen besejrede de tre mange af områdets bjerge. Særligt kendt blev deres tur fra Davos til den nærliggende by Arosa, som om vinteren kun kunne nås med en lang jernbanetur. Det krævede, at man krydsede et forræderisk bjergpas på mere end 2700 meter. Og for at turen ikke skulle være spildt, skrev Conan Doyle om anstrengelserne til magasinet The Strand, hvor han også havde fået udgivet sine første noveller om Sherlock og Watson.
Selvom forfatteren flere gange skrev, hvor ydmygende skisporten ofte var, når han landede med hovedet først i en snedrive, var der også håb at spore i hans skildring:
»Nu havde vi en fornøjelse, som støvler aldrig kan give. I en tredjedel af en mil skød vi afsted over forsigtigt faldende kurver, ned i dalen uden en bevægelse af vores fødder. I det store, ubetrådte intet, hvor snemarker opfyldte vores syn til alle sider, og intet tegn på liv bortset fra sporene fra gemser og ræve, var det herligt at suse afsted på sådan en nem facon«.
Forfatteren og det pinligt berørte brødrepar overlevede, og Sir Arthur Conan Doyle forudsagde, at »tiden vil komme, hvor hundredvis af englændere kommer til Schweiz for en skisæson«.
Nu om dage kan du følge i Sherlock Holmes' faders fodspor med en guidet tur over det samme bjergpas, de kæmpede mod.
Kulørte paradispister
Da vi når frem til Parsennbahn, toget der tager dig fra bunden af Davos til toppen af bjerget Parsenn, vælter en hel skiskole ind. Og ud fra deres samtaler lyder det til, at det er anden dag for de unge nybegyndere. De er spændte, men den værste nervøsitet har lagt sig, og de er nu i konkurrence om, hvem der kan overdøve de andre med glæde.
»Efter min mening adskiller Schweiz sig som destination fra mange andre steder« siger Andreas Stoffel.
»Den erfarne skiløber kan blive udfordret, men der er også bjerge og pister til familier og nybegyndere. Og selvom vi har fantastiske afterski-muligheder, så finder du ikke fulde folk på pisterne eller fartdjælve til fare for andre«.
Nogle kloge ingeniører har udstyret Parsennbahn med ovenlysvinduer, så når det langsomt snegler sig op ad bjerget, åbenbarer de resterende fire skiområder, der omkranser Davos, sig.
Parsenn ligger på nordsiden af Davos og byder på familievenligt, alpint skiløb. Bjergsiden er godt inddækket med moderne skilifter. Modsat mange andre steder føles det aldrig klaustofobisk på pisterne, og for den eventyrlystne er der også rig mulighed for offpist.
Mod syd stikker Pischa, Rhinerhorn og Jakobshorn op af jorden. Sidstnævnte er det mest kendte af de tre bjerge, og sammen med Parsenn udgør det de to største delområder.
Jakobshorn er Parsenns modsætning, det er bjerget for de unge, og kendt for sine afterski-muligheder, udfordrende pister og freestyleparker.
»Jeg elsker virkelig at stå på ski på forårsdagene. Når solen skinner, og du kan slappe af i en t-shirt og med en øl til frokost. Nogle af mine mest mindeværdige oplevelser har jeg fået om foråret. Det er unikt«, siger Andreas Stoffel.
Da vi rammer toppen af Parsenn begynder de adskillige nedstigninger, og Andreas Stoffel har bestemt ikke oversolgt området. Der er pister i alle kulører, de sorte er udfordrende og transportstykkerne er overvældende med udsigt direkte til de sydlige bjerge.
Gourmet-hotdogs og kærlighed
»Hvad synes du, der er så fantastisk ved kærlighed?«, spørger den 40-årige berliner Daniel Krause retorisk og holder en kort kunstpause, mens middagssolen spejler sig på de sneklædte pister og bager på os. Hans blå vinterjakke er åben, skihjelmen placeret ved siden af den glinsende øl, og handskerne pænt pakket væk.
»Det er umuligt at forklare, det er bare smukt«, følger Daniel Krause op, inden han slutter med sin pointe: »Sådan har jeg det med at stå på ski. Det er bare uforklarligt smukt«.
Vi befinder os på solterrassen af bjergrestauranten Parsennhutte, hvor Daniel Krause og sønnen Raphael har taget midlertidigt hvil. Stængerne er smidt op, og tjeneren har serveret en gourmet-hotdog direkte fra grillen, efter far og søn har brugt den halve dag susende ned ad den nyfaldne puddersne.
Daniel Krause var to år, første gang han stod på ski. Siden har han været afsted minimum en gang om året. En afhængighed han har givet videre til sin 17-årige søn, der bruger turen til Davos som opvarmning til en sæson som skiinstruktør i Canada senere på året. De to erfarne skiløbere har set mange af Europas bedste skiområder, men der er noget helt specielt ved Davos.
»Bjergene ligger så højt, at der er fantastiske sneforhold. Det betyder samtidig også bedre vejr og blå himmel«, siger Raphael Krause og skimter mod det skyfrie, lyseblå hav over os.
Desværre, fristes man til at sige, er området blevet påduttet en label som rigmændenes mødested, men så snart skiliften fører en op af bjergsiderne, ser man, at der gemmer sig langt mere bag det lidet flatterende image. Her er endeløse, brede pister og hyggelige bjergrestauranter.
»Der er noget for enhver smag«, siger Daniel Krause og tilføjer: »men for os handler det mest om puddersneen«.
Daniel og Raphael Krause spænder skistøvlerne og lyner jakkerne op. Det er på tide at komme tilbage på pisterne. De har været her i to dage, og om endnu to dage går turen hjem til Berlin.
»Det har været en perfekt tur indtil nu, men jeg håber virkelig, at der er faldet endnu mere ny sne, når vi står op«, siger Raphael Krause, inden de forsvinder ud i det hvide landskab.
Andreas Stoffel har én rute, han har ventet næsten hele dagen på at vise. Den går fra Weissfluhgipfel på toppen af Parsenn til Küblis på den anden side af bjerget. Ruten er over 12 kilometer og blev opdaget for 125 år siden af fire englændere, hvorfor den også har fået tilnavnet »nostalgie run«.
Og så kan man langs ruten kigge ned på den dal, hvor Andreas Stoffel er vokset op.
»Det er et fantastisk sted at vokse op. Som barn følte jeg mig utrolig lille i forhold til bjergene, samtidig med at jeg følte, at verden lå for mine fødder. Al den her fantastiske natur var min legeplads«, siger han, da vi atter hænger i svævebanen over de savtakkede bjerge, dækket i et hvidt slør, på vej tilbage til toppen af Parsenn.
»Det er svært for mig, at forklare hvad ski betyder for mig, men det er afslapning. Jeg er enig i, at hvis du aldrig har mærket rigtig kærlighed, så vil du aldrig forstå det. På samme måde kan du heller ikke beskrive, hvordan det er at stå på ski. Du skal prøve det«.
Natteløb i kridhvide spor
Mørket har sænket sig over Davos, da vi møder vores instruktør Philipp Hiltbrunner ved et af Davos’ mange langrendsspor. Man kan svagt ane Parsenn i baggrunden, hvor et enligt rødt lys fra en pistemaskine bevæger sig rundt. Pisterne skal klargøres til endnu en dag.
»En af grundene, til at skiforholdene er så gode heromkring, er selvfølgelig, at vi har nogle store bjerge, og når det hele ligger så højt, så kommer der også meget sne. Men meget af det skyldes også, at de folk, der præparerer pisterne, er vildt dygtige til deres job«, siger Philipp Hiltbrunnerog peger op mod Parsenn.
Han skal lære mig den forfinede kunst at stå på langrendsski, og ligesom Tobias og Johann Branger lovpriser jeg mørkets evne til at skjule menneskets pinligheder.
Philipp Hiltbrunnerselv har stået på langrend, siden han var 5 år og har indtil for et par år siden konkurreret i sporten på nationalt plan.
Nu gør han det dog kun på hobbyplan og forsøger at komme ud mindst en gang om ugen. Sporene er velbesøgte, og under landets nedlukninger var de, som de eneste, ikke omfattet. Den 27-årige langrendsinstruktør nyder mest af alt stilheden ved sporten. Selvom han venligt vinker til forbipasserende, mens vi snakker, er aktiviteten en mulighed for, at han kan give slip på sine tanker.
»Min bedstefar lærte mig det, og en dag vil jeg lære mine børn og børnebørn det. Det er så dejligt roligt, selvom det er fysisk hårdt«, siger han og blotter et smil.
Under corona har langrend været utroligt populært, som et åndehul i isolation og restriktioner. Ud af nattens mulm og mørke kommer både langrendsløbere, der er klædt i holdtrøjer, et ægtepar og en kvinde, der har fuld gang i en telefonsamtale på sporets flade stykker.
Efter at have ramt sneen et par gange og fægtet med de tynde langrendsski i luften, er jeg klar til at pakke sammen.
Knusende, knirkende stilhed
Den næste dag står vi op med solen, og mens den finder sig til rette på himlen, bevæger vi os med skilift op til toppen af freestyle-mekkaet Jakobshorn.
»Noget af det bedste i verden er at komme op på bjerget tidligt om morgenen, når der er knusende stille«, siger Andreas Stoffel.
Jakobshorn er himlen for de fleste freestylere. Jatz Park på midten af bjerget har flere sværhedsgrader af slopestyles og pipelines og giver mulighed for at give kreativiteten frit spil.
Bjergets helt store trækplaster er dog den 120 meter lange halfpipe, der ligger i bunden af Jakobshorn, og hvor flere store, internationale konkurrencer har fundet sted. For de mindre adrenalinsøgende er der ligesom på den modsatte side af dalen fantastiske pister, der er godt forbundet af lifter.
Hele vejen ned ad Jakobshorn titter Davos frem igennem trælinjen, og det er svært kun at holde blikket foran sig af bare benovelse.
»Der er mange fantastiske steder i Schweiz og verden«, siger Andreas Stoffel, da vi når bunden, »men jeg kunne ikke forestille mig at flytte væk fra Davos«.
Davos Klosters
I de schweiziske alper ligger et sandt vintersport-metropolis. Davos Klosters, der består af de seks områder: Parsenn/Gotschna, Jakobshorn, Pischa, Madrisa, Rinerhorn og Schatzalp/Strela. Hertil valfarter ski- og snowboardentusiaster fra hele verden for at nyde alt fra skibakker og langrendsspor, over vandreruter til skøjte- og slædebaner i bjergtagende omgivelser, der bevæger sig fra 1124 til 2844 højdemeter.
Læs mere her