Da vi en efterårsaften kører ind over de knasende sten på gårdspladsen til Onsbjerg Præstegaard på Samsø, er der kun lys i vinduerne langs én af længerne. Lys er ikke noget, man ødsler med efter mørkets frembrud her midt i Kattegat, hvor også kun ganske få gadelys holder skansen.

Nej, her sparer man på energien, når behovet er mindst, lyder det fra Jesper Roug og Beth Steiner, da de byder os ind i den gamle præstegård, hvor vi skal sove i nat.

»Og så giver det sådan en fantastisk stjernehimmel«, tilføjer de, før vi bliver vist rundt i det, der engang har været konfirmandstue, borgerværelse og bispestue i den 450 kvadratmeter store ejendom, hvoraf 370 af dem er opvarmet og i brug.

En udgift der for godt 12 år siden var ved at blæse hovedet af ægteparret, da de modtog deres første energiregning.

»Det første år, vi boede på præstegården, brugte vi 5.000 liter olie«, siger Jesper Roug med løftede øjenbryn.

»Det kostede os 60.000 kroner, hvilket mildest talt var i overkanten af, hvad vi havde kalkuleret med«.

De besluttede sig derfor for at smide det gamle oliefyr ud og i stedet købe to luft-til-vand-varmepumper. Det var en stor investering. Men allerede første år havde ægteparret sparet 40 procent på deres energiregning. Besparelserne brugte de på at investere i solceller, der kunne producere 6.000 kW. strøm om året. Og pludselig havde de sparet yderligere 15.000 kroner på regningen, som blev brugt på at købe nye døre og vinduer, der bedre kunne holde på varmen.

»Alt i alt er vi gået fra 60.000 kroner til ca. 18.000 kroner om året. Varmepumperne var betalt tilbage på 7-8 år, solcellerne på 4-5 år. Og nu har vi brugt overskuddet på at investere i fremtiden – konti og aktier til otte børnebørn«, siger Jesper Roug smilende.

For at få mest ud af den vedvarende energi, de producerer, har de indrettet deres forbrug, så de tænder for vaske- og opvaskemaskinen, lader den elektriske tandbørste op og støvsuger, når solen skinner.

»Det handler jo bare om vaner«, som de siger. Og Jesper og Beth er langt fra de eneste samsinger, der har omlagt til mere bæredygtigt energiforbrug. Ja, faktisk gælder det for langt størstedelen af øens godt 3.700 borgere.

På præstegården i Onsbjerg er der kommet kaffe på bordet. Brændeovnen knitrer i én af de tilstødende stuer. Og Jesper Roug rykker lidt frem i stolen.

»Det hele startede jo i 1997«, siger han, som var det starten på et nymodens eventyr.

På FN’s klimatopmøde i den japanske by Kyoto gik daværende miljø- og energiminister Svend Auken (S) til talerstolen, hvor han forpligtede Danmark på at reducere udledningerne af CO2 med 20 procent i 2020. Og da han sad i flyveren på vej hjem, spurgte han kvinden i det tilstødende sæde:

»Hvad mener du om CO2?«, parafraserer Jesper Roug.

»Hun kiggede lidt undrende tilbage: »Åh, det ved jeg ikke, jeg har ikke engang set 1’eren«. Og der blev det tydeligt for ham, at det ville kræve et vist arbejde at få danskerne til at forstå og engagere sig i den grønne omstilling«.

Hjemme i Danmark udskrev han derfor en konkurrence om, hvilket dansk øsamfund der kunne sammensætte den bedste masterplan for, hvordan man på et årti kunne blive selvforsynende med vedvarende energi. Den vandt Samsø. Og ti år senere var øen 100 procent selvforsynende med vedvarende energi.

Sidenhen er de bæredygtige tiltag blevet en selvfølge. Fordi det ganske enkelt er det, der giver mest mening, mener ægteparret. Og fordi der aldrig har været tale om beslutninger, der er blevet taget hen over hovedet på samsingerne.

»Jeg tror, at det at leve bæredygtigt er en helt grundlæggende del af vores identitet. Alle tager del i øens ambitioner på den ene eller anden måde«, siger Beth Steiner.

»Ja, omstilling er noget, man driver i fællesskab«, supplerer Jesper Roug, der, før de for godt 20 år siden flyttede til øen, gjorde den som forretningsmand og var med til at få mærker som Colgate, Pantene og Lotus toiletpapir og køkkenruller ind på det danske marked.

I dag har han en konsulentvirksomhed, der arbejder med at mobilisere forskellige ressourcer i lokalbefolkningen til grøn omstilling. Og før han blev pensioneret arbejdede han 10 år hos Energiakademiet – Samsøs bæredygtige formidlingsfyrtårn – der i sin tid var med til at rådgive ift. omlægningen af præstegårdens energikoncept.

»Normalt er placeringen af vindmøller jo noget, der virkelig kan få folk op af stolen. Not in my backyard. Men på Samsø har borgerne været med inde over fra starten af. Det handler om at skabe et engagement for at tage ansvar«, siger Jesper Roug.

Det var Energiakademiet, der stod i spidsen for at rulle masterplanen ud tilbage i 1997, og her inviterede man fra starten befolkningen til debat. Indledningsvis var der ikke mange, der troppede op. Men da de hørte, at de kunne få indflydelse på og endda ejerskab over energiinfrastruktur som møller og fjernvarmeanlæg, begyndte det at lugte af noget. Flere og flere kom til. Og i kølvandet på omfangsrig konsumering af diplomatisk kaffe blev de første streger i den bæredygtige plan tegnet.

»Ejerskabet affødte større velvilje og engagement hos borgerne. Pludselig var møllerne smukkere. Og larm? Det kunne de slet ikke høre«, fortæller Jesper Roug og sender et smil mod sin kone.

»Det er det lokale medansvar og ejerskab, der gennemsyrer Samsø. Vi diskuterer tingene, så alle bliver hørt og kan tage stilling. Og det tror jeg, man kan lære meget af ude i verden med Samsø-processerne som inspirationskilde«.

På Ballen Havn har vinden sat gang i et orkester af reb, der slår mod master på de mange parkerede lystbåde. Her udspiller SMILE-projektet sig, hvilket er et samarbejde mellem Orkney-øerne, Madeira og Samsø om at udvikle og demonstrere smart-grid-teknologier i større skala.

Et smart grid er et elektricitets-netværk, der automatisk overvåger energistrømme og dermed er i stand til at tilpasse sig ændringer i udbud og efterspørgsel. Og på lystbådehavnen på Samsø betyder det, at der er opsat bygninger med varmepumper, kilowatt solceller, to batterier med en kapacitet svarende til tre store elbiler – og 43 standere med i alt 342 stik, der skal sikre havnens både og biler strøm fra vedvarende energi, fortæller Michael Kristensen.

»Det er det første up-and-running smart grid-projekt i Danmark. Først var det kun tiltænkt de mange elbiler, vi har på Samsø. Men så fik vi den idé, at lystbåde også kunne indbefattes. Og i dag kan vi også styre både varme- og spildevandspumper, belysning og vinterbadernes sauna med systemet«, siger han.

Ved hjælp af algoritmer forsøger de at forudse forbruget. Over de seneste tre år har de således målt alt fra, hvornår der er både i havnen, hvad de foretager sig, hvordan vejret påvirker forbruget, og hvordan el-priserne varierede. Og kombinerer man de oplysninger, kan man forudse, hvornår det giver mest mening at af- og oplade batteriet.

»Hvis vi kan se, at der er i morgen er 90 procent chance for solskin, og der er 20 procent tilbage på batteriet, så bruger vi først de buffere, vi har – lader varmepumperne køre, varmer saunaen op og tømmer spildevandsbrøndene – så batteriet er klar til at høste soltimer dagen efter«, siger han og fortæller, at havnen sidste år blev kåret til Danmarks bedste lystbådhavn af sejlerne selv.

Michael Kristensen peger på én af de mindre lystbåde i havnen:

»Den der bruger jo ikke samme mængde strøm som en stor båd med varme i dækket, fadølsanlæg og playstation«, siger han og fortsætter:

»Men hvor havnemesteren tidligere måtte gætte nogenlunde, hvor stor en del af bådenes havnebetaling, der gik til strøm, så betaler man i dag udelukkende for det, man bruger, når man plugger sin båd eller bil i et af stikkene«, siger han.

»Vil du have billig strøm?«, lyder det, når man åbner app'en, der administrerer de mange standere. Og svarer man ja til det, så styrer systemet, hvornår det er mest hensigtsmæssigt at oplade batteriet.

»På den måde kan vi undgå de kogespidser, man eksempelvis får, når alle i storbyerne kommer hjem kl. 16«, siger han.

Formålet med projektet er, at de anvendte smart-grid-teknologier skal vokse langt ud over Samsøs grænser. Og i første omgang skal Michael Kristensen og hans kolleger et smut til Madeira og Orkney-øerne for at vidensdele.

»Alt, hvad vi laver her kan skaleres op. Ellers giver det ingen mening. Og på de andre øer skal vi vise, at det her kan etableres på trods af forskellig økonomi, geografisk placering, lovgivning, økonomi og strømpriser«, siger han.

Vi forlader Michael Kristensen på færgehavnen og kører nordpå til én af Samsøs golfklubber, der ligesom øen selv har vundet stor international bevågenhed.

Over et glas vin med Michael Kristensen for godt fem år siden, besluttede greenkeeper Thomas Pihlkjær sig nemlig for at skabe intet mindre end en bæredygtig golfklub. I dag har klubben årligt 6.000 nationale og internationale gæster, og for fem år siden modtog den Dansk Golf Unions miljøpris.

Sprøjtemidler og pesticider er nemlig skiftet ud med tang og hønsemøg. Der er blevet plantet mikrokløver, som holder kvælstoffet i jorden. Og mellem banerne bliver bevoksningen holdt nede af sultne får, som klubbens spillere kan købe i slutningen af sæsonen.

»Ja, så nu er vi også betegnet som økologisk landbrug«, griner greenkeeperen, der for lidt siden fræsede rundt på en stor plæneklipper. Elektrisk naturligvis – med en solcelle som tag.

Golfklubben har egen vindmølle og en række solceller, der foruden klipperen laver el til det pumpesystem, som sikrer vanding af golfbanerne – uden at tappe fra grundvandet.

»Der er ingen tvivl om, at en golfbane skal stå tip top. Men det betyder ikke, at der ikke kan stå lidt ukrudt. Og så giver det et langt mere naturligt smukt område«, siger Thomas Pihlkjær, tøffer roligt hen over én af banerne og stiller sig med udsigt til vandet.

Mellem de snorlige baner ligger der pletvist naturlige søer og læhegn, hvor træer, buske og græsser står, som de gør, når mennesker holder naller og gift fra dem. Her trives biodiversiteten. Og i området har de glæde af alt fra harer og rådyr til den grønne frø og den rødhalsede lappedykker.

»Alting bliver møg bedre, hvis naturen får lov at passe sig selv. Jorden dør, hvis vi presser den for meget med gødning«, siger han og fortæller, at konventionelle golfbaner oftest gør det diametralt modsatte – de skubber naturen væk. Og det bliver ærligt talt så »kønsløst at kigge på«, siger han og samler en efterladt golfbold op.

»Mange golfklubber ligger tæt på byer og oven på vandindvindingsområder, og så skal man jo ikke ligge og pøse alt mulig gift ud. Det giver ingen mening«, siger Thomas Pihlkjær, der desuden holder posten som formand for Samsøs vandværk.

»Samsingerne undrer sig ikke rigtigt, når de hører, at vi holder os fra at sprøjte. Det er en tilgang til naturen, de er vokset op med. Men folk udefra kan godt rynke lidt på næsen«, siger han og fortsætter:

»Men det sjove er, at for over 90 procent af de danske golfspillere har det ingen betydning, om der er en mælkebøtte hist og her. Så mange Tiger Woods opfostrer vi heller ikke«, siger han smilende og fortæller, at golfklubben nu har afholdt de internationale turneringer Ecco Tour otte gange og Lady’s European Tour to gange.

Thomas Pihlkjær stopper op foran et bevokset område, klapper og pifter et par gange, og pludselig lyder svarene rundt omkring fra krattet, før striber af får med lange lasede pelsdragter kommer løbende.

»Det hele går ligesom op i en højere enhed«, siger han uden at fjerne blikket fra fårene.

»Vi har en landmand, der stiller 20 får til rådighed til gengæld for de 20-30 baller halm, vi hvert år laver hernede. Så kommer vi af med det«, siger han, før vi igen forlader golfbanen og vinker til Jesper Roug og Beth Steiner, der netop er ankommet for at tage et spil golf.

Foruden halm til øens varmeanlæg, sælger Jørgen Tranberg derfor nu også den overskydende vedvarende energi til andre på øen. Og det betalte for nogle år siden det nybyggede lavenergihus, han i dag bor i, i én af de tilstødende landsbyer.

De sidste årtier har Jørgen Tranberg med andre ord investeret alt for at kunne producere sin egen strøm. Ikke fordi han er den store klimaaktivist – hele bæredygtigskampen har han ikke mange aktier i. Nej, for ham er det bare sund fornuft. Ganske enkelt.

»Det er business«, siger han, da vi er nået til den store, hvide vindmølle, der suser som en kæmpemæssig emhætte over os.

»For mig handler det om, hvad der er mest bæredygtigt økonomisk set«.

Vi går ind i vindmøllen og begynder at klatre op ad den smalle stige, der forsvinder op i møllen. Otte plateauer med 6 meter imellem, og pludselig står vi i hjernen af Jørgen Tranbergs vindmølle, som han åbner op i siderne, så man kan se ud over øen i alle retninger.

Herfra er de fysiske grænser tydeligt optegnet. I horisonten bliver de mange grønne og gullige marker overtaget af havet. Og selv om vand-terrænet også her er indtaget af vindmøller, ja, så rækker samsingernes erfaringer og viden allerede langt ud over de danske og nordiske grænser.