0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

Skovbadende byboer: »Naturen er min fly- mode i hverdagen«


7. juni 2021

Det er ikke bare klima og miljø, der er presset, når vi i verdens byer bygger naturen væk. Vores fysiske og mentale sundhed er også udfordret. Derfor vinder det japanske fænomen skovbadning nu frem verden over, og i Danmark er den første officielle skovbadeskov netop åbnet.


Det summer af liv på Nørrebrogade i København, da vi en eftermiddag bevæger os i retning af Assistens Kirkegaard. Langs de lange gule ydermure bevæger sig en lind strøm af biler, busser, cykler og forbigående – ind og ud mellem hinanden og som et stort pulserende orkester af telefonsnak, halv-aggressive ringeklokker og buldrende bas fra forbikørende bilanlæg.

Men alt det forsvinder med ét, da vi drejer ind gennem én af portene til kirkegården. Her forstummer stressen. Asfalt, butikker og køretøjer bliver til små stier mellem grønne græslommer, gravstene og krogede træer, hvor fugle og egern pusler rundt.

Kirkegården er ét af de steder, 30-årige Katja Bejlegaard søger ind, når hun i sin dagligdag har brug for at aktivere sine sanser, trække vejret helt ned i maven og lukke lidt af for en by, der til tider brager afsted på steroider.

Hun dyrker det, japanerne kalder shinrin-yoku – skovbadning, der i 2020 blev optaget i Sprognævnets ordbog og går ud på at være aktivt tilstede i naturen ved at røre ved den, dufte og lytte til den, se og smage på den. En praksis, der for alvor er vundet frem både i og udenfor Asien de seneste år.

For Katja Bejlegaard fra København handler skovbadning om at være nysgerrrig, give slip og lade sig forføre af naturen.

»Jeg læste på et tidspunkt, at amerikanerne bruger 93 procent af deres liv indenfor«, siger Katja Bejlegaard uden at slippe blikket fra en skade, der er i færd med at fragte et eller andet hen over en græsplæne.

»Så tænker man måske: Ja okay, så slemt står det vel ikke til for os. Men for europæerne gælder det for 90 procent. Og når vi er indenfor, bruger vi primært to sanser: Vi ser – oftest ind i en skærm – og så lytter vi – gerne til en masse forskellige lyde på én gang«, siger hun og fortæller, at det derfor handler om at finde grønne åndehuller, der får flere og andre sanser i spil.

»Man kan hurtigt blive distraheret, når man er i byen. Der er rift om ens opmærksomhed. Så når jeg skovbader, vil jeg gerne røre, dufte og sanke (smage på naturen, red.). Det handler aldrig om at nå til bestemte destinationer. For mig er det noget med at være nysgerrig på alt det, der ligger indimellem. At give lidt slip og lade sig forføre«, siger hun.

Skovbadning er på mange måder en reaktion på de seneste årtiers massive urbanisering. I takt med at byerne verden over vokser til med bygninger og smarte teknologiske løsninger, kommer vi længere og længere væk fra naturen.

Og det har ikke bare store miljø- og klimamæssige konsekvenser, når beton presser det grønne ud af byen. Det kan også have væsentlig betydning for vores fysiske og psykiske helbred, viser forskning.

Netop derfor er det vigtigt at indtænke grønne åndehuller i fremtidens byer, lyder det samstemmigt fra Growing Trees Network Global, Toyota og Aarhus kommune, der er hovedkræfterne bag Danmarks første officielle skovbadeskov, der lige er åbnet lidt uden for smilets by.

En bæredygtig by er nemlig mere og andet end gennemtænkte boligplaner, højteknologisk infrastruktur og smarte mobilitetsløsninger. Det er en by, hvor der er balance mellem det byggede og groede, mener triumviratet bag skovbadeskovs-projektet.

At indtage skovens atmosfære


Manden bag shirin-yoku er den japanske universitetslektor dr. Qing Li, der siden 1980’erne har forsket i, hvordan det at opholde sig blandt de japanske skoves flere end tusind år gamle træer kan nedsænke niveauet af stresshormonet kortisol og påvirke det parasympatiske nervesystem, der er det, der får os til at slappe af.

Qing Li bor i verdens mest befolkede by, Tokyo, der i bykernen huser 14.390 mennesker per kvadratkilometer. Befolkningstætheden her er dermed over dobbelt så stor som i København, og derfor er det netop i byer som Tokyo, at shirin-yoku kan have helt afgørende betydning.

»Storbyer er vidunderlige«, skriver han i sin bog ‘Ind i skoven – skovbadets kunst og videnskab’. »(De) er fyldt med spænding, fornyelse og energi. Men det er stressende at bo i en storby. Og jo længere vi bor i en storby, jo mere stressede bliver vi. Jo mere stressede, vi bliver, jo sygere bliver vi. Vi får hyppigere hjertestop, slagtilfælde og kræft. Og vi lider oftere af psykiske sygdomme, misbrugsproblemer, ensomhed, depression og panikangst«, skriver han.

Sådan fortsætter kæden, mener dr. Qing Li, der påpeger, at jo mere vores psykiske helbred halter, desto højere bliver sundhedsudgifterne. Ifølge WHO ligger psykiske sygdomme som stress, angst og depression på andenpladsen over de mest belastende sygdomme på verdensplan. I EU er omkostningerne til behandling af angst og depression årligt omkring 170 milliarder euro. Herhjemme koster de årligt samfundet 13,9 milliarder kroner.

Og siden dr. Qing Li i 80’erne begyndte at beskrive fordelene ved at bruge tid i naturen, er kunsten at dyrke skovterapi da også blevet en hel grundlæggende del af landets forebyggende sundhed. Ja, faktisk kan man i dag få det på recept.

Når Katja Bejlegaard går i skoven, bliver alt andet sat på pause, og sanserne får lov at opleve.

Shinrin-yoku betyder noget i retningen af »at indtage skovens atmosfære« – at bade i skoven så at sige. Og det bliver anset som så væsentlig en behandlingsform, at det nu er fuldt ud anerkendt af det japanske sundhedsvæsen, der i dag kan dokumentere store helbredsmæssige fordele ved at beordre en tur i skoven.

I dag bor 78 procent af den japanske befolkning i storbyer – en fjerdedel i Tokyo. Og der findes intet mindre end 62 officielle skovbadesteder i landet.

De seneste år er fænomenet imidlertid vokset ud over sit moderlands grænser. Flere steder i Asien er forskning i naturens effekt på mennesket rykket ind som en integreret del af sundhedssystemet og på universiteterne. I Skotland og Sverige kan man nu også få natur på recept. Og vi har fået terapihaver og skovbadeguider, ligesom en række forskere fra Aarhus Universitet sidste år udgav en rapport, der påviste sammenhængen mellem naturen og vores psyke.

Ud fra satellitdata indhentet mellem 1985 og 2013 har de kortlagt mængden af grønt omkring barndomshjemmet for knap en million danskere for dernæst at sammenholde de data med risikoen for at udvikle psykiske lidelser senere i livet. Og undersøgelsen viser, at risikoen er 55 procent højere for de børn, der har haft de mindst grønne omgivelser i barndommen – selv når der tages højde for socioøkonomisk status og tidligere tilfælde af psykiske lidelser i familien.

»Sammenhængen mellem mental sundhed og adgang til grønne arealer i ens nærområde er noget, der i endnu højere grad bør tænkes ind i byplanlægningen, så vi kan få grønnere og sundere byer, der giver færre psykiske lidelser«, lyder den efterfølgende anbefaling fra professor på Institut for Bioscience, Jens-Christian Svenning, der er én af forskerne bag undersøgelsen.

Når byer vokser nedad



Fremtidens byer skal med andre ord ikke bare vokse opad – i form af bolig- og butiksbyggerier. De skal i høj grad også vokse ned i jorden med rødder, der kan sikre fremtidens sundhed såvel som infrastruktur, miljø og klima.

Det er nemlig ikke bare i Japan, at byerne er blevet tættere og tættere befolket. Ifølge beregninger fra WHO vil knap 70 procent af verdens befolkning i 2050 bo i byerne – mens mere end 450 millioner mennesker verden over vil lide af en psykisk lidelse.

Og netop derfor er det vigtigt at indtænke grønne lommer og mellemstationer, når fremtidens byer planlægges, indrettes og indtages, mener Peter Søgaard, der er biolog og specialkonsulent i Biodiversitet og Skovrejsning ved Aarhus Kommune.

Han har i samarbejde med NGO’en Growing Trees Network Global og Toyota etableret skovbadeskoven Søbakke Skovbadeskov, der er placeret i den lille Aarhus-forstad Tilst.

»Det er et område med små pladser, parker og gadekær i villakvartererne. Men borgerne har ikke noget større naturområde, og de må derfor sætte sig i bilen, hvis de vil ud i naturen. Vi har derfor fundet et område, hvor der – over de kommende tre år – vil blive plantet i omegnen af 30-35.000 nye træer«, siger han og fortæller, at det er et led i kommunens ambition om at blive CO2-neutral i 2030.

I Aarhus Kommune har de en målsætning om, at der maks må være 500 meter til et grønt område. Og den nye skov har både det og flere formål for øje.

Verdens byer står sammenlagt for 75 procent af den globale udledning af  drivhusgasser. Og skovrejsning er dels et vigtigt værktøj, når det kommer til at reducere den udledning, da træerne via fotosyntese er med til at binde CO2. Men de er samtidig med til at beskytte grundvandet og til at sikre biodiversitet og rekreative oplevelser for borgerne, fortæller Peter Søgaard. På den vis er de grønne områder i byerne i stand til at flytte flere politiske målsætninger på én og samme tid.

»De grønne områder i byerne har kæmpestor betydning. Som kommune har vi en forpligtelse i at indrette byen, så borgerne har mulighed for at leve et bæredygtigt og sundt byliv i harmoni med naturen«, siger han og fortsætter:

»Det er muligt, at det er svært at sætte kroner og ører på grundvandsbeskyttelse, biodiversitet og klimaeffekt. Men det er et ansvar, vi har, ikke bare som samfund, men som art. Vi skal gøre plads til sameksistens«.

Peter Søgaard fortæller, at skovplantningen er en mulighed for at trække jord ud af landbrugsdrift, hvilket på sigt kan bidrage til biodiversiteten – ikke bare stoppe tilbagegangen, men vende den til fremgang.

»Der følger jo en masse anden natur med skovrejsning. Vi planter på halvdelen af arealet. I nogle områder får alt lov til at gro til, mens vand vil finde tilbage i landskabet andre steder. Og det giver plads til endnu mere liv. Slæber vi en gammel træstamme ind i skoven, så er den med til at bibringe liv med svampe og insekter, ligesom store sten og stendynger kan give overvintringsmuligheder til dyregrupper«, siger han.

Og det er en indretning af skoven, der i høj grad sker i dialog med borgerne.

»Man skal jo ikke regne med at kunne hænge sin hængekøje op lige foreløbigt. Derfor er det vigtigt at vide, hvordan folk forventer at kunne bruge en skov som denne. For når alt kommer til alt, handler det om, at den bliver brugt«, siger han.

Katja Bejlegaard bruger skovbadning til at mærke efter, hvad der er vigtigt for hende.

Som at genfinde et gammelt forhold


På Assistens Kirkegård har Katja Bejlegaard sat sig ved rødderne mellem to store egetræer. Hun læner sig tilbage, lukker øjnene og lader fingrene vandre hen over barken på de gigantiske blodårer, der stikker op over jorden.

»Jeg plejer altid at sammenligne bøgetræer med ældre mennesker. De har levet i mange år og rummer meget viden. Den der jordforbindelse og robusthed giver mig enormt meget ro«, siger hun og åbner øjnene op mod trækronerne.

»Hvis man ser på træets højde og kronens volumen over jorden, vil det svare nogenlunde til røddernes dybde og spredning under jorden. Det er ret fantastisk at tænke på, synes jeg«.

For nogle år tilbage boede hun i et økosamfund i New Zealand, hvor skovbadning for hendes bofæller var noget af det mest naturlige i verden. Selv oplevede hun det meget grænseoverskridende at skulle overgive sig til naturen på den måde.

»Bare gør et eller andet – rør, lyt, duft, sagde mine venner. Og jeg stod bare helt modløs og følte mig ekstremt afskåret fra den natur, vi jo alle kommer fra. Jeg manglede den kropslige fornemmelse«, siger hun og fortæller, at skovbadning på den vis har været noget, hun har skullet øve sig i, før hun for alvor turde forsvinde med sanserne og være ligeglad med, hvad forbigående måtte tænke.

Da hun for fire år siden vendte tilbage til Danmark og for en stund flyttede hjem til sin far ved Vemmetofte Skov ved den sydsjællandske kyst, var det pludselig ikke ualmindeligt, at hun stak ud i skoven, smed skoene og forsvandt ind mellem træerne. Og da hun nogle år senere gik ned med stress og social angst, blev skovbadningen et af hendes centrale holdepunkter.

»Ligesom vi i byen kommer længere og længere væk fra naturen, kommer vi længere væk fra vores kroppe. Jeg startede med at arbejde med min krop og mine sanser gennem yoga. Og så var det som om, at én bevidsthed satte gang i en anden. Som at genfinde et gammelt forhold«, siger hun.

Der er som sådan ikke nogen rigtig og forkert måde at skovbade på, mener Katja Bejlegaard. Man kan gå alene eller i stilhed sammen med andre. Bruge en hel formiddag i skoven eller bare gå en tur på 10 minutter et grønt sted i byen. Så længe man er åben og nysgerrig og lader telefonen blive derhjemme eller på lydløs i lommen.

  • Sidste år oprettede hun permakultur-centeret, Nifty Nature, der faciliterer og afholder events og workshops i, hvordan man bedst kan leve et liv med omsorg for både sig selv, andre og kloden. Noget, der omfatter alt fra kombucha i køleskabet, over yogapraksis på stuegulvet til skovbadningsture i og udenfor byen.

    Katja Bejlegaard fortsætter sin rolige, bølgende gang gennem kirkegården, griber kort fat om en kork-elm med de karakteristiske korkbelagte grene og fortsætter ind under en stor hængebøg, hvis lange tynde grene hænger helt ned til jorden og danner en stor lukket kuppelformet agora af gul-grønne blade.

    »Træet skaber et helt rum i sig selv. Skinner solen, kommer det smukkeste lystæppe frem. Regner det, står man i læ. Og alt det går man glip af, hvis man bare drøner forbi på sin cykel«, siger hun, før vi forlader kirkegården for at drage til Vemmetofte Skov, hvor hun tager hen, når byen bliver for meget.

    »Vi kan lettere elske det, vi har et forhold til«


    For børn sker det ofte helt instinktivt. Naturen er noget, man stikker grabberne i, smager på, lugter og lytter til. Og så er det lidt som om, at vi med tiden glemmer kontakten til den et sted mellem rudekurverter, indkøb og lakerede hæve-sænke-borde.

    Etableringen af nye folkeskove i byområder handler derfor langt hen ad vejen om at genetablere en kontakt til naturen på et tidspunkt, hvor den skriger på vores opmærksomhed, fortæller Lars Heiselberg Vang Jensen, der er formand i NGO’en Growing Trees Network Global, som rejser nye folkeskove på stats-, kommunale- og kirkejorde, aktiv skovbader og én af initiativtagerne til Søbakke Skovbadeskov i Tilst.

    »Det er virkelig vigtigt, at folk har rekreative muligheder, hvor de kan komme ud og dyrke deres fysiske og mentale sundhed. Bymennesket er langt hen ad vejen blevet afskåret fra naturen, og der mener vi, at man med en folkeskov kan være med til at skabe rum for, at folk kan connecte eller re-connecte med naturen«.

    Og der er et væld af gode grunde til at plante træer i byområder, siger han.

    I weekenden blev første spadestik til Søbakke Skovbadeskov i Tilst taget. Her planter adm. direktør Alar Metsson (tv.) fra Toyota Danmark et tre år gammelt egetræ sammen med Kim Nielsen fra Growing Trees Network Global.

    »De optager en masse af den CO2, byerne udleder, ligesom de beskytter grundvandet nede i jorden. Og når man tænker på, at vi helt ned på celleplan består af 60 procent vand, giver det ret god mening at værne om vandkvaliteten«, siger han og fortsætter:

    »Derudover frigiver træerne de stoffer, der hedder phytoncider, som er gode for vores helbred. Hvor der er træer, er der mere ilt, og rent visuelt påvirker det grønne os psykosomatisk. Derfor plejer jeg at kalde naturen den store ladestation – et frirum, hvor vi tillader os selv en pause til at tanke op. Går man en tur i skoven i bare tæer, er man mere nærværende. Man kan bedre mærke naturen under sig. Og pludselig får man bedre øje på de små finurlige og fantastiske ting – den lille bille, mælkebøtten eller træet, der ligner et menneske. Det kan være svært, når man bare tonser afsted i tilværelsen med kæmpestore støvler på«, siger han.

    Derudover ligger der i etableringen af en folkeskov en social dimension. Muligheden, for at komme ud i naturen sammen med andre, er nemlig ligeså vigtigt som muligheden for at soloskovbade. Vi beriges nemlig i høj grad af mødet med andre mennesker i naturen – særligt i en tid, hvor den sociale kontakt med andre er begrænset, mener Lars Heiselberg Vang Jensen. Og ved at række ud og engagere borgerne i projekter som disse, fodrer man også en form for ansvar, mener Lars Heiselberg Vang Jensen.

    »For mig at se er de rekreative muligheder helt afgørende for at få indrettet vores byer mere bæredygtigt. Og det, tror jeg, kræver, at folk har en følelse af ejerskab. Det påvirker nemlig brugen af naturområder. Vi kan ganske enkelt lettere elske det, vi har et forhold til«, siger han.

    Vemmetofte Skov er en af Katja Bejlegaards favoritter, og hun smider som oftest sit fodtøj, inden hun bevæger sig rundt i skovens grønne terræn.

    En naturlig balance


    Da vi er nået til Vemmetofte Skov en times kørsel fra København, tager Katja Bejlegaard sine hvide Doc. Martens af fødderne, stopper sokkerne ned i støvlerne og forsvinder hjemmevant ind mellem løvtræerne.

    »Tænk engang«, siger hun, mens grenene knaser under hendes fødder.


    »I Japan har de et decideret ord for at dø af overarbejde«, siger hun med henvisning til begrebet karōshi, der kom til, da Japan, for godt 30 år siden, for første gang kunne registrere et dødsfald som følge af et »komplet kollaps« forårsaget af et uhyrligt antal overarbejdstimer uden pause.

    »Der er en helt vild arbejdsmentalitet. Og på flere arbejdspladser har de derfor lavet en regel om at slukke lyset kl. 22.00. for at få medarbejderne til at gå hjem. Kl. 22! Det er jo vanvittigt«, siger hun og strækker en hånd mod solen, så lyset flakker lidt gennem hendes fingre.

    Katja Bejlegaard kan med skovbadning skabe en naturlig balance i sit liv.

    »Samtidig har de et ord for, hvordan lyset falder ned gennem træerne, hvilket er ret vidunderligt. Det siger noget om den opmærksomhed, de også er mestre i. Skovbadning, naturcentre, te-ceremonier, kalligrafi. Hele den måde de går til detaljen i kunstarter på står jo i kontrast til hele effektivitetstanken. Det er som om, de bruger det ene til at tanke op til det andet«, siger hun og tilføjer, at forholdet mellem disciplin og selvomsorg fascinerer hende.

    Vemmetofte skov er en af Katja Bejlegaards absolutte favoritter. Særligt ét sted kommer hun tilbage til gang på gang, fortæller hun og fører os til en åbning i trækronerne, hvor man har skoven i ryggen og stranden foran sig.

    »Nogle gange står det ned i stænger eller blæser helt vanvittigt i både vand og træer. Og der er noget over at mærke den her helt rå, naturlige kraft. At blive rusket igennem af noget, der er større og stærkere end en selv«, siger hun og fortsætter:

    »Man kan måske godt forestille sig, at skovbadning er sådan noget, hvor man sidder stille og lytter til roen. Men naturen kan bruges til at kanalisere mange følelser«.

    Hun sætter sig i på jorden og kniber med tæerne om de små grene og sten under sig. Det lange, lyse hår hvirvler i vinden. Og hun lukker endnu engang øjnene og trækker vejret dybt.

    Men hvorfor overhovedet bo i byen, når naturen betyder så meget, kunne man undre sig. Katja Bejlegaard tænker sig lidt om.

    »Jeg er ikke færdig med byen«, siger hun så.

    »Menneskelig næring er stadig sindssygt vigtig for mig. Men uden en naturlig balance mellem det og grønne åndehuller ville det aldrig fungere. Naturen er mit fly-mode i hverdagen«.