Fra skamplet til styrke: Ordblind kunstner vil ændre samtalen om dysleksi på årets Roskilde Festival

Julie Nymann sad og gemte sig på bagerste række på fotoskolen i New York. Hun var endnu ikke fyldt 20, men det var ikke normal teenage-usikkerhed, der fik hende til at sidde og dukke sig og håbe på, at læreren ville spørge alle andre end hende. Ikke bare følte hun sig usikker på det engelske sprog, som hun aldrig havde lært i skoletiden. Det var også tæt på umuligt for hende at læse de tekster, pensum bestod af, og som læreren nu udspurgte de studerende om.

Begge dele var et resultat af den dysleksi – ordblindhed – Julie Nymann har levet med, siden hun var barn. Hun havde lært, at det var en svaghed, hun skulle overkomme, aflære sig og fjerne. Men samtidig var dysleksien en medvirkende faktor til, at hun som knap 20-årig allerede havde arbejdet professionelt med fotografi, var flyttet alene til udlandet, og at hun med et æsels stædighed forfulgte en karriere som fotograf.

Fordi hun aldrig havde klaret sig godt i klasselokalet, vidste hun, at hun ville arbejde med noget visuelt. Fordi hun aldrig havde lært engelsk i skolen, valgte hun at flytte til USA, så hun kunne lære det på den hårde måde. Fordi hun ikke kunne læse gadeskilte og vejnavne, havde hun været nødt til at udvikle en enormt god stedsans og hukommelse for at finde vej. Fordi hun var blevet kastet rundt i skolesystemet, var hun blevet vant til de afslag, livet som kunstner byder på. Og fordi hun ikke kunne læse teksterne, pensum bestod af, var hun blevet god til at lytte og at aflæse alt andet; fotografierne, lærernes miner og tonefald, alle de informationer hun kunne opsnappe uden at læse et ord.

»Igennem hele min skoletid fik jeg at vide, at min dysleksi var noget forkert, som vi skulle forsøge at fjerne med forskellige værktøjer. Jeg har aldrig fået at vide, hvilke styrker der kan være forbundet med det. Det har været benhårdt arbejde, men i dag tænker jeg ikke på min dysleksi som noget, jeg hader ved mig selv og gerne vil fjerne, men som en del af mig og som en styrke. Det er det, jeg gerne vil have en samfundssamtale om«, fortæller Julie Nymann, der i dag er 37 år og arbejder som kunstner med base i København.

Farvekategorier og 3D-skulpturer

Den sidste måned har Julie Nymann arbejdet på Statens Værksteder, hvor hun har forberedt de værker, hun optræder med på årets Roskilde Festival. Festivalens Art & Activism-program sætter i år fokus på tilgængelighed, og Nymann er blandt de mange kunstnere og aktivister, der taler ind i temaet.

Hendes værker tæller blandt andet et lydværk med titlen ’Fordelene ved at være ordblind’, der består af udsagn fra 80 personer med ordblindhed, Julie Nymann har interviewet. Lydværket kan opleves fredag kl. 11.45 som en performancekoncert i samarbejde med et kor bestående af HF-studerende fra VUC Roskildes ordblindeklasser og professionelle vokalperformere.

Derudover udsmykker Julie Nymann Gloria-scenens foyer med værket ’vores stæmmer er framtidsdrømme’, der blandt andet består af en overdimensioneret 3D-scanning af en barnehånd. Den står i midten af et rum omringet af udsagn om, hvad styrkerne og fordelene ved at have dysleksi kan være, og foran et manifestforslag, som Nymann har skrevet til Børne- og Undervisningsministeriet med forslag til, hvad de kan gøre for at forbedre vilkårene for personer med dysleksi.

Skulpturen i midten er rød, mens alt andet i rummet er grønt – ligesom det tøj, Julie Nymann går i. Det har hun gjort, siden hun opdagede, at man i dag inddeler børn i tre forskellige farvekategorier; de grønne børn er ikke ordblinde, de røde børn er helt sikkert ordblinde, og de gule er måske ordblinde. Mange tager identiteten til sig, og på Facebook-grupper for ordblinde inddeler folk sig selv efter farverne.

»Det er blevet en identitetsmarkør, og det er også derfor, jeg er gået helt kontra. Mit mål er egentlig at komme hen til neutrale farvegrupper og få et samfund, der er mindre opdelt. Men på vejen derhen prøver jeg at spørge, om vi kunne sige, at de som har dysleksi er grønne, de som måske har dysleksi er gule, og de som ikke har dysleksi er røde. Og hvis det føles forkert at få tildelt den røde farve for alle dem, der ikke lever med dysleksi, så er der nok et problem med farveinddelingen«, fortæller Julie Nymann.

Havde Julie Nymann gået i skole i dag, var hun blevet tildelt den røde kategori. For hende repræsenterer den knaldrøde overdimensionerede skulptur af et barn den kæmpestore skam, hun har båret rundt på siden skoletiden:

»Følelsen af at have dysleksi var følelsen af ikke at være god nok, og der var en enorm skam forbundet med det. Jeg går med den grønne farve for at huske mig selv på, at det også er en styrke.«

Kampen for lige adgang

Ligesom Julie Nymann er der mange andre kunstnere fra både ind- og udland, som på dette års Roskilde Festival kaster lys på, hvordan det er at være i en verden, der ikke er designet til dem. Temaet ’Tilgængelighed’ – og hvem der har adgang til hvad i verden – spænder vidt, og det bliver fortolket på forskellig vis af de forskellige kunstnere og aktivister.

Normkritiske Læger, en forening bestående af en gruppe læger, er et af de navne fra programmet, der går mere alternativt til værks. Deres arbejde går ud på at blotlægge, hvordan normerne i sundhedsvæsenet gør, at ikke alle har lige adgang, samt at sikre et mere tilgængeligt sundhedsvæsen for alle. Eksempelvis kan større kroppe opleve, at de ikke kan være i møblerne, mens transmænd kan opleve ikke at føle sig velkomne på hospitaler, hvor den gynækologiske afdeling har skiftet navn til »Afdeling for kvindesygdomme«.

Noget af det er meget lavpraktisk, andet er mere abstrakt. Men det er alt sammen med til at skabe et sundhedsvæsen, hvor der ikke er lige adgang for alle, fortæller Emma Harringer, forperson for Normkritiske Læger:

»Foreningen opstod, fordi vi var en gruppe læger, der følte, at vi lærte en hel masse på universitet, men ikke hvordan vi kan tage hånd om patientgrupper, som falder udenfor kasserne og normerne – i al fald ikke lige så godt, som vi kan tage hånd om dem, der falder indenfor det normale. Der er meget kassetænkning på studiet og meget træning i at kunne genkende mønstre. Det er også vigtigt, men det afspejler bare ikke helt den virkelighed, vi kom ud i som nyuddannede læger.«

Normkritiske Læger har som regel fokus på at undervise sundhedspersonale, men på årets Roskilde Festival skifter de gear. Her vil de gerne have input fra festivalgængerne, og så vil de skabe et helende rum, hvor folk kan dele deres erfaringer, fortæller Emma Harringer:

»Når vi er ude at undervise, oplever vi ofte, at folk gerne vil fortælle os om deres oplevelser som patienter, og det er det, vi prøver at åbne en dør til. Vi vil gerne skabe et rum, hvor vi sammen kan reflektere over, hvordan det kan blive til en bedre oplevelse, så vi kan blive klogere på, hvordan vi som system bedre kan tage lige imod alle.«

Fra skamplet til styrke

Da Julie Nymann vendte tilbage fra New York og startede på Kunstakademiet i København, havde hun ikke tænkt, at hun skulle lave kunst om at leve med dysleksi – snarere tværtimod. Mange af hendes værker var ordløse, og selvom hun havde lært at læse og skrive, turde hun stadig ikke at bruge ord i sin kunst.

Det var en skriveøvelse, der lavede om på det hele:

»Vi skulle beskrive vores atelier, og allerede der stoppede det for mig, for jeg kunne ikke stave til atelier. Jeg endte med at skrive, hvorfor jeg kan have svært ved at stave, og det åbnede op for det hele. Det var enormt angstprovokerende for mig at skrive om det, for jeg har følt en kæmpe skam. Jeg tror faktisk ikke helt, jeg havde været klar over, hvor skamfuldt jeg har haft det over det«, fortæller Julie Nymann.

Hun gik i gang med at researche, først på sin egen historie og så på systemet. Hun undersøgte den skam og ondt i maven, hun selv bar rundt på, og læste om, hvordan tilgangen til ordblinde har ændret sig – og hvordan den ikke har – de sidste mange hundrede år.

Hun læste op på skolens historie fra kirken til i dag, havde samtaler med lærere, elever og forskere og forsøgte at forstå, hvordan det står til på de danske skoler i dag. Hun lærte blandt andet om farvekategori-inddelingen, at det ikke er mere end 45 år siden, vi i Danmark havde »Statens Åndssvageforsorg«, og at den adgang, man har til hjælpemidler for personer med ordblindhed, afhænger af, hvilken kommune man bor i. Det, der chokerede hende mest, var, hvor lidt der var sket, siden hun var barn:

»Jeg mødte et barn, hvis fortælling var næsten identisk med min, og det gjorde udslaget. Jeg vidste, jeg var nødt til at gøre noget. Det er blevet meget bedre, end dengang jeg gik i skole, men det er stadigvæk ikke godt nok. Og uanset hvor god en lærer du har, så er der bare stadig den her usagte ubalance mellem dig og de andre elever«, siger Julie Nymann.

Hun begyndte at skrive på et essay for sig selv, der siden udviklede sig til et manifest stilet mod Børne- og Undervisningsministeriet. Men på et tidspunkt var hun nødt til at klappe computeren sammen og fokusere på noget andet end hvor langt, der stadig er igen:

»Jeg læste og læste og skrev og skrev, men på et tidspunkt var jeg sådan »nu må det stoppe!« Der er jo også fordele ved at være ordblind, men hvad er de?«, fortæller hun.

Det er ikke fordi, hun vil underkende, hvor hårdt det kan være at leve med dysleksi, men hun ville vende samtalen om og også fokusere på styrkerne:

»Det er svært at forklare folk, som naturligt lærer at læse og skrive, hvor meget arbejde der ligger i at nå det samme sted hen, når man er dyslektisk. Det er et virkelig hårdt udgangspunkt. Men hvis du kun ser på det, der gør ondt, så bliver det et rigtigt hårdt liv«, siger Julie Nymann.

Engang sad hun og skuttede sig bagerst på skolebænken på fotoskolen i New York, men nu er hun ikke bange for at stille sig frem, iført en opmærksomhedskrævende grøn blazer, og råbe højt:

»På skolen i New York skammede jeg mig så meget, at jeg ikke engang kunne sige til mine lærere, at jeg havde dysleksi, men i dag hviler jeg nok i mig selv til at være ’Julie den dyslektiske kunstner’. Hvis jeg kan ændre andre menneskers skolegang, så vil jeg gerne bære det.«