Vand i haven giver liv, naturpoesi og masser af oplevelser. I min egen lidt uregerlige naturhave har jeg for et par år siden med håndkraft udgravet en fin lille sø, foret bunden med bassinfolie og gemt overgangen mellem folie og jord af vejen med sten, grus og lave græsser.
I vandkanten er der lave områder med sten, hvor solsorten kan bade, og guldsmede, bier og rådyr kan drikke, og i midten af søen er der et lille område med en dybde på omkring en meter. Her kan vandet selv i en ret hård vinter holdes frostfrit til glæde for overvintrende vanddyr.
For at falde bedst muligt ind i terrænet ligger søen på havens laveste punkt, og højdeforskellen er yderligere fremhævet ved at lægge den opgravede jord, så det går let op ad bakke, når man kigger fra huset over vandspejlet. En egeplanke fører over søen til en sti, der går gennem et krat af hassel, bøg, røn, hyld, tjørn og andre hjemmehørende buske og småtræer. Broen giver dybde i haven og får søen til at virke større, end den egentlig er.
Netop vandhuller med naturen som forbillede er en af tendenserne inden for havedesign lige nu og en naturlig følge af en mere naturnær haveæstetik.
