Hobbyfotograf Bettina Pedersen fra Helsingør er det nærmeste, Danmark kommer på en ægte tunhvisker

Bettina Pedersen har advaret om, at det går højlydt for sig, når der er tunfisk i farvandet, og hun har derfor inden turen på Øresund opfordret os til at tage ørepropper med. Det har vi ikke gjort, men det står klart, at rådet var velplaceret.

Hendes ven Skipper – som han af private årsager ønsker at blive kaldt i artiklen – har blikket rettet mod horisonten, mens han rutineret styrer båden nordpå langs den svenske kyst.

Han har gjort det så mange gange før i august, hvor han og Bettina har tilbragt omkring 100 timer i farvandet mellem Helsingør og Helsingborg på udkig efter de majestætiske 200-350 kilo tunge og to-tre meter lange fisk. For med kameraet at fastfryse øjeblikket, hvor fisken som en torpedo skyder sig fri af vandet, ofte med en sprællende hornfisk i gabet.

Klokken er halv ni om morgenen, solstråler spiller i havet, der glimter som tusind ædelstene, og temperaturen nærmer sig 20 grader. Bådens skrog slår mod bølgerne, motoren brummer. Bettina Pedersen sidder roligt i stævnen. Hendes ene pegefinger hviler på udløserknappen. Altid klar.

»Tun!«, udbryder Skipper pludselig og strækker pegefingeren lige frem fra sin plads bag styrepulten.

Bettina Pedersen hujer. Selv om hun har set flere hundrede tun på Øresund, glæder hun sig altid til den næste. Måske venter det perfekte billede rundt om hjørnet. Lynhurtigt er hun oppe på knæene med kameraets søger for øjet, mens hun understøtter det 40 cm lange objektiv med hånden.

»Klokken hvad, klokken hvad?«, råber hun.

Skipper svarer »klokken 12«, som angiver, at fisken var præcis i skibets retning. Vi andre ser intet, men båden er vågnet. Forude viser små, hvide skikkelser sig på og over havets overflade. Måger. Typisk et tegn på, at der lige under vandspejlet er hornfisk, sild eller makrel, som mågerne er ude på at hapse. Under de små fisk kan der være store tun på jagt. Skipper sejler roligt videre.

Hobbyfotograf Bettina Pedersen, der bor i et rækkehus i Helsingør med sine to langhårede katte Bamse og Pips, er det nærmeste, Danmark kommer på en ægte tunhvisker. Siden hun sidste år på sin første tunsafari med Øresundsakvariet optog en flok springende tun med Kronborg i baggrunden, har hun taget hundredvis af billeder og videoer af de kæmpe fisk, der efter årtiers fravær vendte tilbage til dansk farvand for cirka et årti siden.

Jeg tør næsten lægge hovedet på blokken: Ingen i kongeriget har taget så mange vellykkede billeder af springende tun i Øresund som Bettina Pedersen. Hun har knipset dem med og uden hornfisk i munden. Hun har dem i blødt aftenlys. Med og uden Kronborg som kulisse. I gråvejr og solskin. Med og uden skibe i baggrunden. Hun har videoer af enkelte tun. Og af flere tun på én gang.

Det er ikke nemt at få springende tun lagret på hukommelseskortet. Det ved selv professionelle fotografer, der har bladret gennem filerne og kun set haler, skumsprøjt og store hvirvler. Men Bettina Pedersen, hun kan. Og derfor er vi taget med hende ud på Øresund for at se hende i arbejde. For at lære hende at kende og blive klogere på hendes store passion for tunen, havets formel 1.

Den 60-årige kvinde er blevet lidt af en legende her i Helsingør. Adskillige gange har den lokale avis bragt hendes fotografier af tun og interviewet hende om, hvad hun har set, og på byens Nordhavn er hendes billeder i stort format til salg i Provianten. Fire indrammede fotos står på fineste plads i vinduet, og indenfor sælger indehaver James Ørum smurte rundstykker med ost og pølse, kaffe fra kolben, frisk torsk og andre fornødenheder.

»Alle hernede kender Bettina«, konstaterer han.

Hun kalder på tunen

Vores morgen begynder med en kop kaffe hos James, men vi må videre, for Bettina Pedersen er ankommet og dytter fra bilen som tegn på, at vi skal af sted. På havet fortæller hun, at hun begyndte at fotografere under coronapandemien, da hun trængte til at komme ud. Hun fotograferede svaner ved Kronborg og en lokal sø, og hun tog billeder af svaler i flok. Sidste år så hun et indslag i tv om tunen i Øresund og tog med på en tunsafari, hvor håbefulde gæster betaler flere hundrede kroner for måske at se en af de køleskabsstore fisk.

Der var jackpot på første tur. Mens gummibåden var på vej i havn, kiggede Bettina Pedersen mod Kronborg, hvor tre eller fire tun på skift løftede sig i buer gennem luften. Helt tæt på. Hun fik dem på video, andre gæster nåede det ikke. Bettina gav Kronborg Slot lov til at lægge videoen på Instagram, hvor den er blevet delt vidt og bredt. Og afspillet astronomiske 567.000 gange.

»Jeg var helt oppe at ringe. Det var så fascinerende at se de kæmpe fisk springe. Siden har jeg fotograferet flere hundrede tun, men jeg har ikke det perfekte billede. Jeg forestiller mig at se 10 tun i luften foran Kronborg. Det billede har jeg i hovedet. Hvis jeg får det, må jeg finde på noget andet«, siger Bettina Pedersen.

At spotte og fotografere tun er i disse uger en fuldtidsbeskæftigelse. Næsten hver dag er hun på vandet. Nogle dage flere ture på tre timer. Hun skriver i grupper på Facebook med ligesindede om, hvor de har set fisk. Hun er dagligt i kontakt med de udbydere, der arrangerer tunsafari, og de deler viden. Som for eksempel at der er set tun ved bøje 3. Eller foran Sofiero Slot nord for Helsingborg. Ved Kronborg. Informationerne flyver på kryds og tværs af Øresund, men denne dag er det svært. Ingen har viden, Bettina kan bruge.

Havet er stort, og det kræver tid, tålmodighed og ildhu at blive ved, når tunen skjuler sig. Men Bettina Pedersen har et trick. Da Skipper har set en tun i horisonten, lægger hun sig på maven med hovedet ud over rælingen og sender små fløjtelyde mod overfladen. Samtidig dypper hun en amulet formet som en søløve i vandet. Nu kalder hun på fisken.

»Kom så tun, der er mad her. Vi ved, du er der«, siger hun.

Bettina Pedersen er som sådan ikke overtroisk. Men flere gange har hun oplevet tunfisk springe, efter hun har hidkaldt dem. Hun husker en tur, hvor hun kaldte, og en tun kom så tæt på båden, at hun og Skipper frygtede, at den kæmpe fisk med en topfart på 70-80 km/t ville springe om bord.

»Det lyder dumt, at jeg fløjter og kalder efter tunen. Det er knald i låget, og der er folk, der siger, at jeg er skør, fordi jeg taler med svaner. Jeg ved, jeg er lidt tosset. Og hvad så?«, siger Bettina Pedersen.

Det er et godt spørgsmål.

Der er i hvert fald mange tun at kalde på. Eksperter er enige om, at der i perioden august til oktober er tusindvis af blåfinnede tun i dansk farvand. De kommer for at æde, og forskning indikerer, at det især er store eksemplarer på over 300 kilo, der svømmer hertil fra opholdssteder i Atlanten og Middelhavet.

En perfekt halvcirkel

Tilbage i 1940’erne og 50’erne var der tun i massevis, og et omfattende fiskeri efter dem ved blandt andet Skagen, Sjællands Odde og i Øresund. Men tunen forsvandt. Formentlig på grund af overfiskeri. En international genopretningsplan har fået bestanden til at vokse, og nu er tunen igen fast gæst her mod nord.

Tunen giver Bettina Pedersen vilde oplevelser på Øresund, og hun kan tale længe om de bedste ture, hvor det har været ren bonanza med flere hundrede spring og fælles jubel. Medaljen har dog en bagside for kvinden, der har en angstsygdom og for tre årtier siden blev pensioneret før tid på grund af stress.

Hun viser på telefonen, hvordan en tv-meteorolog, en chefredaktør og journalister vil vise hendes billeder og videoer. Det er hun glad for, og hun vil godt hjælpe, men hun kan blive presset af, at hun skal finde materialet frem fra sit arkiv, sende det og opleve, at det ikke bliver brugt, eller at det bliver brugt senere, end hun havde troet. Forleden mistede hun jordforbindelsen, da hun ledte efter videoer.

»Jeg fik hjertebanken, blev svimmel og følte, at jeg gik på luftpuder«, husker hun.

Bettina Pedersen ser tilbage på »et hårdt liv«, men svære tanker og følelser fordufter, når hun ligger på en båd på Øresund og stirrer ud gennem den firkantede søger på kameraet i håb om at fastfryse det øjeblik, hvor en fisk på flere hundrede kilo er vægtløs.

»Jeg er helt i flow. Jeg tænker ikke på noget. Kun på, hvornår tunen kommer«, siger hun.

Om det er, fordi Bettina Pedersen har kaldt på tunen, er umuligt at sige. Men lige pludselig sker det foran os. Cirka 100 meter fra stævnen. En tunfisk bryder overfladen og tegner en perfekt halvcirkel i luften, inden den lander og skaber en kæmpe hvirvel omkring sig. Det sker på en brøkdel af et sekund. Bettina Pedersen råber:

»Tuuuuuuun«.

Vi andre hujer med. Hverken Bettina eller Politikens fotograf var denne gang hurtige nok på aftrækkeren, men turen er reddet. Energien flyder gennem båden. Bettina og Skipper taler om, hvor vi nu skal sejle hen, hun ringer til en kontakt, der ligger og sover, og hun spotter flere måger, som vi sejler imod. Snakken går. Måske tunen er ved Hellebæk. Eller Helsingborg. Lynhurtigt forsvinder en time med den springende tun i erindringen og drømmen om den næste, men det bliver ved synet af den enlige tun, uanset hvor mange gange Bettina Pedersen prøver at hidkalde flere. Vi sejler mod havnen. Bettina Pedersen peger mod Kronborg og siger:

»Det var lige her, jeg så min første tun«.

Kæmpe smil. Spil i øjnene.

Samme aften sejler Bettina Pedersen og Skipper ud igen. I jagten på det perfekte billede.

Politiken betalte 500 kroner i udgift til brændstof på turen.