»Det er fantastisk at se, når der starter et ungt skoletræt menneske, der nærmest ender med at blive glad for at gå i skole«

Det ligner næsten en netcafé. Seks unge mennesker sidder på hver sin sorte stol med høj ryg i neongrønt design. Blikket er rettet mod skærmen foran dem, og store hørebøffer dækker ørerne. Men selv om det emmer af gamer-vibe, skal man ikke lade sig narre af synet – for der bliver ikke gamet, men lavet grafisk design.

En fyr med langt brunt hår illustrerer en forside til en fantasybog, mens en anden arbejder på et eventyrkort over en magisk verden. En solsikkesnor, som er et internationalt symbol på usynligt handikap, titter frem på en skoletaske, der er smidt over et ryglæn.

Vi befinder os på kommunikations- og medielinjen på FGU (forberedende grunduddannelse) Himmerland i Aars, Nordjylland. Uddannelsen er designet til unge under 25 år, der af forskellige årsager ikke har en ungdomsuddannelse og står uden job.

De 12 elever i klassen er mellem 16 og 23 år. Flere har autisme, adhd eller angst. Men diagnoserne tillægges ikke den store betydning i klassen, hvor underviseren har skabt et frirum for sine elever.

»Det definerer ikke en person, om man har en diagnose eller ej. Det handler om, hvor meget man er villig til at gøre for at skabe en positiv forandring for sig selv, og hvordan vi kan hjælpe det på vej«, siger 30-årige Marcus Nielsen, der underviser i kommunikation og medier.

Politiken møder underviseren i anledning af, at han er blevet indstillet til Politikens Undervisningspris.

»Alle er jo gode til noget, det handler bare om at finde sit drive«.

Mange elever har dårlige erfaringer med skolen og har lidt store nederlag, før de starter her, fortæller Marcus Nielsen.

»Men jeg vil gerne vise de unge, at det faktisk også kan være sjovt at gå i skole. At det ikke behøver være træls«.

At der er mulighed for en ny begyndelse.

Selvstændighed

Skolen i Aars er en lav rød murstensbygning, der ligger i et industriområde. Gennem vinduerne ses et krea-værksted, hvor unge kvinder maler sommerfugle i pastelfarver. I den anden del af skolen går elever på tømrer- og automekanikerlinjen rundt i arbejdsbukser.

Bortset fra de små klik fra computermusen og fingre, der rammer tastaturet, er der stille i klassen på kommunikation og medier. På væggene hænger plakater til film som ’Star Wars’ og spil som ’Super Mario’.

Der arbejdes selvstændigt med praksisnære opgaver, som eleverne selv har valgt. For nylig har klassen i fællesskab lavet et onlinemagasin og en reklamevideo til den lokale kirke.

Marcus Nielsen standser ved en elev, som har haft høretelefoner på siden dagens begyndelse med fælles morgenmad for klassen. De skærmer hende mod sanseindtryk.

Eleven arbejder på at designe et cover til en bog. Underviseren tager sig god tid og gennemgår minutiøst farverne, billedkompositionen og skriftfonten.

Undervejs i lektionen er de velkomne til at gå ud efter en kop kaffe eller tage en kort pause.

»Det er ligesom i et almindeligt kontorfællesskab, hvor man også godt må forlade sin stol, uden at man skal spørge om lov først. Det handler om at tage ansvar for sin egen arbejdsproces«, siger Marcus Nielsen.

Målet er at gøre eleverne klar til uddannelse eller job, når de afslutter FGU.

»Hvis du behandler eleverne som børn, så opfører de sig som børn. Men behandler du dem som voksne, så opfører de sig også som voksne«.

Tre regler

Underviseren forklarer, at han går op i at sætte nogle faste rammer.

»Min undervisningsstil er nok en kombination af en cheerleader, en rigtig hønemor og en militærmand«, siger Marcus Nielsen.

En af eleverne kan ikke lade være med at kommentere det, han lige har hørt.

»Det er meget simpelt: Der er tre regler«, siger den 20-årige elev Mikkel Warding med påtaget streng stemme for at parodiere sin lærer.

Han rejser sig grinende fra stolen og går op til døren for at demonstrere reglerne.

»Man gør, hvad man kan, for at deltage. Hvis man udelukkende er interesseret i at ødelægge det for sig selv, er udgangen der, og man kan komme tilbage i morgen«, siger Mikkel og peger mod døren.

»Vi tolerer ingen drillerier eller mobning. Og vi kommunikerer tydeligt og direkte, for jeg er ikke tankelæser«.

Underviseren Marcus Nielsen griner og klapper eleven på skulderen – han har tydeligvis hørt efter.

Personlige sejre

Mikkel Warding sætter sig tilbage på sin faste plads i klassen. Han er i gang med at redesigne bogcoveret på sin yndlingsbog ’Legends & Lattes’. Den handler om magiske væsener, der har forladt den eventyrlige verden for at åbne en kaffebar.

Mikkel har autisme og adhd. Han har gået i klassen i lidt over et år og trives. Men skoleglæden er ny.

»Jeg har før haft rigtig mange problemer med at møde i skole. Det er noget, jeg har døjet med i en god mængde tid og haft meget svært med at snakke med folk om. Men jeg synes, at Marcus er god til at spørge ind til det«.

Mikkel har tidligere gået på VUC, men stoppede på grund af for meget fravær. En depressiv periode gjorde det svært at stå op.

»Jeg lå i sengen, indtil klokken var over 12. Og så føltes det, som om man ikke havde lov til at komme over på skolen efter det«.

Men her er det anderledes. »Hvis vi ikke dukker op uden at give besked, så ringer Marcus til os«.

Og i år har han kun misset tre skoledage:

»Det føles fantastisk. Som om jeg er en større del af fællesskabet«.

Mikkel har også fået nye venner. Blandt andre sidemakkeren Jamie Jørgensen, som startede på FGU efter en længere periode med psykisk sygdom og social angst.

»Jeg har ikke været så meget i skole, så jeg havde brug for at komme i gang igen i ’den virkelige verden’«, siger Jamie.

I dag er angsten blevet bedre. Hvor Jamie før frygtede at tage offentlig transport, kan han nu køre med bussen i skole.

Eleverne mener begge, at Marcus Nielsen er den bedste underviser, de har haft.

»Han bruger tid med os på en måde, som ingen lærer før har gjort. Og man kan snakke med ham om alt. Både gaming og film, men også personlige ting«, siger Mikkel.

Foto: Janus Engel/Janus Engel

Udvikling

I sine 5 år på FGU Himmerland har Marcus Nielsen sendt flere elever videre på diverse uddannelser. Nogle er endt i it-branchen, andre i landbruget og forsvaret.

»Vi arbejder på at give de unge nogle gode og basale kompetencer, de kan bruge, uanset hvad de skal bagefter«.

Jamies fremtidsdrøm er at arbejde i en kæledyrsbutik, mens Mikkel stadig er ved at finde sin vej og »tager det et skridt ad gangen«.

At være vidne til elevernes udvikling er det bedste ved at være lærer, mener Marcus Nielsen.

»Det er fantastisk at se, når der starter et ungt skoletræt menneske, der nærmest ender med at blive glad for at gå i skole. Se, at de rykker sig«.

Eleverne har forskellige mål og udgangspunkter. Nogle skal lære at møde i skolen, andre at tage bussen eller turde tage ordet i timerne.

Men først og fremmest skal de lære at genfinde troen på sig selv. Og ikke mindst fællesskabet.

Indstil din underviser, lærer eller mester på politiken.dk/indstil.