På blot en enkelt uge er det væltet ind med overvældende mange indstillinger fra elever, kolleger, ledere og forældre, der alle mener at kende landets bedste underviser. Hele 212 indstillinger er allerede tikket ind. Og tallet bliver ved med at vokse.
Det vækker glæde hos Politikens uddannelsesredaktør, Cecilie Lund:
»Dygtige og dedikerede lærere er selve kernen i vores uddannelsessystem. Den enkelte lærer kan have enormt stor betydning for, at børn og unge trives både fagligt og socialt. Derfor glæder vi os på Politiken helt vildt til at hylde de allerbedste af slagsen og til at dele deres eksempler på fremragende undervisning til inspiration for andre«.
Vanen tro hylder Politikens Undervisningspris lærere, undervisere og mestre, der gør en forskel for deres elever på grundskoler, ungdomsuddannelser og erhvervsuddannelser.
Sidste år blev det også muligt at indstille undervisere fra blandt andet den forberedende grunduddannelse (FGU), hvilket det selvfølgelig også er i år.
Sjælland fører
Der er indtil videre kommet 18 indstillinger fra Fyn, 49 indstillinger fra Jylland og hele 145 indstillinger fra Sjælland.
På Politiken.dk/indstil kan man se, hvordan de fordeler sig på danmarkskortet. Du kan også læse nogle af de mange rørende og hjertevarme indstillinger på undervisere, der i sandhed gør en forskel.
I hver enkelt indstilling ligger der en stor anerkendelse, og derfor er alle indstillingerne vigtige
Cecilie Lund, uddannelsesredaktør, Politiken
Læs f.eks. om Nicolai Thorsen, der underviser på brolæggeruddannelsen på Next i Glostrup, som har fået fem indstillinger og disse ord med på vejen fra en elev:
»Jeg har nu taget både en folkeskole, gymnasial og erhvervsuddannelse og kan med klare ord sige, at Nicolai er den bedste lærer, jeg har haft. Han respekterer sine elever rigtig meget og er på bølgelængde med alle, uanset hvilken baggrund man har«.
Eller Stine Karkov Sørensen, der underviser i samfundsfag på Grenaa Gymnasium.
»Hun formåede at fjerne presset og karakterræset. Hun skabte et rum, hvor det var videbegærligheden og processen, som var i højsædet – og sjældent har jeg lært mere end i sådan et rum«, skriver en tidligere elev.
Plads til flere
Hvis du mener, at vi har overset en bestemt underviser, så skynd dig til tasterne, og indstil vedkommende. Du har frem til 13. oktober klokken 23.59 til at indstille en dygtig lærer eller mester.
Sidste år kom der 1.305 indstillinger, og Cecilie Lund er sikker på, at panelerne er klar til at læse mindst lige så mange igennem i år.
»I hver enkelt indstilling ligger der en stor anerkendelse, og derfor er alle indstillingerne vigtige«.
Der uddeles i alt ni priser ved prisfesten i Pressen i Politikens Hus 20. november. Ud over æren uddeles også en økonomisk præmie i form af en hovedpris på 75.000 kroner og to særpriser à 25.000 kroner i hver kategori.