Uanset hvornår telefonen ringer, svarer Nicolai Thorsen, hvis det er en elev, der har brug for at snakke

I en skrivebordsskuffe i Nicolai Thorsens undervisningslokale ligger beviset på, at han gør en forskel.

Politiken læst op

Uanset hvornår telefonen ringer, svarer Nicolai Thorsen, hvis det er en elev, der har brug for at snakke

Uanset hvornår telefonen ringer, svarer Nicolai Thorsen, hvis det er en elev, der har brug for at snakke Uanset hvornår telefonen ringer, svarer Nicolai Thorsen, hvis det er en elev, der har brug for at snakke

Henter…

09:03

Han trækker skuffen ud, fører forsigtigt hånden ned i den sorte æske og finder et lille rektangulært hvidt mærke frem, hvor der med sort skrift står Vikingo. Det er et motorcykel-emblem, der er lavet til at sætte på en jakke. En gave, han har fået fra en tidligere elev.

Det er ikke let at få sådan et emblem. Det er noget, mange medlemmer venter meget lang tid på at opnå i den motorcykelklub, de er tilknyttet. Men eleven gav det videre til Nicolai Thorsen, da han havde overstået svendeprøven som brolægger.

»Det er et udtryk for respekt«, forklarer Nicolai Thorsen om gaven. Han underviser som brolægger på erhvervsuddannelsen Nexts byggeskole i Glostrup. »Da jeg fik det emblem, der blev jeg sgu rørt, det gjorde jeg«.

Han kigger ned i gulvet, ser tænksom ud et øjeblik. Så finder han det tilhørende brev frem fra æsken.

»Jeg var ikke kommet igennem denne her uddannelse uden dig, og derfor vil jeg gerne fortælle, at jeg aldrig har haft en lærer, der har støttet og troet så meget på mig, som du har gjort, og det er jeg dybt taknemmelig for«, står der i brevet.

Det er ikke, fordi Nicolai Thorsen kigger på emblemet og brevet hver dag. Men det har en fast plads i den sorte æske i skrivebordsskuffen.

»Vi lærere kan jo også godt have en dårlig dag en gang imellem«, siger han. »Og så hjælper det lige at åbne skuffen«.

Det er en påmindelse til ham selv om, at det, han foretager sig, faktisk gør en forskel. At det betyder noget.

Fagligt fyrtårn

Flere af eleverne har en studenterhue, mens andre kommer direkte fra folkeskolen, når de starter. Nogle har diagnoser, enkelte en plet på straffeattesten. Men uanset hvad, bliver de alle mødt i øjenhøjde.

»Relationen til eleverne er alfa og omega. Det handler om at møde dem, hvor de er, og gøre dem trygge, før de kan lære noget«, siger Nicolai Thorsen.

Nicolai Thorsen blev omtalt som et »fagligt fyrtårn i branchen« i forbindelse med Byggeriets Faglærerpris 2023 og har bragt otte ud af elleve elever til sejr i DM i Skills. Politiken møder ham i forbindelse med Politikens Undervisningspris, der sætter fokus på de gode lærere og på den gode undervisning.

Han er kendt for altid at gå en ekstra mil for sine elever. Uanset om det er for at hjælpe dem med at finde en læreplads eller besvare opkald klokken 22 om aftenen, står han altid klar.

»Når de ringer, så er det, fordi det er vigtigt«.

I dag skal Nicolai Thorsen give den sidste feedback til et hold af brolæggere, inden de skal til den afsluttende svendeprøve i næste uge. Otte elever – alle mænd i sluttyverne – står afventende, da underviseren træder ind i byggeskolens brolæggerhal.

I jorden er der banket brosten og små chaussésten ned i et sirligt mønster på det, der kunne være en typisk indkørsel. Det er elevernes arbejde. Et møjsommeligt arbejde, hvor stenene skal hakkes til og flækkes over med et kantjern, så de får den ønskede størrelse.

Først kontrollerer Nicolai Thorsen, om hver linje af brosten er i vater, derefter gennemgås alle længder og bredder med målebånd. »Den er 3,98 meter lang«, siger Nicolai Thorsen, rejser sig op fra knæ og kigger anerkendende på eleven, der står afventede. »Så den er god nok. Godt arbejde«.

I en af prøverne har der dog sneget sig en chaussésten ind i mønstret, som er for lille. »Ah, den går sgu ikke. Og det ved du også godt. Det er en ommer«, siger Nicolai Thorsen og kigger på eleven, der griner lidt.

Når der gives feedback, er der nogle gange nogle, der ryger »under bussen, mens andre ryger over bussen«, som han siger. Men det er altid med et glimt i øjet.

»Vi kan alle lave fejl. Det vigtigste er, at man lærer noget«.

Husker alle

En af dem, der snart skal til svendeprøve, er Sophus Hansen på 26 år. Han var 17 år, da han først forsøgte sig med en uddannelse inden for byggebranchen, og har prøvet flere forskellige retninger, bl.a. anlægsgartner. Men et år før han var færdig, droppede han ud.

»Det tror jeg ikke, at Nicolai havde givet mig lov til, hvis det var sket her«, siger Sophus Hansen. »Han havde overtalt mig til at blive, det er jeg sikker på. Han giver ikke op«.

Nu kan Sophus Hansen snart kalde sig færdiguddannet brolægger. Det ser han frem til. For han elsker tempoet i jobbet, at han bare kan »buldre derudad« og arbejde på akkord.

»Der er gode penge i det. Altså hvide«, siger han.

»Folk spørger altid, om det ikke er hårdt, og om man ikke får ondt ryggen. Men jeg forstår ikke helt problemet, jeg kan godt lide, at det er hårdt. Så kan jeg brænde noget energi af og endelig sove om natten«, siger Sophus Hansen, der med egne ord har »buldrende adhd«.

Nicolai Thorsen gør meget ud af at lære eleverne, at det er vigtigt, de passer på deres kroppe. Især ryg, knæ og hænder. »Lad være med at lege stærk mand«, siger han og minder eleverne om, at han selv har fået fem operationer i knæene fra sin egen tid som brolægger.

Sophus Hansen er ikke i tvivl om, at Nicolai Thorsen er en særlig underviser.

Han hiver sin iPhone frem fra lommen i arbejdsbukserne og viser en video. Den er fra en fredag i byen, hvor holdet var ude at fejre, at deres ven havde vundet DM i Skills med Nicolai Thorsen som mentor. Musikken brager højt, mens der filmes hen over et bord fyldt med flasker. I baggrunden hænger et skilt. ’Vi elsker Nicolai’, står der.

Sophus Hansen griner, mens han genser videoen, som fyrene sendte til Nicolai Thorsen.

Overraskelsen

Da Sophus Hansen skiftede læreplads, ringede Nicolai Thorsen. Han ville sikre sig, at han havde lært alt det, han skulle, inden den kommende svendeprøve og »havde styr på at arbejde med granit«.

»Han har jo mange hold, mange elever, og der er jo sikkert mange som mig. Men han husker alle«, siger Sophus Hansen. Blikket er blevet seriøst.

»Det betyder sgu noget. Han anerkender en, forstår du. Det betyder meget for sådan en som mig, der nok altid har strugglet med at føle sig anerkendt«.

Brolæggerfaglæreren er ikke bekymret for, om holdet vil bestå svendeprøven. »De har styr på det, nu skal de sidste nerver bare falde til ro«.

Han har faktisk også en lille overraskelse gemt i ærmet, fortæller han, da undervisningen er slut, og holdet er gået. Sammen med nogle kollegaer har han fået sponsoreret en partybus, som skal hente holdet, når svendeprøverne er i hus.

»Det er altså ikke noget, jeg normalt gør, men de er sgu nogle fede fyre, så jeg var nødt til at gøre en undtagelse«, siger Nicolai Thorsen.

Planen er, at han vil køre med en del af ruten og lade fyrene fortsætte festen selv. Men kontakten slutter ikke her.

For har de brug for at snakke efter de er udlærte, er telefonen altid åben.

Opdatering: Nicolai Thorsen har, siden artiklen første gang blev bragt, vundet Politikens Undervisningspris’ hovedpris i kategorien erhvervsuddannelser.