Undervisningspris
Hvordan underviser årets dygtigste undervisere?
Se vinderne i aktion
De har gjort stort indtryk hos deres elever og hos fagpanelerne. De ni vindere af Politikens Undervisningspris 2024 er fundet, og her kan du se, hvordan de underviser.
Erhvervsuddannelser
Hovedpris: Nicolai Thorsen
Brolægger, Next Uddannelse, København.
Hovedprisen går til 49-årige Nicolai Thorsen, der har et stort hjerte både for brolæggerfaget og for sine elever, som han møder i øjenhøjde. Han er god til at rumme dem, der har diagnoser eller en broget fortid, for han tror på elevernes evner og insisterer på faglig stolthed. Og uanset hvornår eleverne ringer, er han klar.
»Som underviser går Nicolai de ekstra skridt. Hans passion for faget og hans omsorg for eleverne betyder, at han får eleverne engageret i brolæggerfaget og formår at løfte dem til et højt fagligt niveau«, siger Camilla Thorgaard, områdechef i EVA og medlem af fagpanelet.
Underviseren har bragt 8 ud af 11 elever til sejr i DM i Skills og har desuden et rigtig godt samarbejde med virksomheder og oplæringssteder.
»Nicolais tilgang er eksemplarisk ved, at han har vundet så stor respekt hos oplæringsstederne gennem sin høje faglighed og ved at handle hurtigt, når der er en lærling, der har behov, eller der opstår udfordringer«, siger Thorgaard.