Michelle Leth Malmstrøm er blevet indstillet til Politikens Undervisningspris. Med sin store passion for bøger og læsning lykkes det hende at gøre eleverne i 7. C interesseret i undervisningen.

Er den dalende læseglæde hos teenagere en tabt kamp? Nej, mener dansklæreren

Michelle Leth Malmstrøm underviser 7. C på Kastrupgårdsskolen på Amager i København. Med sit ‘Books are magic’-slogan smitter hun eleverne med sin egen passion for bøger og læsning. Foto: Janus Engel/Janus Engel
Michelle Leth Malmstrøm underviser 7. C på Kastrupgårdsskolen på Amager i København. Med sit ‘Books are magic’-slogan smitter hun eleverne med sin egen passion for bøger og læsning. Foto: Janus Engel/Janus Engel
Lyt til artiklenLæst op af Karoline Ulvig
07:22

Det virkede næsten umuligt, for alle undersøgelser viste det samme: at læseglæden daler, i takt med at puberteten blomstrer. Hele sommeren havde dansklæreren Michelle Leth Malmstrøm derfor tænkt, lagt hjernen i blød. Men løsningen udeblev.

Var det overhovedet muligt for hende at bevare læseglæden hos eleverne, når modstanderne var hormonerne, teenageårene og de lokkende skærme? Eller var slaget tabt på forhånd?

Hun rejste på ferie til New York med familien. Sommeren var snart slut. Forude ventede opstarten af en ny 6.-klasse, som hun skulle være klasselærer for.

Men så pludselig, ud af det blå, var den der. I en tilfældig bogbutik i Brooklyn så hun skiltet.

»Jeg tænkte, dér var den. Det var et kort, enkelt slogan«, siger Michelle Leth Malmstrøm.

Books are magic, stod der.

Da sommeren var ovre, det ringede ind til første skoledag, var hun klar. Iført sine blå bukser og med en T-shirt, hvor sloganet stod printet med store gule bogstaver, trådte hun ind i klassen. Set ud af øjenkrogen må hun næsten have lignet en superhelt.

Det næste, der skete, var også ret magisk. For da hun åbnede den bog, hun stod med i hånden, pustede hun glimmer ud af papirsiderne. Eleverne kiggede måbende på deres nye klasselærer. Hun mente det bogstaveligt. Bøger er magiske.

Politiken møder 44-årige Michelle Leth Malmstrøm, der er blevet indstillet til Politikens Undervisningspris.

»Med sin store passion for bøger og læsning har hun simpelthen formået at gøre børnene interesseret i undervisningen«, står der i en af indstillingerne.

Indstillingerne er skrevet af fem forældre til eleverne i 7. C, som fremhæver, at klassen var præget af stor uro og mange konflikter, inden den nye klasselærer kom til. I dag er konflikterne stort set forsvundet, og det faglige niveau er løftet markant.

Den eftertragtede plads

Mens de yngste elever har stor appetit på at læse, daler læseglæden senere hen. Ifølge Bogpanelets rapport nyder 64 procent af eleverne i 5. klasse at læse i deres fritid, men tallet falder til 49 procent, når eleverne kommer i 8. klasse.

Og det er en skam, mener Michelle.

For bøger er magiske og fantastiske. De kan formidle tanker på en måde, som film ikke er i stand til, og ændre vores syn på verden og os selv:

»Vi kan være med i en science fiction-roman, som foregår i en anden galakse, eller vi kan være i en mobbesituation i skolegården«.

Bøger fylder da også en hel del i undervisningen. På tavlen bag hende hænger plancher med illustrationer fra bøger, som eleverne i 7. C har læst. ’Narnia’, ’Drengen i den stribede pyjamas’ og ’Hviskeleg’. Og da det var international læsedag, blev klassen delt op i små grupper og fik venskabsklasser på 2. årgang, som de skulle læse børnebogen ’Vitello’ højt for.

Da Politiken besøger Kastrupgårdsskolen på Amager, er der stille under dagens dansklektion. Elevernes computerskærme er lukket i, mens Michelle introducerer en opgave, som går ud på at skrive et blogindlæg.

Eleverne må gerne sætte sig væk fra deres faste plads i klassen, når de skal arbejde. Nogle kan sidde ude på gangen eller i klasseværelsets sofa. Det er Michelle, der bestemmer, hvem der skal sidde hvor.

Det er tydeligt, at især én plads er mest eftertragtet.

»Hvem skal sidde i læsekrogen?«, spørger klasselæreren, da opgaven skal til at gå i gang. Et par hænder flyver hurtigt i vejret.

Den lille læsekrog er et påfund, som Michelle sammen med en kollega fra skolebiblioteket selv har kreeret. Hun har fjernet de nederste hylder i træreolen, lagt puder ind og hængt plakater på reolens bagside.

Fire drenge fra klassen vandt de eftertragtede pladser og sidder nu klemt sammen i reolen.

»Det er hyggeligt at sidde her. Der er mere ro«, siger Tobias Frydenlund på 13 år.

Ikke selv et læsende barn

Eleverne har godt bemærket, at deres lærers passion for bøger er lidt ud over det sædvanlige.

»Michelle, hun elsker bøger. Hun læser konstant. Hvis hun skulle vælge mellem at læse en bog eller se en film, så tror jeg, hun ville læse en bog«, siger 13-årige Bertram Lauridsen.

Adspurgt, hvad han selv ville vælge, er han ikke i tvivl:

»Mig? Jeg ville nok vælge en film«.

Men det sidste års tid er der alligevel sket et lille skifte.

»Jeg er faktisk ikke så glad for bøger, men jeg er begyndt at læse mere, efter jeg har fået Michelle«, siger Bertram Lauridsen, der for nylig har læst Harry Potter.

Selv om det nok vil komme bag på nogle, kan klasselæreren godt sætte sig ind i, at det kan være kedeligt at læse, for sådan havde hun det selv, da hun gik i skole.

»Jeg var faktisk ikke et særlig læsende barn. Der var ligesom ikke rigtigt noget, der fangede mig«, siger Michelle.

Det var først senere, da hun kom i gymnasiet, at det ændrede sig, da hun begyndte at læse romaner af den britiske forfatter Jane Austen og pludselig opdagede, at litteratur kunne være spændende.

»Og så spirede det langsomt derfra«, siger Michelle.

»Nu hvor jeg selv har opdaget denne her store glæde ved at læse, har jeg været optaget af, hvordan jeg kan give den videre«.

For Michelle Leth Malmstrøm er der ikke noget federe i verden, end når hun giver sine elever en aha-oplevelse. Når det lykkes hende at gøre det, der før var kedeligt eller svært, spændende.

»Jeg tror på, at hvis du fortæller om noget, du brænder for, så brænder du også igennem«.

Opdatering: Michelle Leth Malmstrøm har, siden artiklen første gang blev bragt, vundet Politikens Undervisningspris’ hovedpris i kategorien grundskole.

Janus Engel Rasmussen (foto)

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her