Gamle fiskenet i danske farvande udleder plastik og truer dyrelivet. Med ny handlingsplan skal de fjernes.

Ny aftale skal fjerne 100 tons plastik fra spøgelsesnet i havet

Foto: Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

En ny handlingsplan skal gøre op med efterladte fiskenet, som udgør en trussel for fisk og andre havdyr samtidig med, at de udleder bly og plastik i de danske farvande.

Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse om en aftale mellem regeringen, støttepartierne samt Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.

Der er afsat ti millioner kroner, som skal bruges til at fjerne og forebygge tilfælde af efterladte fiskenet.

»Spøgelsesnet tager livet af fisk og havpattedyr og forurener havet med plastik og bly. Heldigvis kan vi både finde og fjerne dem«, siger miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) i meddelelsen.

Fiskenet i farvandet bliver efterladt af fiskekuttere og fungerer efterfølgende som ’dødsfælder’ for fisk, hvaler og havfugle.

Derudover indeholder mange slags fiskenet tungmetaller i form af bly, som er blevet brugt til at holde nettene nede.

»Senest har lokale kræfter tømt Limfjorden for spøgelsesnet, og i Lillebælt har Miljøstyrelsen i samarbejde med ngo’en North Nature med succes fjernet 5 tons fiskenet og 2,5 tons bly. Det viser, at de målrettede indsatser virker og er effektive«, siger ministeren videre i meddelelsen.

I 2021 har DTU Aqua estimeret, at omkring 49.000 efterladte og tabte fiskenet eller stykker heraf er at finde i danske farvande.

Med et forsigtigt overslag kan man med handlingsplanens ti millioner kroner potentielt fjerne op til 100 ton plastik og 50 ton bly baseret på resultatet af projektet i Lillebælt, fremgår det af pressemeddelelsen.

Regeringens handleplan sker som følge af fiskeriaftalen fra juni 2025 ”En ny kurs for dansk fiskeri”.

Her var det primært Alternativet, som bragte problematikken op på dagsordenen, fortæller partiets miljø- og fiskeriordfører, Torsten Gejl til Ritzau.

Han ser begejstret på aftalens indhold og glæder sig over, hvilke effekter det kommer til at få.

»Vi skal ikke have den slags belastning og forurening. Derfor stiller vi højere krav, så nettene ikke bliver efterladt«, siger han og understreger:

»Det er dødsfælder, som kvæler fiskene og ødelægger havdyr, og vi har ikke for mange fisk i forvejen«, siger han til Ritzau.

Foruden fiskenet bidrager bundter af plastiktråde, også kaldet dolly rope, som bruges under trawlnet for at beskytte fiskenet mod slid fra havbunden, med omkring 100.000 kilogram plastik i Nordsøen årligt.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her