Danske fisk får plast med i maden, når de svømmer rundt. Det konstaterer forskere, som har taget et øjebliksbillede af mikroplast i danske farvande ved at undersøge 400 sild og torsk. Biologerne fandt især fibre på 1-5 millimeters længde – i nogle fisk bare en enkelt, mens der i andre var op til 8 stykker.
»Undersøgelsen viser klart, at fiskene spiser plast«, siger Thomas Kirk Sørensen, der er havbiolog og specialkonsulent ved DTU Aqua, og som sammen med en række kollegaer står bag den nye kortlægning, der netop er offentliggjort af Naturstyrelsen.




























