Majken Zahle, Gladsaxe Skole, er nomineret til Politikens Undervisningspris. Hendes opskrift på god undervisning handler især om relationen til eleverne, men i høj grad også om forholdet til deres forældre.

Hun får forældre til at glæde sig til at tjekke Aula om søndagen

Majken Zahle er klasselærer i 7. a på Gladsaxe Skole, hvor hun bl.a. underviser i dansk, historie og madkundskab. Hun er indstillet til Politikens Undervisningspris af syv forældre. Foto: Janus Engel/Janus Engel
Majken Zahle er klasselærer i 7. a på Gladsaxe Skole, hvor hun bl.a. underviser i dansk, historie og madkundskab. Hun er indstillet til Politikens Undervisningspris af syv forældre. Foto: Janus Engel/Janus Engel
Lyt til artiklenLæst op af Karoline Ulvig
06:35

Hvad sker der, når en gruppe teenageelever helt selv må bestemme, hvad der skal på dagens skoleskema? Et oplagt bud ville måske være, at de vil vælge at se film, spille fodbold eller holde et meget langt frikvarter.

Men det svar kunne ikke være længere væk fra virkeligheden i 7. a på Gladsaxe Skole.

For her har eleverne denne fredag formiddag strikket et ganske ambitiøst skema sammen.

Klassen skal blandt andet lave skriveøvelser og fremlægge en boganmeldelse af en roman, de har læst i fritiden, i dansk, mens de i historie skal spille et spil, der hedder Historiemester.

»Hvis de havde valgt, at vi skulle stå på hænder hele dagen, jamen så var det det, vi gjorde. Men de har altså valgt det her«, siger klasselæreren Majken Zahle om dagens skema, som er skrevet op på klassens whiteboard.

I hjørnet står der en ’medbestemmelseskasse’, som eleverne kan lægge forslag i. Vigtige inputs, mener klasselæreren. For når eleverne har haft indflydelse på undervisningens indhold, er de mere engagerede.

Desuden er medbestemmelsen en måde at styrke elevernes ansvar for egen læring på:

»Først var der nogle elever, der syntes, det skulle være vildt skørt, men så kunne jeg godt høre, at der var andre, der sagde: »Nej, fordi så bliver det jo ikke et rigtigt billede af, hvordan vores klasse er««.

Derfor er dagens skema endt med på mange måder at ligne en almindelig skoledag, da Politiken besøger Gladsaxe Skole i anledning af, at 44-årige Majken Zahle er blevet nomineret til Politikens Undervisningspris 2024.

»Det er vigtigt at give børn en stemme. Det er jo deres klasse, deres liv, så selvfølgelig skal de have medbestemmelse«, siger Majken Zahle.

Den vision sætter Frederik Withenstein-Sylvan, der er 13 år og går i klassen, pris på:

»Det føles, som om jeg hører til. Det er godt at være her«.

Inspirerende ugeplaner

Indstillingen er skrevet af syv forældre, der mener, at Majken Zahle er en fantastisk lærer, der på »en helt særlig måde formår at motivere både elever og forældre« med sin inspirerende undervisning.

For det er ikke kun eleverne, der føler sig set og hørt. Det samme gør deres forældre, der fremhæver, at klasselærerens kommunikationsevner er noget ud over det sædvanlige. Især når det kommer til at formidle en inspirerende ugeplan.

Flere forældre nævner ligefrem, at de hver søndag nærmest glæder sig til at sætte sig med en kop kaffe og læse på Aula, hvad der er planlagt for den kommende uge.

For mens mange andre forældre enten undgår eller får høj puls af Aula, er det her en nydelse:

»Majken skriver så inspirerende ugeplaner, at jeg selv får helt lyst til at deltage i undervisningen. Den gode kommunikation gør også, at vi som forældre har kæmpe stor tillid til hende som lærer og tiltro til, at den faglige del er løftet«, siger forælder Jakob Hagelskjær Pedersen og tilføjer:

»Jeg hører også fra min dreng, at Majken formår at få den energi, der er i ugeplanerne, ind i klasserummet. Det er det, der er fantastisk. Det er ikke bare tomme ord«.

Flere elever fremhæver da også, at deres klasselærer er meget energisk, sjov og kreativ, og at de sjældent kun sidder stille i timerne.

Majken Zahles kreativitet kommer også til udtryk, når hun skriver ugeplaner, hvilket f.eks. kan ses af dette uddrag:

»Man har odagpdet, at det fkaitsk er lgegiydlgit, hlviken rkækfeøgle bgotresanve såtr i i et gienvt ord. Så lnæge det frsøte og sdiste bsatogv er peclaret kokrret, budre et vkesnot mnenseke vræe i santd til at lsæe det aligleevl. Dtete syldkes, at mnenekstes hrenje ikke lsæer hervt bastogv, men odret som hehled. [...] Alt dette for at sige: På fredag kl. 8.00 får du en læseprøve i dansk«.

Elevarrangeret skole-hjem-samtale

Kommunikationsevnerne er ikke grebet ud af den blå luft: Majken Zahle er oprindeligt uddannet til at undervise i gymnasiet, men har arbejdet med kommunikation og marketing i flere år, inden hun skiftede spor.

Derfor falder det hende også naturligt at vægte netop kommunikationen meget højt samt at reagere hurtigt på mails og beskeder, da det er en arbejdsgang, hun er vant til fra sit tidligere fag.

Hun startede som vikar på skolen for tre år siden, men er i dag klasselærer i 7. a, som hun kalder »verdens bedste klasse«.

Den gode relation til eleverne og deres familie er helt afgørende for arbejdsglæden og for, at undervisningen lykkes:

»Når man har en god relation, bliver undervisningen også bedre. Det bliver lettere at snakke med eleverne og lettere at få dem til at lære noget. Især når jeg ved, at jeg har forældrenes tillid og opbakning i ryggen«, siger Majken Zahle.

Det er dog ikke kun lærernes ansvar at få kommunikeret til forældrene om dagligdagen i klassen, mener Majken Zahle. Derfor har klassens elever også selv stået for at afholde en skole-hjem-samtale for deres forældre.

Her delte de saft og jordbær med chokoladeovertræk ud, som de havde lavet i madkundskab, og fortalte forældrene om, hvad de laver i timerne, samt hvad der går godt og mindre godt i klassen.

»Det var meget sjovt«, siger eleven Frederik Withenstein-Sylvan om oplevelsen.

Majken Zahle betragter lærergerningen som et stort privilegium og noget, som er mere end bare et job. Og nomineringen er et stort skulderklap, mener hun:

»Det betyder så meget. Det gør det virkelig«.

Opdatering: Majken Zahle har, siden artiklen første gang blev bragt, vundet Politikens Undervisningspris’ særpris i kategorien grundskole.

Karoline Ulvig

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her