Selv om det efterhånden er mange år siden, husker 19-årige Alma Johanne Fehrmann stadig sin første skoledag. Hvordan hun spændt og forventningsfuld trådte ind i klassen med sin nye skoletaske på, slap sin forælders hånd og fandt sin nye plads med navneskilt.
Husker, hvordan hun kiggede ned på bordet foran sig, hvor der oven på nogle skolehæfter lå en sten. Men det var ikke en hvilken som helst sten. Det var nemlig en med hul i.
Det var hendes klasselærer, Eva Gehrke, der havde været på stranden og finde ikke blot den, men hele 25 hulsten, som nu lå placeret på alle elevernes pladser. En ønskesten, der skulle hjælpe til at opfylde de unge elevers ønsker for deres skoleliv.
»Som barn ved man godt, hvor svært det er at finde sådan en sten. Så vi følte, at vi måtte være noget særligt, siden vores lærer havde fundet dem til os«, siger Alma Johanne Fehrmann.
»Det tog rigtig lang tid for mig at finde 25 sten med hul i nede ved stranden. Men det betød noget for mig, at der lå et eller andet ved jeres plads, som var lidt specielt«, mindes Eva Gehrke.
Alle stenene var forskellige. Præcis som de elever, der sad i klassen og skulle vænne sig til skolens rammer.
»Jeg synes, det er enormt vigtigt, at børnene mærker, at det er et sted, hvor man kan lide dem, og hvor der er tid til dem«, siger Eva Gehrke.
Politiken møder Alma og Eva, i anledning af at Eva Gehrke er blevet indstillet hele fem gange til Politikens Undervisningspris af tidligere elever og kolleger.
I en af indstillingerne lyder det:
»Eva er alt det, den danske folkeskole bør være. Hun er en autoritet, som tør stå inde for sin faglighed og som tør stå ved sin professionalisme. Men mest af alt er Eva omsorgsfuld, kærlig og ægte«.
Ros og skideballer
I dag er 67-årige Eva Gehrke gået på pension og har lagt lærergerningen bag sig. Men det aftryk, hun har sat i sine tidligere elever, vokser videre.
For Alma har et brændende ønske om at gøre en forskel for andre mennesker, præcis som Eva gjorde for hende.
»Siden jeg var helt lille, har jeg tænkt, at jeg godt vil være ligesom dig. Det der, hvor man kan mærke, at man betyder noget for nogen, og at man kan mærke, at man gør en forskel«, siger Alma Johanne Fehrmann, da hun sidder i sofaen i stuen hjemme hos sin tidligere lærer i Hørsholm.
Som barn kunne Alma nogle gerne godt føle, at de andre lærere ikke kunne lide hende. At de tænkte, at hun var for meget, larmende eller flabet. Men Eva gjorde aldrig forskel på sine elever.
»Jeg har aldrig set dig som en ballademager. Du har bare altid sagt din mening, og det har jeg enormt godt kunnet lide«, siger Eva Gehrke.
Det lå egentlig ikke i kortene, at Eva Gehrke skulle blive underviser på en folkeskole i Kokkedal. Men efter flere år i museumsbranchen sadlede hun om og uddannede sig til lærer, og der endte hun tilfældigt på folkeskolen, hvor hun blev hængende i 24 år.
Hun var især glad for, at hun som klasselærer havde de samme elever i både dansk, billedkunst og idræt, da det gav hende mulighed for at se flere sider af eleverne.
Som 42-årig nyuddannet lærer oplevede hun, at forældrene mødte hende med respekt og stor tiltro.
»De tænkte nok, at jeg havde været i faget i flere år«, griner Eva Gehrke.
Navnlig forældrene skulle vise sig at blive en vigtig rolle i hendes arbejdsliv, da relationen til eleverne i Eva Gehrkes optik i høj grad afhænger af et godt forældresamarbejde.
Hun opfordrede derfor tydeligt forældrene til at ringe, hvis der var det mindste. Og aftalen gjaldt også den anden vej rundt. Derfor ringede hun tit til forældrene. Både med ros og ris.
»Jeg har altid været meget direkte, og jeg mener, at man kan sige alt – det handler blot om måden, man siger det på«, siger Eva Gehrke.
Alma husker også sin gamle lærers meget direkte undervisningsstil.
»Man havde respekt for Eva på en særlig måde, som man ikke altid havde over for de andre lærere. Man vidste, at hende kunne man ikke løbe om hjørner med«, siger hun.
I løbet af sin skolegang fik hun da også en skideballe eller to af sin gamle lærer. Men hun har aldrig et sekund været i tvivl om, at Eva Gehrke holdt af hende.
»Hver gang du roste mig, voksede jeg, og jeg har altid følt, at du så mig«, siger Alma Johanne Fehrmann.
Give noget tilbage
Da Eva Gehrke gik på pension i sommer, blev det markeret med en afskedsreception. Den blev holdt på en smuk solskinsdag udenfor i skolegården, hvor der var sat kage frem til de fremmødte gæster på borde-bænke-sæt.
Blandt dem var Alma Johanne Fehrmann mødt op sammen med flere andre tidligere elever. I hånden havde hun en håndskrevet tale til sin gamle lærer. Og så havde hun en helt særlig gave med.
I talen stod der:
»Den ønskesten, du gav mig den første skoledag, var et bevis på dit megastore engagement. Nu vil jeg give dig en ønskesten tilbage, som jeg har fundet til dig. Som et held og lykke videre i livet«.
I en halskæde havde Alma Johanne Fehrmann hængt en sten med hul i igennem, som hun førte over hovedet på Eva Gehrke. Og så kunne den tidligere lærer altså ikke lade være med at knibe en tåre. Og så stod de der i et langt kram.
»Jeg blev virkelig rørt. Og meget glad. Det går op for en, hvor stor en indflydelse man som lærer har haft på andre«, siger Eva Gehrke.
»Og hvor meget de også betød for mig«.
Indstil din underviser, lærer eller mester – på politiken.dk/indstil.
fortsæt med at læse
