»I virkeligheden er der jo ikke særlig stor forskel på at være tv-vært og skolelærer«

De fleste kender formentlig bedst Lene Beier fra rollen som tv-vært på programmer som ’Landmand søger kærlighed’ eller ’Vi drukner i rod’.

Politiken læst op

»I virkeligheden er der jo ikke særlig stor forskel på at være tv-vært og skolelærer«

»I virkeligheden er der jo ikke særlig stor forskel på at være tv-vært og skolelærer« »I virkeligheden er der jo ikke særlig stor forskel på at være tv-vært og skolelærer«

Henter…

08:27

Men jeg kender hende som min gamle historielærer fra folkeskolen. Hende, der altid var iklædt farverigt tøj og havde et energiniveau, der kunne få selv de mest søvnige teenagere op af stolene.

Siden dimissionen har jeg kunnet følge med i hendes tv-karriere på afstand og set, hvordan hun flere gange har taget ’skolelærerstemmen’ i brug, når hun kærligt, men bestemt, har hjulpet de kærlighedssøgende landmænd med at forstå følelser og relationer.

Måske er der ligefrem en lighed mellem jobbet som tv-vært og folkeskolelærer?

Det ringer jeg til min gamle lærer for at undersøge i anledningen af Politikens Undervisningspris, der sætter fokus på de gode lærere og på den gode undervisning.

»Kan du godt huske mig fra dengang?«, spørger jeg som det første.

Inden opkaldet har jeg sendt et klassebillede og tegnet en rund ring om en pige, der sidder på første række. Mig.

»Ja, det kan jeg sagtens«, griner hun. »Det er ikke altid, jeg kan huske folks navne, men jeg kan huske folks ansigter. Vi tilbringer jo ret meget tid sammen med jer«.

Jeg var en af de sidste elever, Lene Beier nåede at undervise dengang i 2008, før hun skiftede til tv-branchen efter seks år som lærer.

»I virkeligheden er der jo ikke særlig stor forskel på at være tv-vært og skolelærer«, mener 47-årige Lene Beier.

»Man skal kunne lide at stille sig op foran et publikum. Om der er et kamera eller ej, det er jo ikke det, der er det væsentlige. Det handler om, at man skal kunne lide at formidle og være den, der har formidlerrollen«.

Og især én ting er vigtig, når man arbejder med mennesker.

»Det allervigtigste, du skal forstå som tv-vært, er, at det ikke handler om dig. Du er der bare som formidler, og som den, der skal få andre mennesker til at føle sig trygge og shine på den bedste måde. Og det er præcis det samme, du gør som skolelærer«.

Svære år

Som lærer blev hun trænet i lynhurtigt at afkode, hvordan eleverne havde det. Evnen til at se bag facaden er afgørende, når man arbejder med mennesker, mener Lene Beier.

Det er noget, hun selv har erfaret vigtigheden af som barn. Og manglet.

Lene Beier var et larmende barn. En af dem, der ikke kunne være stille i klassen eller holde hænderne i ro. En typisk rod, som forstyrrede de andre og blev sendt uden for døren.

Men ingen spurgte, hvad uroen var et udtryk for.

Om det hang sammen med, at hendes forældre var blevet skilt, at moren kæmpede med at få det hele til at løbe rundt som alene-forsørger med tre børn, eller om det havde noget at gøre med, at der havde været en del dødsfald i familien.

Tristheden blev forvandlet til vildskab.

Når hun i dag ser tilbage på sin skoletid, ville hun ønske, at der var nogen, der havde spurgt ind til, hvordan hun havde det. Om hun var okay. Men spørgsmålene udeblev.

I stedet blev hun sendt i observationsklasse. Noget, der dengang føltes som en form for straf.

»Jeg havde nogle svære år i mit liv, da jeg gik i skole. Men dengang var det ikke noget, vi snakkede om henne i skolen. Der var ikke nogen, der holdt øje med, at man havde det godt. Og det havde jeg ikke. Så på en eller anden måde skulle jeg finde en måde at komme af med de der følelser, og det blev så i skolen«.

Derfor besluttede Lene Beier sig for selv at blive lærer. Så hun kunne blive den underviser, hun selv gerne ville have haft.

En, som fik eleverne til at føle, at de ikke var forkerte. Men gode nok, som de var, vilde eller ej.

Dyrk din passion

I gymnasiet i Skive mødte Lene Beier en særlig underviser.

»Han formåede at gøre biologi til det mest spændende i hele verden«, husker hun. Begejstringen var så smittende, at hun endte med at vælge biologi som sit ene linjefag på læreruddannelsen.

Og netop dét valg skulle vise sig at blive afgørende for hendes videre karriere som tv-vært.

Da hun som 36-årig fik et tip fra sin veninde om, at der var en åben casting, hvor TV2 Fri søgte en vært til et nyt program, ‘Frihuset’, greb hun chancen og mødte op.

Uden forberedelsestid skulle hun foran et kamera tale om et tilfældigt emne: skvalderkål.

Men Lene Beier var ikke nervøs. Hun havde allerede øvet sig i mange år på dette øjeblik ved at stå som biologilærer foran en klasse, og de næste par minutter fortalte hun alt, hvad hun vidste om den grønne, spiselige plante.

Det endte med, at hun fik jobbet.

Når hun husker tilbage i dag, kan hun ikke lade være med at sende en venlig tanke til sin gamle underviser, som pustede liv i hendes passion for biologi, og som har haft en lille finger med i spillet om, at hun er endt som prisvindende tv-vært.

Det nye job betød dog samtidig et farvel til folkeskolen.

Det var sørgmodigt, men det var også en beslutning, der havde været undervejs i et stykke tid.

Rammetænkning, karaktergivning og elevplaner. Det strittede på hende.

»Jeg hader normalitetsbegrebet, hvor man siger, at alle på en eller anden måde skal passe ned i den samme ramme. For det gør vi jo ikke, og det kommer vi heller aldrig til«.

»Begge mine børn og min mand er ordblinde, og jeg siger altid til dem, at de skal lade være med at bruge mere energi på det, hvis de ikke kan læse. Find det, du er god til, og brug din energi på det i stedet for«.

Hotelmutter

I modsætning til Lene Beier var jeg en af de elever, der var god til at sidde stille på stolen, da jeg gik i skole. Hende, der lavede sine ting, lidt genert og meget glad for historie. Ikke vildt sejt. Og så alligevel.

For Lene Beier gjorde det sejt at være en nørd. Sejt at have en interesse, noget at gå op i.

»Jeg har altid været fortaler for, at man skal dyrke sin passion, uanset hvad det er«, siger hun.

Passionen har i de seneste par år drevet hende mange steder. Fra oprørskhed til lærer, fra klasseværelset til fjernsynet. Og nu er der endnu et stort skifte på vej.

I starten af september flytter hun med familien fra Amager til Østrig for at åbne et hotel i de snedækkede alper.

»Jeg skal være hotelmutter«, siger Lene Beier glad.

»Det er en drøm, mig og min mand altid har haft. Og nu er vi ved et tidspunkt i livet, hvor vi tænkte, at hvis ikke vi gør det nu, kommer vi aldrig til at gøre det«.

Hun forsvinder dog ikke fra skærmen lige foreløbig, men kommer fortsat til at lave fjernsyn et par måneder om året i Danmark. Et tv-hold vil også følge hende og familien i det første år som hotelejere.

Lene Beier har ingen erfaring med at drive hotel. Men det skal nok gå.

For selvom rammerne har ændret sig, er den grundlæggende opgave på mange måder den samme:

»Det handler ikke om dig. Det handler om at få andre mennesker til at have det godt«.

Indstil din underviser, lærer eller mester – på politiken.dk/indstil.