På klassens smartboard sætter lærer Lotte Hjeresen altid et ur, så eleverne i 7. a på Øhavsskolen i Faaborg ved, præcis hvor lang tid de har til en opgave. En måde at skabe en tydelig struktur i undervisningen på, som gavner alle elever.
Men det er også for at komme de elever, der har behov for ekstra støtte, i møde. Derfor er hun heller ikke alene i klassen, hvor en anden lærer og en skolepædagog også hjælper til.
For på Øhavsskolen er en gennemgribende ændring af måden at drive skole på i gang lige nu. En ændring, der i høj grad handler om at udvide normalbegrebet og skabe fællesskaber, der kan rumme flere elever.
»Det er farligt for børn at være uden for fællesskabet og føle sig forkert. Alle vil jo gerne føle, at de passer ind«, siger Lotte Hjeresen.
Faaborg-Midtfyn Kommune har efter sommerferien indført såkaldte mellemformer på alle kommunale folkeskoler – et undervisningstilbud i den almene undervisning målrettet elever med særligt støttebehov.
Skoleformen bliver disse år stadig mere udbredt, og det er formentlig blot et spørgsmål om tid, før alle kommuner arbejder med en variation af mellemformerne, fortæller Thyge Tegtmejer, der er seniorforsker hos Vive og har skrevet flere forskningsartikler og rapporter om emnet.
Det er der én særlig grund til: inklusionsudfordringen.
For den store udbredelse skal ses i lyset af, at skolerne bredt set står med en udfordring, hvor stadig flere børn har et særligt behov for støtte, og en stadig større andel bliver segregeret fra almenskolerne over i specialtilbud.
»Derfor er skolerne nødt til at finde nogle veje til at blive bedre til at imødekomme støttebehovene hos flere elever«, siger seniorforskeren.
Co-teaching og struktur
Mellemformer er kombinationer af almen- og specialundervisning og kan tage sig ud på forskellige måder og have forskellige navne, men der findes overordnet to hovedtyper.
I den første model kan nogle af de elever, som har et støttebehov, gå i en almenklasse, mens de hver uge har nogle timer i et andet lokale på skolen, hvor de modtager specialundervisning og støtte. Denne model har været udbredt i en del år allerede.
Den anden model er mere ny. Her kombinerer man i højere grad special- og almenundervisning inde i almenklassen og bruger f.eks. co-teaching i undervisningen, hvor to lærere forbereder og gennemfører undervisningen sammen.
Faaborg-Midtfyn Kommune kalder deres version af mellemformer for ’fællesskabende læringsmiljøer’, men principperne er de samme.
Skolens leder, Hanne Reynolds Rygaard, mener, at den nye skoleform er den rigtige vej at gå:
»Folkeskolen har historisk set altid haft en eller anden form for eksklusionstanke, hvor skolen ikke er for alle. Men vi tror på, at det er pædagogikken, der skal ændres, og ikke børnene, hvis vi skal lykkes med at skabe en skole, der kan rumme flere«.
På Øhavsskolen bruger de co-teaching og skolepædagoger i undervisningen, og planen er, at fagpersonalet også snart skal efteruddannes.
For elev i 7. a Alexander Rasmussen er det rart med flere voksne:
»Jeg synes egentlig, at det er meget godt, når der er et par voksne i klassen, for så er der mere ro«.
Der er 26 elever i klassen, og 3 af dem er støttelever. Ønsket om at passe ind betyder, at det ikke altid tydeliggøres, hvem der har brug for ekstra støtte, da det kan være sårbart for eleverne at føle sig anderledes, fortæller skolepædagog Lene Kjær.
Derfor har hun også forskellige pædagogiske strategier, hvor hun enten kan være mere diskret eller tydelig i sin tilgang:
»Nogle elever vil ikke have italesat, at jeg er der for deres skyld, og derfor er børnene i klassen ikke nødvendigvis klar over, at jeg er der for at støtte nogle særlige elever«.
Der er også specialklasser på skolen, men ambitionen er, at eleverne herfra i højere grad skal veksle mellem undervisningen i special- og almenklassen.
Økonomisk incitament
For kommunerne kan der også være en økonomisk gulerod ved at indføre den nye skoleform.
Politiken har tidligere beskrevet, at en elev i en almindelig folkeskoleklasse i snit koster 75.000 kr. årligt, mens en elev i en specialklasse koster 285.000 kr. og en elev på en specialskole 514.000 kr. Det presser kommunerne, da pengene til almenskolerne og specialskolerne kommer fra samme kasse.
»Vi har igennem mange år opbygget et meget bipolært skolesystem, hvor man som elev enten sidder i en almenklasse med lidt eller slet ingen støtte, eller også bliver man flyttet fuldtids over i et højt specialiseret tilbud, ofte på en anden matrikel i kommunen«, siger Thyge Tegtmejer og tilføjer:
»Den økonomiske udfordring kombineret med, at flere elever har brug for støtte, har ført til, at mange skoler har tænkt, at der må da findes en tredje løsning, hvis man konstruerer noget, som ligger inde imellem de her to typer af organiseringer. Hvilket også er derfor, det bliver kaldt en mellemform – altså en mellemting mellem almenskole og specialtilbud«.
Forandringerne i Faaborg-Midtfyn Kommune sker som følge af, at kommunen gennem flere år har haft en større andel af elever, der udskilles til specialtilbud, end andre kommuner, skriver Skolemonitor.
I skoleåret 2022/23 var 7,7 procent af eleverne i kommunen udskilt til specialtilbud, mens det på landsplan var 5,1 procent.
Ikke for alle
Undersøgelser fra Vive viser, at for en bred gruppe af elever med mindre omfattende eller mere forbigående støttebehov vil en mellemform ofte være det helt rigtige undervisningstilbud, hvor man samtidig bevarer elevens kontakt til den almene skole og kammeraterne derfra.
Men det er ikke for alle.
»Der vil altid være nogle elever, som har et så specialiseret og omfattende støttebehov, at et decideret specialtilbud er den eneste rigtige løsning for dem«, siger Tegtmejer, der understreger, at det ikke er en let eller hurtigt overstået opgave at udvikle mellemformer.
»Mellemformer har et stort potentiale, hvis de bliver udført ordentligt. Men det kræver en høj grad af struktur, ordentlige rammer, og at fagpersonalet er uddannet til opgaven«, siger Rasmus Alenkær, pædagogisk psykolog og ph.d. i inklusion.
Målet er, at 75 procent af de børn, som i dag er segregeret i Faaborg-Midtfyn Kommune, på sigt kan inkluderes på almenskolerne via mellemformer.
Elever med størst behov for specialpædagogisk støtte og specialundervisning skal dog fortsat kunne visiteres til de eksisterende specialtilbud, og de, der allerede går på specialskoler, er af samme grund heller ikke omfattet af den nye model.
For skolelederen handler ambitionen om at inkludere flere elever i et større klassefællesskab ikke kun om organisering af personale og lokaler:
»Det kræver en større kulturforandring at udvide forståelsen af normalbegrebet. Det er ikke kun i skolen, men helt generelt, at vi skal blive bedre til at rumme hinanden«.
fortsæt med at læse
