Siden 9. september er det strømmet ind med indstillinger af dygtige lærere, undervisere og mestre til Politikens Undervisningspris 2024. En pris, der sætter fokus på den gode undervisning og hylder de lærere, der udfordrer og griber eleverne, får dem engageret og viser dem nye perspektiver.
Der er allerede kommet omkring 900 flotte indstillinger, men du kan stadig nå at få din egen yndlingslærer med i puljen. Indstil dem her på Politiken.dk/indstil.
Husk du også kan indstille tidligere lærere og lærerteams, og at alle er velkomne til at indsende indstillinger. Både kollager, elever, tidligere elever og forældre etc.
Indstillingerne fordeler sig på fire kategorier. Der er indtil videre kommet 208 indstillinger af lærere fra grundskolen, 533 indstillinger af gymnasielærere og 117 indstillinger af mestre og undervisere fra erhvervsuddannelsen.
Der er også kommet 23 indstillinger i kategorien ’andet’, som blandt andet tæller FGU (Forberedende Grunduddannelse).
Rørende indstillinger
På Politiken.dk/indstil har du også mulighed for at dykke ned i nogle af de mange rørende og hjertevarme beskrivelser, der allerede er kommet.
Som for eksempel denne indstilling fra en elev til folkeskolelæreren Lissa Theilborg fra Møn:
»Lissa fik mig til først og fremmest at føle, at det var okay at være en nørd og gå op i noget, men vigtigst af alt, fik hun mig til at indse, at det var okay, at jeg ikke var som alle de andre elever i min klasse«.
FAKTA
Politikens Undervisningspris 2024
Politikens Undervisningspris sætter fokus på den gode undervisning og hylder de lærere, der udfordrer og griber eleverne, får dem engageret og viser dem nye perspektiver.
Indstil din kandidat senest søndag 13. oktober kl. 23.59 på politiken.dk/indstil. Alle – elever såvel som forældre, kolleger eller noget helt fjerde – kan indstille en underviser.
Både enkeltpersoner og teams kan indstilles. I begge tilfælde skal der kun laves én indstilling.
Der er tre kategorier: grundskolen, ungdomsuddannelser og erhvervsuddannelser, hvor du også kan indstille en mester.
To fagpaneler for henholdsvis grundskolen og ungdomsuddannelser sidder klar til at se på indstillingerne og vurdere, hvem der skal vinde prisen.
Der uddeles en hovedpris a 75.000 kroner og to særpriser a 25.000 kroner i hver kategori.
Det sker 20. november ved en fest i Pressen i Politikens Hus.
Politikens Undervisningspris er støttet af Villum Fonden, en almennyttig fond stiftet i 1971, der støtter teknisk og naturvidenskabelig forskning samt miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind- og udland.
Eller læs, hvad en elev skriver om Johannes Hansen, der underviser på mekanikeruddannelsen i Aabenraa:
»Jeg glæder mig til undervisning hver dag, noget jeg ikke har oplevet på andre uddannelser. Det er en helt speciel atmosfære, der skabes, når Johannes er i lokalet«.
Han er den eneste grund til, at jeg ikke er droppet ud
Eller den syngende gymnasielærer Yavar Askari fra Sønderborg, der underviser i engelsk:
»Yavar er uden tvivl den sjoveste underviser i hele Danmark. No joke. Han er meget energisk, bringer altid de fedeste vibes og kommer altid syngende til time«.
... Og en anden elev, der supplerer:
»Han er den eneste grund til, at jeg ikke er droppet ud«.
Sådan indstiller du din underviser
Kender du også en underviser, der gør en helt særlig forskel for sine elever? Så er det nu, du skal til tasterne!
Følg disse tre trin og indstil vedkommende til Politikens Undervisningspris 2024.
1. Du kan indstille lærere, der underviser i grundskolen og på ungdoms- og erhvervsuddannelser. Men det kan også sagtens være en lærer, der ikke længere underviser.
2. Kort er godt. Din indstilling behøver ikke at være kilometerlang. Skriv kort og enkelt og gerne så konkret som muligt, hvad det er som læreren eller lærerteamet formår, som gør, at de fortjener at vinde prisen. Kom gerne med en anekdote, et minde eller et eksempel fra undervisningen.
3. Du kan indstille din kandidat frem til 13. oktober kl. 23:59. Det tager kun få minutter, og du kan gøre det lige her.
fortsæt med at læse
Så er det nu, du skal indstille din lærer til Politikens Undervisningspris
-
Gymnasielærer fortæller åbent om sin egen ordblindhed til elever for at nedbryde fordomme
-
De fleste kender hende fra fjernsynet. Men jeg kender hende som min gamle historielærer
-
Mange har slået sig på uddannelsessystemet, men her retter eleverne ryggen igen: »For første gang i mit liv føler jeg, at der er nogen, der har anerkendt mig«


























