Matematik- og fysiklærer Peter K. Thomsen fra Slagelse Gymnasium har vundet hovedprisen i kategorien for ungdomsuddannelser.

Som 24-årig var han gymnasiets yngste lærer. Nu er han prisvinder

27-årige Peter Kløverpris Thomsen blev indstillet til Politikens Undervisningspris af 24 elever, hvilket er årets rekord. Foto: Janus Engel/Janus Engel
27-årige Peter Kløverpris Thomsen blev indstillet til Politikens Undervisningspris af 24 elever, hvilket er årets rekord. Foto: Janus Engel/Janus Engel
Lyt til artiklenLæst op af Karoline Ulvig
07:03

Egentlig havde hun aldrig interesseret sig for matematik. Det var kedeligt. Svært. Det vidste 18-årige Victoria Walsh efter ti år i folkeskolen, hvor hun måtte slæbe sig igennem lektionerne om tal, formler og tabeller. Derfor var planen da også, at hun kun skulle have matematik på C-niveau, da hun startede i gymnasiet.

Men det ændrede sig hurtigt, da hun mødte sin nye gymnasielærer, som vendte op og ned på hendes opfattelse.

»Peter har gjort, at jeg har hævet matematik til A-niveau. Han har virkelig gjort det interessant og spændende på en måde, jeg aldrig har prøvet før«, siger Victoria Walsh.

I dag sidder hun til matematikundervisningen på Slagelse Gymnasium, hvor 27-årige Peter K. Thomsen underviser 2. B i sandsynlighedsregning og binomialfordeling.

På tavlen er der skrevet lange formler med tal og bogstaver, der snart bliver vakt til live. For det er dét, der kendetegner gymnasielærerens undervisning: at han formår at koble teori til virkelighed.

Dagens opgave går ud på, at eleverne skal lave et spil, de kan tjene penge på, forklarer gymnasielæreren. Altså et fiktivt spil, hvor de kan bruge sandsynlighedsregning til at udregne den gennemsnitlige gevinst, når en kunde spiller.

Senere i timen skal eleverne præsentere for hinanden, hvad de har fundet på:

»Forestil jer, at I skal overbevise dommerne i Løvens Hule, når I skal pitche jeres idé«, siger Peter K. Thomsen.

Formålet med dagens opgave er at give eleverne et indblik i de kalkulerede udregninger, der udgør forretningsmodellen for de pengespil på nettet, som optager flere unge. Det har gymnasielæreren bemærket. Derfor er der også et budskab med dagens lektion. Men det fortæller han ikke endnu. Først skal eleverne løse opgaven.

Føltes som et kald

Hele 24 elever fra tre forskellige klasser har indstillet gymnasielæreren til Politikens Undervisningspris, hvilket er årets rekord:

»Vi gik sammen om at indstille Peter, fordi vi aldrig har mødt en underviser som ham før, og vi synes, han fortjener en applaus for det store arbejde og den forskel, han gør«, siger Mathilde Rohde Søndergaard på 17 år, der er med til matematiktimen.

Nu har Peter K. Thomsen, der underviser i matematik og fysik på Slagelse Gymnasium, vundet hovedprisen som årets underviser i kategorien ungdomsuddannelse.

»Peter sørger for at få alle elever med ved at skabe varieret, differentieret undervisning, der rækker ud over den klassiske stillesiddende undervisning og klasselokalets fire vægge,« siger Anna Fløe, fagchef for ungdomsuddannelser i DEA og medlem af fagpanelet.

Med sin relativt unge alder er 27-årige Peter K. Thomsen et bevis på, at mange års erfaring ikke er afgørende for at skabe god undervisning. Da han startede, var han som 24-årig den yngste lærer på gymnasiet.

Vejen mod lærerværelset begyndte da også tidligt. For siden barnsben har Peter K. Thomsen vidst, at han gerne ville undervise. En drøm inspireret af de dygtige folkeskolelærere og gymnasielærere, han har mødt i løbet af sin skolegang:

»Det lyder nok som en kliché, men det har føltes meget som et kald«.

Hvor andre unge typisk holder sabbatår for at finde ud af, hvad de vil, har det aldrig været et spørgsmål, der fyldte hos Peter K. Thomsen, der direkte efter gymnasiet startede på SDU for at læse matematik og fysik.

Især matematik har altid fascineret ham. Kompleksiteten, den kreative udfordring i at løse et bevis og tilfredsstillelsen i, at der i sidste ende kun findes ét rigtigt svar. Det er dén fascination, han gerne vil give videre til sine elever.

Men det er ikke kun den faglige del af skolen, der er vigtig, mener gymnasielæreren. Derfor er han også med i trivselsudvalget og med til at arrangere skolebal og fredagsbar, og han har også taget sine elever med ud at bowle og i teatret:

»Det sociale fællesskab husker jeg selv som noget af det fedeste ved at gå i gymnasiet, og det vil jeg gerne give videre til mine elever«.

Aha-oplevelser

Tilbage i klasseværelset er eleverne ved at lægge sidste hånd på deres fiktive pengespil, hvor flere er ved at farvelægge et lykkehjul.

»Sørg for, at I kan tjene penge på jeres spil. Det er jo skidt for dem, der spiller, men godt for jer«, siger Peter K. Thomsen lidt provokerende, mens han går rundt mellem bordene i klassen.

Eleverne skal nu pitche deres spil til klassekammeraterne, som skal agere rige investorer, der skal prakkes en favorabel forretningsidé på.

Til slut samles der op på undervisningen i plenum. Og det er her, at lektionens egentlige pointe pludselig står klart:

»Så husk nu, at hvis I tager på casino eller oddser, har virksomhederne altid lavet de her slags udregninger, så de er sikre på at få succes og overskud uanset hvad«, advarer underviseren.

Lektionen rinder ud, og eleverne forlader klassen.

I dag er elev Victoria Walsh glad for, at hun har valgt matematik på A-niveau: »Det åbner så mange flere døre«.

Nu overvejer hun at læse til farmaceut. En drøm, der i høj grad er blevet formet og muliggjort af, at Peter K. Thomsen har gjort den matematik, hun før fandt kedelig og tør, spændende og levende.

Det er netop det, der gør, at det hele giver mening, siger gymnasielæreren:

»Der findes jo næsten ikke noget federe end at give andre en aha-oplevelse«.

Karoline Ulvig

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her