Det er blevet kaldt for ’lærernes Oscar-aften’. Onsdag blev årets vindere af Politikens Undervisningspris fejret til stor prisfest, der bød på både latter og tårer.
»Jeg er virkelig glad og rørt over prisen, men jeg hader at stå her«
Foto: Janus Engel/Janus Engel
Lyt til artiklen
Henter...
Han tog en dyb indånding og rømmede sig. Med en klump i halsen, der lige skulle falde på plads, kiggede 49-årige Nicolai Thorsen op fra papiret, han havde i hænderne, og lod blikket ramme publikum foran ham.
»Jeg er meget beæret, tak«, lød det fra en tydelig rørt Nicolai Thorsen, der netop havde vundet hovedprisen i kategorien erhvervsuddannelser til Politikens Undervisningspris 2024. Til hverdag arbejder han som brolægger-faglærer på Next Uddannelse København, hvor han har været ansat i 15 år.
I talen takkede han sine elever for at gøre det alt arbejdet værd:
»Jeg husker tydeligt den dag, hvor en af mine elever kom hen til mig og sagde, at jeg var årsagen til, at han gennemførte sin uddannelse. Det er øjeblikke som dem, der gør, at jeg hver dag elsker mit arbejde«.
De er vant til at være dem, der får andre til at shine, men for en stund var rollerne byttet rundt, da Politikens Undervisningspris holdt prisfest onsdag aften for at fejre landets dygtige lærere og undervisere. Dem, der hver dag får andre til at yde deres bedste. Engagerer, inspirerer og gør en kæmpe indsats. Fordi det er deres arbejde. Og fordi de brænder for det.
Årets i alt ni vinderne var udvalgt på baggrund af 1.151 indstillinger, som to fagpaneler havde snævret ind til 16 nominerede, der var fordelt over tre kategorier: grundskolen, ungdomsuddannelser og erhvervsuddannelser.
Tidligere vindere og nominerede har kaldt prisfesten for ’lærernes Oscar-aften’, og aftenens taler i Pressen i Politikens Hus bød på både latter, tårer og store følelser.
»Konfettikanonen i mit hjerte er ved at eksplodere«, lød det fra 44-årige Majken Zahle, lærer på Gladsaxe Skole, der vandt en særpris i grundskolekategorien:
»Tusind tak for det her øjeblik. Det kommer jeg aldrig til at glemme«.
Ikke alle vinderne nød at skifte klasselokalet ud med rampelys, scene og mikrofon.
»Jeg er virkelig glad og rørt over prisen, men jeg hader at stå her«, sagde 62-årige gymnasielærer Bente With, der ikke er glad for at være midtpunkt. Salen brød ud i latter.
Hun vandt en særpris for at styrke elevtrivslen på htx og brugte anledningen til at slå et slag for sin uddannelse, der går en usikker fremtid i møde, efter at regeringen har luftet tanker om at integrere uddannelsen i stx.
»Jeg har en besked: Bevar htx, luk os ikke ned«.
Den dybeste respekt
Politikens Undervisningspris har eksisteret i 11 år, og i årenes løb er der samlet set kommet over 15.000 indstillinger fra folk, der mener at kende en særlig lærer, der fortjener en hyldest.
I talen fra Politikens chefredaktør Christian Jensen omtalte han prisen som en »institution« og satte også et par ord på lærergerningens betydning:
»At se den måde, I udfører jeres faglighed på, afføder den dybeste respekt. I står derude hver eneste dag, mandag til fredag, og laver et stykke arbejde for velfærdssamfundet, som ikke mange, ud over jeres elever, ser. I aften, der ser vi jer«.
Fagpanelet holdt også taler for årets vindere. Her omtalte Lise Tingleff, der er områdechef for EVA, årets hovedprisvinder af grundskolekategorien som en rollemodel:
»Michelle er en lærer, man godt selv kunne have tænkt sig at have haft«.
Inden 44-årige Michelle Leth Malmstrøm, der underviser på Kastrupgårdsskolen på Amager, kom til for halvandet år siden, var klassen præget af stor uro og mange konflikter. I dag er konflikterne i 7. C stort set forsvundet, og det faglige niveau er løftet markant.
Det er god klasseledelse, stærkt relationsarbejde og solid faglig undervisning, påpegede Lise Tingleff.
Den læseglade klasselærer var iført en grøn blazer, hvor der på brystlommen sad en broche med sloganet ’books are magic’, da hun modtog prisen.
»Tak for at sætte fokus på det store stykke arbejde, som tusindvis af lærere udfører i hele landet. Jeg er meget beæret over at modtage en hædersbevisning af denne karakter, af hjertet tak«, sagde Michelle Leth Malmstrøm, der i bedste Oscar-stil også takkede sin familie, mand og sine børn.
Et privilegium
Dygtige lærere kan inspirere, åbne nye døre og veje i livet, man måske ikke ellers havde betrådt. Sådan en slags lærer er 27-årige Peter Kløverpris Thomsen, der vandt hovedprisen i kategorien ungdomsuddannelser. Han har fået flere elever, der normalt ikke interesserer sig for matematik eller fysik, til nu at hæve det til A-niveau.
Som 24-årig var han den yngste lærer, da han begyndte på Slagelse Gymnasium, hvor han har været ansat i fire år. Vejen mod lærerværelset startede tidligt for årets vinder, fortalte han fra scenen:
»Jeg har altid været ret sikker på, at jeg skulle være underviser, og jeg tror, det skyldes, at jeg igennem min skoletid har haft rigtig mange dygtige og passionerede undervisere, der har inspireret mig til selv at undervise«.
Han ser lærergeringen som et privilegium og afsluttede sin tale med at takke sine elever.
»Det er svært for mig at sætte ord på, hvor meget denne her anerkendelse betyder for mig«, sagde Peter Kløverpris Thomsen.
Aftenens prisfest blev rundet af med ord fra Politikens uddannelsesredaktør, Cecilie Lund:
»Jeg håber, at alle, der har været nominerede og vundet, går herfra med ekstra stolthed. Det har I i den grad fortjent«.