Det damper fra pander og gryder på komfuret i skolekøkkenet, hvor de to kokkeelever arbejder fuldt koncentreret. I dag er det generalprøve. Sidste chance for at øve igennem inden den store kokkekonkurrence, Young Chef, i næste uge, hvor alt det hårde arbejde kulminerer.
De sidste tre måneder har eleverne mødtes op til flere gange ugentlig med underviseren Martin Önnerth for at bruge deres fridage på at træne og finpudse opskrifterne. Men uanset hvor mange gange de øver retterne igennem, kan der stadig ske uforudsete ting på selve dagen, hvor slaget skal stå.
På køkkenhylden ligger en iPhone, hvor der er sat syv forskellige stopur, der tæller ned med minut- og sekundvisere. Maden skal serveres og præsenteres præcist. Forretten kl. 12.06, hovedretten kl. 12.51, ost kl. 13.41 og til sidst desserten kl. 14.26. Er det blot ét minut forsinket, mister man en masse point. Sådan er reglerne.
Derfor er det meget vigtigt, at tidsplanen ikke skrider. At klare sig godt i en konkurrence er i høj grad også et mental game om at kunne holde nerverne i ro.
For at træne dette har eleverne i en periode arbejdet til lyden af høj technomusik, så de kunne øve sig i at koncentrere sig og holde fokus. Det er vigtigt til konkurrencen, hvor der godt kan være mange tilskuere og meget larm, fortæller 32-årige underviser Martin Önnerth.
Holdet, som også inkluderer en tjenerelev, går efter førstepladsen, hvilket dedikationen vidner om. Den ambition passer også Martin Önnerth godt, da han selv er et stort konkurrencemenneske.
Han har brugt adskillelige fridage på at træne med eleverne, som han er mentor for:
»Det er fantastisk at se dem vokse. Det er ikke kun mig, der inspirerer dem. De inspirerer også mig til at ville bruge min søndag på dem«.
Det skal være sjovt
Politiken møder Martin Önnerth fra Kold College i anledningen af, at han er blevet nomineret til Politikens Undervisningspris.
Inden han blev underviser for to år siden, var han køkkenchef i ti år på en restaurant i Odense. Der kunne han snildt arbejde 12 timer tre dage i træk. Men efter sin første 8-timers arbejdsdag som underviser faldt han i søvn på sofaen, så snart han fik fri:
»Det var hårdt på en anden måde, end jeg nogensinde havde prøvet før. Jeg kunne ikke længere bare sige, hvem der skulle gøre hvad, jeg skulle også forklare, hvorfor og hvordan de skulle gøre det. Det var udmattende for hovedet«.
I dag elsker han at undervise. Hans lektioner er kendetegnet ved en høj grad af dedikation, og alle beskeder besvares med tydeligt: »Ja tak!«.
Selv er Martin Önnerth en af den slags personer, man altid kan høre, hvor befinder sig. Man skal blot følge lyden af det høje grin. Derfor er der også én ting, der er langt vigtigere end nogen som helst konkurrence:
»Det skal være sjovt. Og hvis ikke det er sjovt, så sætter vi det hele på pause«.
Humøret fejler da heller ikke noget.
»Jeg tror ikke, at den mand kan blive sur. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet der«, står der i en af de syv elevindstillinger.
Martin Önnerth pendulerer frem og tilbage i det store skolekøkken. Han underviser nemlig to hold samtidig: konkurrenceeleverne og et hold fra hovedforløbet, som om blot en måned skal til svendeprøve.
Det er meget sigende for Martin Önnerth, at han altid har gang i mange projekter, da han trives med at have flere blus i gang samtidig. Bogstavelig talt.
Alle er lige meget værd
Han har også startet et talentakademi for skolens elever, som har interesse i at dygtiggøre sig. De mødes en gang om måneden, hvor de blandt andet besøger innovative virksomheder, høster deres egne grøntsager og tager på studieture til udlandet.
Det holder 22-årige kokkeelev Cecilie Gade til ilden:
»Martin sørger for at inspirere os, så vores hjerner altid bobler med ideer. Og uanset hvilket sted man er i lære, så skal han nok finde potentialet frem i en. Han synes ikke, at nogle elever er mere værd end andre«.
Hun er glad for at gå på talentakademiet og for at have Martin Önnerth som underviser og mentor i konkurrencen. Derfor har hun valgt at blive på skolen i Odense, selv efter hun er flyttet til Aarhus:
»Han har givet mig en større tro på mig selv og gjort, at jeg elsker faget«.
Talentakademiet er meget populært, og lige nu står 18 personer på venteliste.
»Min ambition er, at talentakademiet kan inspirere eleverne til at tænke innovativt. Men også, at det kan styrke deres sammenhold og netværk«, siger Martin Önnerth.
Fællesskabet blandt eleverne er vigtigt, mener han:
»Det var noget af det, jeg selv savnede, da jeg gik i skole. For uddannelsen veksler mellem skolebænk og læreplads, og det er ikke sikkert, at man kommer i samme klasse som dem, man gik med sidste gang, når læretiden er slut«.
Han startede selv i kokkelære som 15-årig. Noget han havde vidst, han ville, siden han var 5 år. Som barn havde han en Peter Plys-kogebog, som han skrev noter i: f.eks. om der skulle rosiner i havregrøden eller ej.
Tilbage i skolekøkkenet hos konkurrenceeleverne er tempoet spidset til. Om blot seks minutter skal forretten serveres og præsenteres. Cecilie Gade og makkeren Magnus Ravnbo lægger sidste hånd på anretningen, mens stopuret tæller ned.
Præcis kl. 12.06 er forretten serveret og præsenteret. Det tegner godt for kokkekonkurrencen.
Opdatering: Martin Önnerth har, siden artiklen første gang blev bragt, vundet Politikens Undervisningspris’ særpris i kategorien erhvervsuddannelser.
fortsæt med at læse
