Bernhard Arp Sindberg var udmærket klar over, at han satte livet på spil, da han i december 1937 tog imod jobbet som opsynsmand på F.L Smidths nybyggede cementfabrik på sydbredden af Yangtze-floden. Fabrikken lå godt 20 kilometer fra det krigshærgede Kinas daværende hovedstad Nanjing, som beredte sig på den japanske invasionhærs stormløb uden noget håb om at kunne yde andet end symbolsk modstand. Den 26-årige dansker vidste kun alt for godt, hvad det betød, for han havde med egne øjne set japanernes brutale måde at behandle besejrede fjender på.
Fire måneder tidligere, da den kinesisk-japanske krig lige var begyndt, var han blevet ufrivilligt vidne til en japansk henrettelse af tilfangetagne kinesere i Shanghais havn:
»Hver japansk bøddel dræbte sit offer på den måde, han fandt bedst. Det første offer fik jaget en bajonet i ryggen og blev kastet mod kanten af kajen. Herefter drog bødlen i ro og mag sit sværd og halshuggede den stakkels kineser. Hovedet rullede ned i floden. Bødlen skubbede herefter kroppen ud over kanten, og et kort øjeblik virkede det, som om den hang i luften, mens blodet sprøjtede i lange stråler«, skrev Sindberg senere i sine upublicerede erindringer fra perioden i Shanghai.
At Bernhard Arp Sindberg nu, midt i den blege kinesiske vinter, var på vej til cementfabrikken, Jiangnan Cement, var således resultatet af en række tilfældige omstændigheder. Hvis ikke den unge dansker havde valgt et liv til søs, var han aldrig endt i det turbulente Shanghai i 1930’ernes midte. Hvis ikke konflikten mellem Kina og Japan var brudt ud i lys lue og havde udviklet sig til et morderisk japansk erobringstogt, havde F.L. Smidth aldrig fået den tanke, at man måtte sende en dansker til cementfabrikken for at markere udenlandsk ejerskab og dermed forhindre en japansk konfiskation af anlægget. Hvis ikke Sindberg havde stået uden job på netop det tidspunkt, var valget aldrig faldet på ham.
