Ingen har boet længere på Sjælsmark, og ingen af de voksne har talt beboernes sag stærkere end den 38-årige Vahid Rahmati, der er uddannet som maskiningeniør i Iran og har været i Danmark siden 2012. Når nogen siger, at beboerne på udrejsecenteret for afviste asylansøgere tager deres børn som gidsler, fordi de nægter at udrejse, siger han, at han gerne vil vende spørgsmålet om.
»Hvorfor er jeg på Sjælsmark? Det dårligste liv, man kan tænke sig, kan ikke være dårligere end det her liv. Men her er stadig bedre end Iran. Der kæmpede jeg for demokrati. Jeg er medlem af en iransk menneskerettighedsorganisation. Hvis jeg vender tilbage, dræber de mig, og jeg ved ikke, hvad der så skal ske med mine børn«, siger Vahid Rahmati, der flyttede ind i 2016 med sin kone Neda og nu bor her med deres to børn, Daniel på seks år og Maja på et år. Begge er født i Danmark, og Maja er født på Sjælsmark.
Når det er Vahid Rahmati, der ofte udtaler sig i medierne, skyldes det flere forhold. Han taler dansk. Det er lidt haltende, men fuldt forståeligt. Der er intet mellemøstligt drama i hans retorik. Han er stilfærdig og nuanceret. På samme tid som han kritiserer nogle af Kriminalforsorgens vagter for at trænge ind på værelserne uden at spørge først og for nidkært at følge reglerne ved at fjerne brødristere, toastvarmere og andre småting, der har forsødet tilværelsen på et center, hvor det er forbudt at lave mad, roser han andre for at være varme og omsorgsfulde.
