Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Politiet mener at have fundet frem til efterlyst kvinde på offentliggjort foto. Hun sigtes for drab.

Kvinde anholdt for knivdrab i Frederikshavn

Lyt til artiklen

En 35-årig kvinde er torsdag blevet anholdt og mistænkes for et knivdrab på en 34-årig mand i Frederikshavn i mandags, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet mener, at kvinden er identisk med en ukendt person på et billede, som politiet offentliggjorde tidligt i efterforskningen.

»Vi har i dag kort efter klokken 12 anholdt en 35-årig kvinde fra Frederikshavn i en lejlighed også i Frederikshavn, og vi har en stærk formodning om, at kvinden er identisk med efterlyste på det foto, vi offentliggjorde i mandags«, lyder det fra vicepolitiinspektør Mikkel Lousdal i pressemeddelelsen.

Den 35-årige er sigtet for manddrab og vil fredag blive stillet for en dommer ved Retten i Aalborg.

Politiet ønsker af hensyn til efterforskningen ikke at bidrage med yderligere oplysninger om sagen på nuværende tidspunkt.

Klokken 12.16 mandag den 1. juni modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand var såret efter et knivstikkeri i en lejlighed centralt i Frederikshavn.

Politiet har tidligere oplyst, at vidner på stedet forsøgte at redde mandens liv ved at yde førstehjælp, inden ambulancen nåede frem.

Han overlevede imidlertid ikke, og politiet meldte samme eftermiddag ud, at man efterforskede sagen som et drab, og at en 45-årig kvinde var anholdt.

Formålet med anholdelsen var at klarlægge hendes rolle i sagen, og hun blev løsladt igen samme aften.

Nordjyllands Politi fortæller torsdag, at man under efterforskningen har modtaget ’en del henvendelser’ fra offentligheden.

»Vi er taknemmelige for henvendelserne, som i samspil med den intense efterforskning har ledt til, at vi har kunnet skride til anholdelse i dag. Nu fortsætter efterforskningsarbejdet, hvor vi blandt andet har en del tekniske spor og videoovervågning, som vi fortsat arbejder med«, lyder det fra Mikkel Lousdal i pressemeddelelsen.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her