Ti måneder senere rejste familien af sted til Fiji med fire kufferter og utallige sommerfugle i maven. I første omgang havde landets sundhedsministerium godt nok spærret øjnene op, da de modtog en uopfordret ansøgning fra Danmark. Landet havde i årevis manglet én – eller endnu bedre flere – psykiatere til deres hospitalsvæsen, og forsøg på rekruttering havde ikke båret frugt. Trods det var vi nær ved at give op på grund af deres langsommelighed i ansættelses-processen. På afrejsetidspunktet var hverken ansættelseskontrakt eller arbejdstilladelse på plads trods løfter om det modsatte, men jeg havde dog en mundtlig aftale om ansættelse som eneste fuldtidsansatte speciallæge i psykiatri på Fijis eneste psykiatriske hospital, St. Giles Hospital. Min mand havde fået syv måneders orlov fra sit arbejde, huset var lejet ud, og de bekymrede bedsteforældre kørte os til lufthavnen. Børnene og jeg følte os modige, mens min mand nok nærmere følte, vi var dumdristige. Han havde dog givet efter for familiens flertal i erkendelsen af, at man oftere fortryder det, man ikke får gjort, end det man gør.
Fiji er – kort fortalt – et afsidesliggende, tropisk stillehavsparadis. Går man et skridt dybere, er Fiji også et udviklingsland bestående af godt 300 øer og knap en million indbyggere, som primært lever af det, der nu engang kan dyrkes lokalt. Landets politiske historie er tumultarisk og omfatter flere militærkup. Kulturen og sproget er unikt, men en betydelig del af befolkningen er af indisk oprindelse tre-fire generationer tilbage. Indbyggernes fælles sprog er derfor engelsk, og da der de senere år er opbygget et næsten dækkende skolevæsen, taler langt de fleste engelsk. Sundhedsvæsenets ydelser er gratis, men begrænsede i udbud og adgangsforhold.
Før afrejse var min eneste forventning til mit fijianske arbejdsliv, at det ville være anderledes end det danske, hvilket var nok til at gøre mig fortrøstningsfuld. Efterhånden som første arbejdsdag nærmede sig, må jeg dog indrømme, at jeg begyndte at tvivle på, om det nu også ville være bedre. Eftersom jeg ville blive landets eneste fastansatte speciallæge i psykiatri, forventede jeg, at min primære opgave ville være at lære fra mig til mine kollegaer.
