Min mor hed Fritse. Hun blev opkaldt efter sin fars bedste ven, Frits Holm, der også var hendes gudfar. Holm var en charmerende, begavet levemand, eventyrer, spion og fusentast, der i begyndelsen af 1900-tallet bevægede sig på de bonede gulve i hele verden, kaldte sig hertug og kunne opvise ikke færre end 48 internationale ordener, en del af tvivlsom herkomst. For Holm var – erkendte han selv – tillige en uforbederlig snob, der elskede titler og medaljer.’
Frits Holm er både hjemme og i udlandet uden tvivl bedst kendt for sin dristige ekspedition til Kina, hvor han i 1907 ville hente den berømte nestorianersten, et to tons tungt gammelt kristent monument, der befandt sig i Xian. Ekspeditionen blev verden rundt kendt som den Holm-nestorianske ekspedition til Xian og gjorde Holm berømt. Det var bare en af hans meritter. Senere blev han en kendt korrespondent for dansk og international presse, fredsaktivist og mægler. Og fik i sit lille skeptiske hjemland, der ellers fulgte ham tæt, ry for at være en pralhals med knaphulskløe.
Men Holm var altså også min morfars bedste ven, og under min coronaoprydning har jeg fundet gamle mapper, fotos og optegnelser over interessante personager, som enten har været i min slægt eller tæt på. Nogle af historierne er løbet som en rød tråd gennem min barndom, andre mindes jeg ikke at have hørt før. Jeg husker, at fortællingerne om Frits Holm var til stede i vores familie som et kulørt eventyrligt bagtæppe til morfars fortid, og så var han tilmed afsender af det flotte sølvbørstesæt, der lå på min mors toiletbord, og som nu ligger på mit. For mig har han især været tæt forbundet med bogen ’Kong Salomons miner’. Det vender jeg tilbage til. Og så var der noget med en arv af svimlende summer, som var blevet lovet min mor, men som desværre aldrig materialiserede sig.
En af de gamle mapper indeholder morfars grundige gennemgang af sit venskab med Frits Holm og dennes farverige og ganske usædvanlige liv. Ikke færre end 69 tætte maskinskrevne sider med udførlige beretninger, udklip og anekdoter har morfar, der hed Carl Ebbe Dinesen, nedfældet. Det står klart, at morfar gerne ville nuancere og uddybe sin kære vens fortræffelige kvaliteter som en slags modvægt til især den danske presse, der ikke helt vidste, om den skulle være benovet eller hånligt indstillet over for fænomenet Holm.
