Ibrahim Satouf er 43 år. Stor som et hus, bred som en slotsport, med lår som egetræsstammer. Noget er overvægt, det meste er muskler. Et stykke inde i samtalen, som foregår i en nydelig lejlighed i det almennyttige boligbyggeri Islandsparken i Nivå, rejser han sig op. Han går hen til væggen i den omkring 30 kvadratmeter store stue og sætter sig ned med ryggen mod væggen og bøjede ben ud mod stuen.
»Sådan sad vi i fængslet. Vi var 115 mænd i et rum på størrelse med denne her stue. Vi kunne ikke bevæge os. Hver dag kom vagterne med en spand kartofler. Der var en til hver om dagen. I et hjørne af rummet var der et hul. Det var toilettet«.
Han siger ikke noget om stanken, men man kan mærke den i stuen.
Ibrahim Satouf fortæller roligt og detaljeret. Han har aldrig fortalt om det til de danske myndigheder. Da han og hans datter Faeza Satouf kom til Danmark i 2014, var han flygtet for ikke at komme i militæret. Det var tilstrækkeligt til, at han fik en opholdstilladelse på fem år, som lige er blevet forlænget med to år. Ved den første samtale i Sandholmlejren spurgte Udlændingestyrelsen ikke yderligere ind.
