Mitra satte sig på gulvet i sit værelse på børnehjemmet. Det var en hverdagsaften i 2015, og den 15-årige pige havde en vigtig opgave foran sig. På det bløde gulvtæppe havde hun bredt stakke af papirer ud i en vifte. Omkring 300 siders notater, underretninger og journaler, der tilsammen udgjorde hendes sagsmappe fra kommunen. Og så begyndte hun at læse om sig selv. Set med andres øjne.
Når et barn bliver anbragt uden for hjemmet, indsamler og producerer myndighederne typisk store mængder information, som bliver samlet på kommunen eller institutionen i sagsmapper. Papirerne er skrevet for at dokumentere og argumentere for sagsbehandlernes indgriben i familiernes liv. Ikke med henblik på at de anbragte børn og unge selv skal læse med. Men det er ikke desto mindre, hvad et stigende antal af dem gør.
De senere år har stadig flere anbragte søgt aktindsigt i deres egen sag. Der findes ikke præcise tal. Men både foreninger for anbragte, flere kommuner og Rigsarkivet bekræfter, at stadig flere anbragte læser sagsbehandlerne over skulderen. Fænomenet kendes også fra udlandet, hvor anbragte i stigende antal søger indsigt i deres sagsmapper.
Det handler blandt andet om at lære sin egen historie at kende. For mens viden om barnet hober sig op i ringbind hos socialrådgivere, psykologer og pædagoger, har hovedpersonerne selv paradoksalt nok ofte begrænset viden om deres egen historie. Derfor kan journalen for mange anbragte være nøglen til en forståelse eller bare et samlet overblik over deres barndom, fortæller David Adrian Pedersen, formand for De Anbragtes Vilkår – en forening for nuværende og tidligere anbragte.
