Er man 25 år, har man så travlt med at blive voksen, at man måske dårligt nok når at være ung, for selv om ungdommen i vore dage er længere end nogensinde før, er der lagt så mange voksenkrav ind i den – med selvoptimering, ambition og fremtidsplaner – at man nærmest ikke kan nå at være rigtig ung.
De er født midt i halvfemserne og vokset op med fastnettelefoner, finanskrise, uddannelsesloft, Bratz-dukker og skilte forældre. De ligger lige imellem generationen, der brugte sine 20’ere, som folk ellers plejede at bruge 30’erne, og generationen, der voksede op med iPaden og intersektionalitet, og som mest af alt interesserer sig for køn, klimakamp og pronominer. Dem, der er de 25-årige lige for tiden, altså.
»De 25-årige i dag har lært af deres forældre, at de skal folde deres egne potentialer ud, og af politikerne, at de skal målrette sig samfundets efterspørgsel. Mange føler sig pressede over ikke at blive hurtigt nok færdige med deres uddannelser, samtidig med at de frygter ikke at have fået levet ungdomslivet tilstrækkeligt ud«.
Det fortæller Niels Ulrik Sørensen, som er professor i ungdomsforskning ved CeFU på Aalborg Universitet om årgangen, som han mener, er optaget af at klare sig godt og præstere i konkurrencesamfundet, samtidig med at de »bakser med at navigere i en virkelighed, som er mere kompleks end nogensinde, ofte er afhængige af deres forældre, aldrig har haft det dårligere psykisk, og bare gerne vil have den rigtige uddannelse og bidrage til samfundet«.
