I 2021 har jeg haft tre forskellige frisurer. Da jeg i januar bliver uddannet journalist, har jeg for eksempel almenkedeligt strithår, kort i siden og lidt at lege med på toppen, som min frisør, som er min mor, siger, i sensommeren har jeg en forkølet mullet, fordi kvalmende trendbølger, eller måske fordi nakkehår vokser hurtigere ud ved indtag af naturvin, nå, og nu har jeg en slags kort vestegnsmodehår, et møde mellem Spock fra ’Star Trek’ og en dårligt skrevet birolle fra tv-serien ’Ugly Betty’.
Jeg er ude med venner og nogle bekendte en decemberaften lige før nedlukningen, sidder på en brun bodega, og fortæller om transformationerne, som om de var tre store vendepunkter i en spillefilm. En film, der for eksempel kunne have den halvlange tagline, som lyder: ’Rasmus på 25 år har kronisk tankemylder og føler, at hans tilværelse som færdiguddannet i København med deltidsjobs, freelancejobs og drømme er en tovtrækning mellem at være barn og voksen, bytur og banklån, patetiske forestillinger om at være genial og patetiske forestillinger om at være gal, og at det hele er overvældende, og derfor ofte resulterer i en eksistentiel lur’.
Eller som kan resultere i, at han, ja, faktisk bare jeg, nogle gange får kløende meget lyst til at afspille den storhedsvanvittige strygerhjerneblødning ’He’s a Pirate’ fra filmen ’Pirates of the Caribbean’ og med to stive pegefingre presse mine earpods helt ind i øregangene, så lyden bliver mere intens, og det bliver nemmere at forestille mig, at alle mine drømme er inden for rækkevidde. At alt er muligt, mens jeg rider uden sadel tværs over landegrænser, krydser verdenshave i skonnerter med store sejl, bliver magisk. Men så slutter sangen. Og det går op for mig, at jeg tre minutter senere ikke er Jack Sparrow, men bare er mig og bare ligger i min seng, der lugter af menneske.
Eller bare er mig, som lige er gået ud på bodegatoilettet, der lugter af navle, fordi jeg har brug for en pause fra de andre i selskabet. I hvert fald inden jeg skal fortælle, hvordan jeg egentlig har det.
