Hun kunne ikke stoppe med at trave frem og tilbage over stuegulvet i sin lejlighed. Inge Birthe Thomsen havde netop flyttet sin mand til et plejehjem i Aarhus, og den 73-årige kvindes ben blev ved med at være i bevægelse. Der gik flere måneder, før hun kunne finde ro i at sidde stille.
»Jeg havde det så dårligt, fordi han havde det så dårligt. Han blev ved med at spørge, hvorfor han skulle være på plejehjemmet. Jeg stak ham en hvid løgn om, at de skulle lære ham at gå igen. Det andet var for svært«, siger hun.
Inge Birthe Thomsens mand led af demens, der var opstået på grund af talrige blodpropper i hjernen. Sygdommen blev gradvist forværret, og Inge Birthe Thomsens ansvar voksede. En dag sad hun sammen med borgerkonsulent fra kommunen. Vedkommende foreslog, at hendes mand blev flyttet til et plejehjem.
»Borgerkonsulenten sagde, at jeg havde aftjent min værnepligt. Jeg vidste godt, hvor ophængt jeg var. Men det er ikke et liv på plejehjem, man drømmer om, når man bliver ældre«, fortæller Inge Birthe Thomsen.
