Efter to døgn i bus er ukrainerne kommet til Oure, men om lidt vil de videre

Et sydfynsk lokalsamfund har på 2 døgn gjort klar til at tage imod 42 ukrainske flygtninge. I sidste ende kom kun 9. Og de fleste ukrainere, der er flygtet fra krigen, vil helst blive i nabolandet Polen.

Flygtningene ankommer i en hvid rejsebus lidt før klokken 16.00. De første, der stiger ud, er et ældre ægtepar. Så en gråhåret mand i lyse jeans, og bag ham en teenagedreng. De stiller sig lidt afsides, og manden lægger en hånd på drengens skulder. En midaldrende kvinde med en skinnende sort dynejakke har taget sin kat med. Ingen siger et ord. De tager deres tasker og begynder at gå.

Foto: Finn Frandsen

Som den sidste kommer en dreng ud af bussen, måske 9 år gammel. Da han sætter foden på asfalten, maser en hvid Toyota sig forbi bussen på den smalle vej, der er få centimeter mellem ham og bilen. Drengen ser med forskrækkede øjne på en mand, der tager hans hånd.

Ukrainerne er netop ankommet til Oure Friskole på Sydfyn. De har kørt i to døgn fra den polske grænse. Og på to døgn har en gruppe lokale borgere forberedt deres modtagelse.

»De går igennem noget helt forfærdeligt, og vi vil så gerne hjælpe. Det, vi kan bidrage med, er at lave en rasteplads, hvor man kan mærke noget hjerterum«, siger Anne Kirstine Wie Schultz, der er bestyrelsesformand for Oure Friskole, som har taget initiativ til at indrette sovesal og dagligstue for flygtningene i nogle tomme klasselokaler.

Afmagtsfølelse

Frivillige har indsamlet tøj, legetøj, lagner og håndklæder. De har lavet mad og indrettet lokaler. Efterskolen har bidraget med senge, puder og dyner, og lokale erhvervsdrivende og foreninger har doneret penge.

Der er indsamlet meget mere, end der var behov for, fortæller arrangørerne. Mange lokale ville gerne gøre noget for at hjælpe. Og mod afmagtsfølelsen.

»Det er dejligt at opleve så stor opbakning. Vi har fået alt for meget hjælp, nærmest«, siger Bjarke Madsen.

Hans 6-årige datter går på friskolen, og det var ham, der tog initiativ til »rastepladsen« til ukrainerne. Han så en optagelse af en bombet boligblok i nyhederne, og billedet havde sat sig i ham.

»I baggrunden kunne man høre et barn, der skreg. Det var ikke et pjevset skrig, men et skrig fra et barn, der var bange for at dø. Jeg tænkte: ’Vi må gøre et eller andet’. Man kan selvfølgelig donere penge, men det er også dejligt at kunne gøre noget håndgribeligt. At kunne se et menneske i øjnene og vide, at man har hjulpet«.

Oprindeligt ville han skaffe en bus, der kunne køre ukrainske flygtninge til Danmark. Men de busselskaber, han tog kontakt til, fortalte, at der allerede var andre, der havde haft samme idé. Blandt andet en lastbilchauffør med mange ukrainske venner, der havde skaffet bussen og nu var på vej hjem fra Polen med en gruppe mennesker, der manglede et sted at være.

Bjarke Madsen vidste, at friskolen havde lokaler, der stod tomme. Det var sådan, ideen om at tilbyde de ukrainske flygtninge et sted at mellemlande opstod.

Foto: Finn Frandsen

Oprindeligt var 42 personer om bord på bussen, og de frivillige i Oure har sørget for, at der er mad, håndklæder og sengetøj til dem alle. Men de fleste er blevet sat af i Padborg. Der stod herboende ukrainske familiemedlemmer og bekendte klar til at hente dem og tilbyde dem et hjem de næste uger og måske måneder, mens krigen hærger deres hjemland.

Syv voksne og to børn har fortsat rejsen til Oure på Sydfyn, hvor de har mulighed for at mellemlande, mens de finder ud af, hvor de skal bo, mens de venter på fred.

Fastelavnstønder

Friskolens børn har malet danske og ukrainske flag og sat dem op på vinduerne. Der ligger 42 sirligt pakkede stakke med sengetøj og håndklæder på et bord, og på det næste kan de nyankomne tage undertøj, varme sokker og hjemmesko, skulle de mangle.

Foto: Finn Frandsen

En ældre ukrainsk kvinde stryger fingrene hen over et håndklæde. Hun er et helt andet sted i tankerne. Hun bukker sig frem og dufter til en shampoo, studerer teksten på bagsiden. Da hun kigger op, er hun fjern i blikket.

De fleste andre flygtninge har trukket sig tilbage på sovesalen, da den lokale pizzamand ankommer med pizzaer, en masse små slikposer og to fastelavnstønder, som han har forberedt til de mange ukrainske børn, som alle troede ville være med bussen i dag.

Ukrainerne er meget taknemmelige over modtagelsen, siger Bjarke Madsen, men de er trætte og har ikke lyst til at tale med medierne, der er kommet fra København, Aarhus og fra forskellige steder på Fyn.

Men de er glade for at kunne tale med en yngre lyshåret kvinde i en blå dynejakke. Julie Mokiy er teknisk designer og er kørt hele vejen fra Randers, hvor hun bor, for at hjælpe med at tolke mellem de frivillige og flygtningene. Hun kommer oprindeligt fra det nordøstlige Ukraine, lige ved grænsen til Rusland. Hendes hjemby er nu besat af russerne. Julie Mokiys forældre, fætre og barndomsvenner er stadig i byen. Det er for sent at flygte. Men hendes forældre vil heller ikke rejse – de vil blive i deres hjem, deres land.

»Da jeg kørte herover, fik jeg en sms fra min mor. Hun skrev: ’De bomber igen. Vi går ned i kælderen’«.

Julie Mokiy har ikke rigtig sovet den seneste uge. Hun følger med i de ukrainske mediers og i familiens beretninger med hjertebanken.

Foto: Finn Frandsen

Da hun læste om initiativet i Oure, besluttede hun sig for at give en hånd. Hun har tidligere arbejdet som tolk, og hun havde brug for at gøre noget.

»Der er jo ingen, der er hjulpet med, at jeg bare sætter mig og græder«.

Hun fortæller, at flere af hendes danske venner er kørt til den polske grænse for at give flygtede ukrainere et lift. Nogle af hendes ukrainske venner er også flygtet til Polen. Og de vil, som de fleste flygtninge, helst blive dér, hvor de forstår sproget, og hvor de er så tæt på hjemlandet som muligt.

»De venter bare på, at de kan komme hjem igen«.

I Oure har de frivillige inddelt sig i skiftehold, så der er nogen til at lave mad døgnet rundt de næste dage. Kødsovsen til lørdag er allerede klar.

Flere lokale familier har desuden tilbudt at åbne deres hjem for ukrainerne. Familierne fra bussen kan være i Danmark i tre måneder. Så skal de enten søge asyl eller rejse ud. Men ukrainerne vil nok allerede tage mod Sandholmlejren fredag.

Tilbage på friskolen bliver store bunker af håndklæder, tæpper, toiletartikler og legetøj. Måske kommer der flere flygtninge, der får brug for dem. Måske skal de sendes til Polen, hvor flygtningene er.