Jonas Gahr Støre dukker op til aftalt tid på dette sit sidste stop inden dagens møde med statsminister Mette Frederiksen (S) på Slotsholmen.
Som alle andre i sin jobkategori har han travlt for tiden. Tirsdag havde han på hjemmebanen besøg af både den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, og FN’s flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi fra UNHCR.
Sammen med Grandi besøgte Støre nogle af de første tilrejsende ukrainske flygtninge i Norge. Til den lejlighed havde han fundet det helt store norske checkhæfte frem for at bidrage til FN’s flygtningeorgan. 250 millioner norske kroner (svarende til 190 millioner danske) bliver sendt som straksbevilling fra Oslo til UNHCR’s akutte indsatser i Ukraine og nærområdelande som Rumænien, Moldova og Polen.
Til sammenligning har Danmark bevilget 25 millioner som straksbevilling til UNHCR i forbindelse med Ukraine-krisen. På dette års finanslov giver Danmark 235 millioner kroner til UNHCR som generel bevilling.
