Da jeg 1. oktober 1970, bare 19 år og med halvlangt hår, trådte ind ad døren til Dagbladets redaktion i Hersegade i Roskilde, et godt stenkast fra banegården, for at begynde som journalistelev, var byens stolte datter Lise Nørgaard for længst over alle bjerge og havnet på ugebladet Hjemmet via Politiken.
Men hendes store beundrer, redaktør Justesen var stadig i de gamle redaktionslokaler, og han blev min chef på en redaktion af herlige, skingrende skøre tosser, som skulle give mig en forrygende debut i branchen.
Lige til at begynde med var jeg noget benovet over at være kommet på en rigtig avis, på et dagblad. Tænk, at ham fyren fra dørrækken, der sagde øh og bøh, når matematiklærer Schønnemann sukkende spurgte om en mulig håndtering af en ligning med x og y, pludselig var blevet ’noget’. Men benovelsen faldt hurtigt som en trist blomkålsgratin.
For der gik ikke mange dage, ja ikke mange timer, før jeg fandt ud af, at mine læreplads ikke var rammet ind af lutter fine ånder og tænkere, der var besjælet af tanken om at skabe stor journalistik og berige Roskildes læsere med nyheder og værdifuld oplysning.
