Selv om Martha Rasmussen ikke var i stand til at få et ord over sine læber, fordi hun var proppet med morfin og i bedste fald var ved halv eller kvart bevidsthed, fortalte hendes hånd en anden historie om nærvær.
Fra sin placering på livets alleryderste kant var det, som om den klemte om hjælp. Rakte ud efter selskab fra en kær kollega. Sin søns hånd, der tilhørte Anders Fogh Rasmussen. En forårsdag i 1985 sad den veltalende mand ved siden af som pårørende på Viborg Sygehus. Uden begreb skabt om, hvad han skulle sige i situationen.
»Vi sagde jo ingenting. Jeg sad og holdt hende i hånden og sagde ingenting. Men det var helt tydeligt, at hun vidste, jeg var der. Hun holdt sådan fast i min hånd. Der er nogen, der mener, at selv om man ligger i en morfindøs, kan man muligvis alligevel opfatte noget«, siger Anders Fogh Rasmussen.
Han havde siddet på stuen ganske længe. Men besluttede på et tidspunkt, at det var tid til at komme videre i dagens tekst. Hvad han har fortrudt lige siden. Han sagde farvel og forlod sin syge mor i hospitalssengen for at begive sig til lufthavnen i Karup og videre til København. Her 37 år senere betragter han den beslutning som »den værste handling i mit liv«.
