Antallet af job uden for landbruget i USA steg med 172.000 i maj.
Det viser en jobrapport fra USA’s kontor for arbejdsmarkedsstatistik.
Antallet af nye job er ifølge nyhedsbureauet AFP højere, end analytikere havde ventet.
Tallet for, hvor mange nye job - uden for landbruget - der blev skabt i landet, kaldes også for kongetallet.
Det stiger normalt fra måned til måned. Det skyldes, at befolkningen og arbejdsstyrken i USA normalt stiger over tid. Typisk ses fald i tallet kun ved større tilbageslag i økonomien.
Andelen af arbejdsløse ligger fortsat på 4,3 procent, hvilket også var tilfældet måneden før.
I marts og april steg antallet af job uden for landbruget i USA også mere, end analytikerne havde ventet på forhånd.
I jobrapporten for maj er stigningen i antallet af job i marts og april endda blevet opjusteret.
Sammen med en stærk stigning i maj får det Allan Sørensen, som er cheføkonom i Dansk Industri, til at kalde det ’en af de bedste jobrapporter under Donald Trump’.
»Det er en overraskende god jobrapport, som giver forhåbninger for aktiviteten i amerikansk økonomi. Beskæftigelsesfremgangen vidner om pæn vækst i USA«, skriver han i en kommentar.
I maj var det inden for servicesektoren, i lokalstyrer og inden for sundhedssektoren, at der blev skabt nye job. Til gengæld faldt beskæftigelsen inden for finanssektoren. Det fremgår af jobrapporten.
Søren Kristensen, som er cheføkonom i AL Sydbank, pointerer, at et stærkt amerikansk arbejdsmarked gør det svært for den nye chef for den amerikanske centralbank, Kevin Warsh, at sænke renten i år.
»Det er bestemt godt nyt, men det betyder også, at behovet for en rentenedsættelse i USA ikke er overvældende«, skriver han i en kommentar.
ritzau




























