Vejbommene, de grålige vagtbygninger og de høje stålhegn får grænseovergangen til at ligne et fængsel. Et sted bag alt det, på den russiske side af grænsen, sidder mormor i en minibus. Mormor, der allerede har været så frygtelig meget igennem, siden krigen brød ud. Nu skal hun hjem i sikkerhed. Hjem til Randers.
I 2 måneder og 18 dage har mormor, 79-årige Evgeniia Shvarnitska, overlevet i en kold, fugtig kælder tæt på sin lejlighed. Da den russiske hær rettede kanonerne mod den ukrainske havneby Mariupol, landede de første bomber i mormors del af byen. Hele verdens opmærksomhed rettedes også mod byen, der har været skueplads for den brutalitet, der er blevet definerende for krigen.
Nu er mormors hjem forvandlet til bunker af murbrokker og støv. Alt, hun har tilbage fra et helt liv, er den lyselilla striksweater og de mørkeblå jeans, hun har på. Og så en lille taske med sit pas og et par lodne blå hjemmefutter.
