Om et par sekunder vil rektor Mette Trangbæk erklære det nye skoleår for åbnet. 1.100 elever er på plads, og luften i Greve Gymnasiums lyse aula sitrer, som luften altid sitrer, når ferien er overstået, det stadig er sommer, og eleverne føler sig parate til at gribe hinanden, kærligheden, arbejdet, dagene og nætterne med nyt livsmod, spidsede blyanter og smukke drømme om alt det, som kan ske, hvis man bare tager sig lidt sammen.
Mette Trangbæk og syv andre lærere har indtaget scenen, og det lykkes dem næsten at få hele salen til at tage hinanden under armen og gynge med til dagens sang, som er ’My Bonnie is over The Ocean’.
Det er svært at finde en rektor, der ikke synes, at hendes eller hans gymnasium er noget nær det bedste i verden. Mette Trangbæk er ingen undtagelse. Når hun ser ud over de 1.100 elever, ser hun ud på den moderne danske drøm om et spraglet gymnasium med elever, der har rødder i hele verden, men også et gymnasium, der afspejler det lokalsamfund, det ligger i, og hviler på et solidt etnisk dansk fundament.
75 procent er lokale hvide elever fra middelklasseforstaden Greve. 25 procent tilfører blod fra resten af kloden.
