Forsvarsminister Morten Bødskov (S) er meget på farten i disse dage. I torsdags deltog han i et møde på Ramstein-basen i Tyskland med andre allierede lande, i weekenden fejrede han dronning Margrethes 50-års jubilæum som regent, og nu er han i Polen for at mødes med landets forsvarsminister og gøre foreløbig status over den nylige ukrainske modoffensiv.
De ukrainske styrkers generobring af landområder i den nordøstlige del af landet kalder Bødskov for »afgørende«, og han gør det klart, at Danmarks støtte til præsident Volodymyr Zelenskyj og resten af Ukraine vil vare ved, så længe ukrainerne ønsker det.
Det gælder også, når Zelenskyj slår fast, at Rusland skal helt ud af Ukraine, også den besatte halvø Krim i syd, før en eventuel sejr kan erklæres.
»Det er meget enkelt. Der er én gruppe, der bestemmer over Ukraine, og det er ukrainerne. Derfor har Vesten sagt, at vi støtter Ukraine i deres kamp for frihed«, siger Morten Bødskov.
