Der udbryder nærmest panik blandt embedsmændene i minibussen. Forsvarsminister Morten Bødskovs (S) møde med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, et hemmeligt sted i hovedstaden Kyiv trækker ud og truer med at forsinke den internationale konference om yderligere donationer til Ukraines forsvar mod Rusland, som Bødskov er medvært og ordstyrer for.
Litauen har allerede meldt, at de hjemme fra Vilnius har problemer med deres login til konferencen, der for de fleste af de 28 lande foregår virtuelt.
»Alle de andre lande kan godt logge på, så det må være litauerne, der gør noget forkert«, lyder det i minibussen, mens der arbejdes på at fremsende et nyt link.
Ovre i det ukrainske forsvarsministerium et andet sted i Kyiv spørger både Holland og Kroatien, om de andre deltagere kan høre og se dem. Men et møde med hele Vestens kæledægge i skikkelse af Volodymyr Zelenskyj er stort for en dansk forsvarsminister, og så må de andre konferencedeltagere vente.
