»Hej, jeg hedder Signe. Jeg har et handikap«
»Nu skal du høre, hvorfor du skal ansætte mig«
Flere mennesker med handikap er i arbejde end nogensinde tidligere. En af dem er idéhistorikeren Signe Vestergaard Borup. En krise kan dog hurtigt ændre på de gode tal.
Signe Vestergaard Borup, 29 år og nyuddannet idéhistoriker, havde fået snesevis af afslag. Så tog hun det forbudte skridt.
»Jeg havde fået at vide på jobcentret, at jeg endelig ikke skulle nævne mit handikap i ansøgningen. Men en mørk februaraften, hvor jeg sad alene og grublede efter masser af afslag, tænkte jeg, nu gør jeg det! Nu skriver jeg det allerede i anden sætning«, fortæller hun i telefonen fra Aarhus.
»Hej, jeg hedder Signe. Jeg har et handikap, og nu skal du høre, hvorfor du skal ansætte mig«. Jeg skrev alt det, man ikke må. Men det, at jeg turde stille mig frem og vise, at jeg har lyst til at bruge, hvad jeg har været fem år om at lære, tror jeg, gav mening. De ville jo alligevel kunne se, at jeg har et bevægelseshandikap, når jeg kommer til samtale med rollator«.
Hun satsede på, at hendes energi og begejstring kunne bane vejen for et job i stedet for at sætte fokus på hendes CP, cerebral parese, en tidlig hjerneskade, der gør hende usikker til bens. Selv om jobcentret rystede på hovedet, da de hørte om hendes ligefremme ansøgning.
»De sagde, at det var da et meget interessant eksperiment, men at det ville jeg ikke få noget ud af«.
Erfaring bedre end fordomme
Lige nu har historisk mange danskere fundet en plads på arbejdsmarkedet trods et fysisk eller psykisk handikap. Det viser en helt ny undersøgelse fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Personer med handikap har det sværere, når det går skidt i samfundet, og bedre, når det går godt
Mona Larsen, seniorforsker hos Vive
61 procent af de cirka 800.000 i befolkningen, der har et handikap, var i job i 2021. Hvis man ser på tallene fra 2012, så var det kun 44 procent af mennesker med mindre eller større handikap, der kunne forsørge sig selv. Det var baggrunden for at V-LA-K-regeringen og et bredt flertal i 2018 besluttede at sætte et særligt fokus på denne del af arbejdsmarkedet.
Mona Larsen, seniorforsker bag undersøgelse, ph.d. i økonomi, siger:
»Det handler om gode tider og fuld beskæftigelse. Personer med handikap har det sværere, når det går skidt i samfundet, og bedre, når det går godt. Samme mønster ser vi med indvandrerne. Når man virkelig har brug for hænderne, er arbejdsgiverne også villige til at tage nogle af de grupper ind, man ellers kunne være skeptisk overfor«.
Mona Larsen håber, at den store andel af mennesker med handikap i job vil fortsætte, også selv om samfundet går ned i tempo. Det vil være nyttigt for at fjerne fordommene.
»Vi kunne håbe, at man fremover var mindre betænkelig ved at arbejde sammen med mennesker med handikap. At vi har haft en højkonjunktur, har givet mulighed for, at flere har prøvet at ansætte og arbejde sammen med mennesker med handikap. Vi kan se i vores svar, at de, der har kendskab til personer med handikap, er mere positive over for at ansætte personer med handikap end andre«.
En bjørnetjeneste
Faktisk har idéhistoriker Signe Vestergaard Borup tydeligt mærket, at samfundet støtter og hjælper, hvis man som hun har en usikker balance og nogle særlige behov.
Under hele sit studie har hun fået handikap-SU, der er et tillæg til studerende, der på grund af handikap ikke kan tage et studiejob. Og da hun dimitterede fra Aarhus Universitet, blev hun kaldt til flere samtaler, hvilket man som person med funktionsnedsættelse har krav på, hvis man søger et job i det offentlige.
Signe Vestergaard Borups stol, som hun har haft siden gymnasiet. Rollatoren er også hendes egen, så det betyder, at der ikke er ekstra udgifter til hjælpemidler for hendes arbejdsgiver.
»Hvis du formelt set er kvalificeret, så kan du få en ’forlomme’. Jeg var til otte samtaler på den måde. Det blev jeg så træt af. Det føltes som et skuespil. Lad os få det overstået. De tænkte sikkert: Når du så er gået ud af kontoret, kan vi ansætte den, vi havde i tankerne hele tiden«, siger Signe Vestergaard Borup, der også var bagud på point med studiejob.
»Når folk ser mit cv, er der jo et kæmpe stort, sort hul, fordi jeg har fået handikap-SU. Fordi jeg ikke havde siddet bag kassen i Netto eller haft et klassisk studiejob. Det er uretfærdigt. Det blev jeg så træt af. Så i stedet for at insistere på juraen og retten til at komme til samtale, vendte jeg bøtten på hoved og gjorde det, jobcentret kaldte ’dumt’«.
Nej til evig pension
Hvis vi zoomer ud til Danske Handicaporganisationer, er formand Thorkild Olesen glad for, at intentionen fra politikerne i 2018 begynder at virke.
Jeg tror mere på ’isbryderordningen’, hvor man som nyuddannet eller i praktik kan tage sine dagpenge med og vise sit værd
Thorkild Olesen, formand, Danske Handicaporganisationer
»Men der stadig står 46.000 mennesker med handikap klar til at tage et job inden for to uger ifølge vores beregninger på de nye Vive-tal. Og det er i en situation med fuld beskæftigelse. Jeg er bekymret for, om beskæftigelsestallene tager et dyk, når der kommer en krise. Det så vi i 2008 med finanskrisen. Det var mennesker med funktionsnedsættelse, der først blev ledige«.
Når man har et handikap, lærer man at finde vej til bagindgangen og vareelevatoren, fortæller Signe Vestergaard Borup, der hver dag skal op til sit kontor på 2. sal.
Hvad siger du til Signe Borups historie om fortrinsret?
»Det startede som en kongelig resolution for krigsveteraner for at give dem en fair chance. Hensigten var, at man kunne få nedbrudt fordomme, men det giver nok bare større irritation. Jeg tror mere på ’isbryderordningen’, hvor man som nyuddannet eller i praktik kan tage sine dagpenge med og vise sit værd«, siger Thorkild Olesen.
»Jeg tror på, at hvis vi får flere i beskæftigelse, så vil flere opleve at have en kollega med handikap, og så får vi nedbrudt barriererne«.
Men hvorfor er det overhovedet vigtigt at få denne gruppe i arbejde?
»Vi har brug for at se den mangfoldighed, vi er. Mennesker med handikap vil også bidrage og være en del af arbejdsfællesskabet. Hvis ikke man gør det, så skal man være parat til at betale førtidspension. Der ligger en kæmpe samfundsgevinst«.
Eksperimentet gav afkast
Du har sikkert allerede gættet, at Signe Vestergaard Borup fik et job. Men hvad du ikke kan vide, er, at hun faktisk blev indkaldt til syv samtaler på det, jobcentret kaldte et eksperiment.
En af samtalerne var med Skejby Hospital, der ikke engang havde et job til hende, men blev så begejstrede, at de gerne ville prøve at lave et, der kunne passe.
Men hun endte altså på Aarhus Universitet, hvor hun arbejder som fuldmægtig og ph.d.-partner med ingeniører, der er i gang med forskning. Det har ændret hendes liv radikalt.
»Jeg lever et helt andet liv, end da jeg var på dagpenge. Det handler om meningsfuldhed, at der er brug for en. Der er noget, man kan. Fra ikke at have nogen fremtid – til at kunne se et lys og få et håb, når der endelig er nogen, der tør give én chancen«.
Hvad får dine kolleger ud af dig?
»Jeg tror, det er sundt for folk at se andre måder at leve på. De bliver mindet om, at vi alle er sårbare. Og samtidig bliver jeg mindet om, at der er meget, jeg kan«.
Det fortæller Signe Vestergaard Borup, der har en bagkant, fordi hun sidder i barselsvikariat. Men næste gang, hun skal ud at søge, ved hun, hvordan hun skal begå sig.
Hun sendte sin ansøgning videre til en arbejdsløs ven med samme handikap som hende selv. Han kopierede stilen, og han har nu efter fem års forgæves jobjagt fået arbejde hos Banedanmark.
»Jeg blev helt varm indeni. Glad på hans vegne. Og stolt over, at vi vandt endnu en sejr over systemet. Det duer at bruge sin intuition og tage en chance«.
Sådan siger idéhistorikeren, der lærte at sige tingene, som de er.