Fashion Court

»Jeg er i Field’s med min datter på 5 år og min store datter på 20. Vi skal købe en telefon, men vi er gået ind i H&M, fordi jeg har lovet min nabo at købe et par kjoler.

Mine døtre er gået til afdelingen med accessories, og jeg går mod indgangen til butikken for at finde kjolerne, da en kvinde med en barnevogn foran sig kommer løbende i voldsom fart. Jeg hører ingen skrig, så jeg tænker, at hun måske har et andet barn, der er løbet fra hende.

Pludselig kan jeg høre en masse mennesker komme løbende. De skriger. Jeg vender mig om og kigger ud. I samme øjeblik kommer gerningsmanden løbende og peger med det der gevær. Vildt og voldsomt, fra side til side«.

»Jeg er i Field’s med mine to børn og min kone. Vi går ind i tøjbutikken Envii, hvor min kone skal returnere et par sko, før vi skal spise. Jeg har min 1 1/2-årige søn i en barnevogn, og min datter på 6 år går ved siden af. Så hører vi brag fra der, hvor vi lige har været. Jeg tænker, at det er balloner, der springer«.

»Min veninde og jeg er i tøjbutikken Monki. Vi er kommet fra Odense og skal se Harry Styles i Royal Arena bagefter. Hun er lige gået ind i prøverummet, mens jeg kigger på tøj. Pludselig kommer der vildt mange skrigende mennesker løbende. Jeg tænker, at de måske er ved at lave en Tik Tok-video. Da jeg kigger op, kan jeg se, at folk græder«.

»Vi hører en masse skud, og folk skriger. Jeg har fire kunder i butikken. Jeg siger: »Alle sammen ind!« og peger mod butikkens baglokale. Jeg er den sidste, der løber ind. Fra baglokalet kan vi se på overvågningen, at en pige kommer løbende ind. Jeg åbner døren, hun er helt ude af den.Vi hører flere skud. Min kollega siger, at det er et terrorangreb. Vi prøver at sidde meget, meget stille«.

»Ude på gangen kan jeg se en storm af mennesker, og flere af dem råber, at der er skyderi. Jeg tænker, at det nok er bandemedlemmer, som skyder på hinanden. »Det har ikke noget at gøre med os«, tænker jeg. Men jeg vil ikke have, at de skyder lige ved siden af mig og min familie. Så jeg hiver min søn ud af barnevognen og tager min datter under den anden arm, og så løber jeg ind i Envii og råber, at der bliver skudt, og at alle skal komme ud med det samme«.

»Jeg hører en kvinde og en mand, der råber, og kigger ud af butikken. Gerningsmanden står med siden til og kigger ikke ind mod os, men på de folk, der løber. Han står helt stabilt, med benene spredt og sit våben i hånden.

Han virker ... tilpas … som om han ikke synes, der er noget galt i det, han gør.

Jeg løber hen til lageret, hvor min kollega prøver at åbne døren. Der er kode på, og hun ryster og skriger og kan ikke få den op. Det er min første dag på arbejdet, og jeg har først fået koden at vide en halv time tidligere. Jeg tager over. Første gang lykkes det ikke.

Imens bliver der skudt tre gange. Jeg siger til mig selv: »Abiez, du bliver nødt til at tage det roligt«. Anden gang, jeg taster koden, får jeg døren op. Jeg bliver skubbet ind af de kunder, der står bag ved mig«.

»Jeg kan ikke se mine døtre, for de har bukket sig ned. Jeg skriger til dem: »Hvor er I?«. Og så rejser de sig. Jeg siger til min ældste datter, at hun skal tage den lille på armen.

Min datter og jeg har klipklapper på, men vi kan ikke løbe i dem. Så vi smider skoene. I herreafdelingen er der kaos. Min datter vælter ned i en reol med min lille datter på armen. Inde i butikken er der en dobbeltdør ind til et rum. Vi kommer ind i rummet, og der er simpelthen så mange – måske 75 eller 100 mennesker.

Rummet er omkring 3 meter bredt og 8 meter langt. Nogle græder, og mange ringer hjem til deres kære og står nærmest og tager afsked. Folk prøver at tysse på hinanden, og nogle bliver vrede og skælder ud«.

»Jeg sender en sms fra omklædningsrummet til min storebror. »Der er skyderi i Field’s, vi gemmer os i et prøverum, og jeg er bange for at dø«, skriver jeg. Jeg ryster så meget, at det er svært at skrive, så jeg tager et billede af min veninde inde fra prøverummet, som jeg sender til ham«.

»Min store datter har min lille datter på armen. Jeg sørger for, at vi står i midten af rummet, så vi ikke er de første, der vil blive ramt. Jeg tænker: »Hvordan føles det overhovedet at blive skudt? Kan jeg gå, hvis jeg bliver ramt i ryggen?«. Jeg kigger over på min store datter og tænker på, om jeg skal tage min lille datter. Men jeg vælger ikke at tilbyde det, for hvad nu, hvis han kommer herind? Så vil jeg ikke vælge imellem dem. Jeg konkluderer, at så må jeg stille mig i vejen og tage en kugle for min børn«.

»Vi er otte mennesker i lagerrummet. Kun kvinder. Jeg deler nogle jordbær og nogle hjemmebagte cookies ud, som jeg har haft med til frokost. Tilfældigvis har jeg også min elektriske vifte med, som jeg giver til en. Der er virkelig varmt derinde. Jeg spørger en kvinde, der sidder under et bord, om hun ikke vil holde mig i hånden«.

»Nogle 14-årige piger i lagerrummet spørger, om jeg ved, hvad der sker. De er alene derude for at gå i biografen. Jeg siger, at politiet har givet besked om, at vi bare skal blive i rummet. Den ene trygler mig om at sige, hvad der sker. Jeg fortæller, at jeg har set en mand med et gevær. Jeg siger til dem: »Bare rolig. Vi skal nok komme ud«. Samtidig ved jeg, at jeg måske fylder dem med løgn. Gennem en dobbeltdør falder en stribe lys ind. Den fører ud til gangen. Jeg tænker, at lige om lidt bliver døren brudt op, og så vil der blive skudt herind«.

»I prøverummet ved siden af er der en pige, der ringer til sin mor. Hun tror tydeligvis, at hun skal dø. Nogle bliver sure og beder hende tie stille. Ellers er der musestille«.

»På et tidspunkt opstår der panik i rummet. Nogle begynder at skubbe, og jeg mærker et pres bagfra. Jeg vender mig om og ser en kvinde. Hendes øjne er fyldt med frygt. Min lille datter sidder og skriger.

Jeg griber fat i armen på min store datter for at sørge for, at vi ikke bliver skubbet fra hinanden. På et tidspunkt smadrer dobbeltdørene for enden af rummet op, og en del folk løber ud på gangen. Vi bliver tilbage. Vi prøver at låse dørene, men det kan vi ikke.

Stemningen er frygtelig. Brandalarmen bliver ved med at køre. Den er øredøvende. Den der monotone stemme, der siger: »Leave the building … Leave the building«.

Samtidig er der en syg stilhed og modløshed i rummet. I mit hoved kører billedet af manden med geværet«.